Levende død – en rejse gennem sindssygdommens helvede og tilbage igen

At være psykisk syg i sygdommens værste fase er som at være levende død, en zombie, en skygge af sit tidligere jeg. Det tror jeg mange der har været igennem en sindslidelse kan nikke genkendende til. Det var i hvertfald sådan jeg oplevede min nedtur i skizofreniens vanvid. Man er låst inde i en glasklokke, i sin egen subjektive virkelighed, hvor ingen udenforstående rigtig kan trænge ind eller bryder sig om at komme ind. Min sygdom startede allerede da jeg var ganske lille. Måske var jeg ikke sindslidende i ordets egentlige forstand, men jeg var i hvert fald ikke det man forstår ved et glad, udadvendt, sorgløst barn som både voksne og andre børn kan lide en. Jeg ved ikke hvad det var, der gjorde mig anderledes end andre børn, måske var jeg bare tænksom og tungsindig med tendens til at tage mig omgivelsernes sorger og problemer mig for nær. Sådan er jo ikke idealverdenens små børn. Hvor mange gange har jeg ikke stået alene og kigget på, mens de andre børn legede og snakkede med hinanden? Fordi jeg var en trist og indadvendt type var der ingen af de andre børn der regnede mig for andet end noget der var tilovers, som man bare kunne træde på. De voksne kritiserede mig for at være sær, og truede mig med udstødelse hvis jeg ikke forandrede mig til det positive, som om børn selv vælger i hvilken retning de vil udvikle sig. Sådan forløb mit liv i underskolen og de to-tre veninder jeg havde gennem de 7 år var adfærdsvanskelige outsidere ligesom mig selv. Begyndelsen til min egentlige sindslidelse husker jeg som værende begyndt ved 11-års alderen. Jeg blev hypersensitiv, ekstremt modtagelig overfor modgang og bange for at være sammen med andre mennesker og for overhovedet at åbne munden i nærheden af andre. Hvis for meget isolation kan gøre et menneske sindssygt, tror jeg det var det, der skubbede mig i den gale retning. Fra den tid, da jeg var 12 år gammel begynde jeg for alvor at blive rigtig syg. Jeg fik de mest uhyggelige tvangstanker, som jeg forsøgte at drive på flugt ved tvangshandlinger som jeg godt vidste var sygelige, men som jeg havde mistet klarsyn nok til at undertrykke. Både i skolen og derhjemme lukkede jeg mig inde og blev holdt udenfor, kritiseret, mobbet og bagtalt. Mine forældre forstod ingenting; de troede bare jeg var en almindelig adfærdsvanskelig teenager. Mine klassekammerater syntes bare jeg var underlig og ignorede mig det meste af tiden. Jeg tror, at når man bliver berøvet en normal barndom og ungdom, er man langt mere tilbøjelig til at udvikle en psykisk lidelse. Hele min ungdom var jeg som en levende død, fysisk var jeg godt nok levende men mentalt og menneskeligt var jeg allerede død. Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv. Gennem mine teenageår ønskede jeg mig så brændende, jeg kunne blive fri for at leve fordi det gjorde så ondt i min sjæl, og alligevel havde jeg ikke mod til at gøre en ende på mit liv. Måske var jeg bange for at overleve, eller bange for at komme i helvede. Når man er så syg, som jeg var tænker man ikke længere rationelt. Det var først da jeg var færdig med skolen og var begyndt på universitetet at jeg overhovedet tog mig sammen til at søge hjælp og det kun på grund af pres fra min familie som mente at jeg var sygeligt depressiv. Når man ved, at man er underlig tør man ikke søge hjælp fordi man tror at ens problemer er unikke og fordi man er bange for at blive afsløret i noget forkert. Som 21-årig kom jeg til en psykiater som diagnosticerede med en depression og gav mig nogle lykkepiller, som skulle løse mine problemer med den ekstreme nedtrykthed jeg var sunket ned i. Det var først her jeg begyndte at lide så frygteligt, at jeg forsøgte at afslutte mit liv. Pillerne gjorde mig selvmorderisk desperat, og paranoid og angst. Jeg husker det som var det i går, den 10. december 99 forsøgte jeg for første gang selvmord. Jeg var 21. Efter at have ligget på skadestuen i 3 dage med forgifting blev jeg udskrevet til et langt tomt liv og ingenting. Jeg havde ingen venner, havde ikke haft det i mange år. Mine studier på uni var på vej til at mislykkes, jeg kunne hverken huske eller koncentrere mig ordentligt, og jeg havde ikke energi til at gøre noget rigtigt ved det. Efter mit første selvmordsforsøg troede jeg at jeg havde nået et vendepunkt, at jeg nu var blevet stærk og frigjort, fordi jeg havde haft mod til at se døden i øjnene. Hvis jeg havde vidst at dette kun var begyndelsen til mine kvaler havde jeg nok taget mit liv en gang for alle dengang. Jeg gik derefter rundt i nogle måneder og blev behandlet hos en psykiater for depression og prøvede at tage mig sammen til at gøre noget ud af mine studier uden at det rigtig ville lykkes. Pludselig en dag da jeg gik på gaden, kom mit store nervesammenbrud ud af det blå. Jeg begyndte at græde fuldstændig utrøsteligt, jeg mistede pludselig alle mine kræfter, måtte sætte mig hen på den nærmeste bænk og hulkede højt. På en eller anden måde fik jeg slæbt mig hjem i seng, hvor jeg tilbragt den næste måned uden næsten at spise eller sove. Jeg led forfærdeligt. Det var som om hele mit livs tragedie passerede revy for mit indre øje, alt de problemer jeg havde haft som barn vendte nu tifold tilbage og martrede mit hoved, jeg syntes jeg kunne føle alverdens lidelse på min krop og sjæl. Da var det jeg besluttede at tage mit eget liv uanset at jeg var bange for at komme i et brændende helvede. Det kunne jo umuligt være værre end livet på jorden. Så det gjorde jeg, tog en overdosis medicin, overlevede og kom på skadestuen igen.

Dagen efter min indlæggelse blev jeg overført til Kommunehospitalets psykiatriske modtagelse hvor jeg lå i en seng, nærmest katatonisk og tænkte over mit mislykkede liv. Måske var det det virkelig vendepunkt for mig. Fra den dag af vidste jeg at nu kunne det kun gå opad, jeg havde allerede nået bunden i den sidste tid. Men hvordan mit liv nu skulle forme sig vidste jeg ikke, og tanken om fremtiden gjorde mig enormt angst. Jeg blev indlagt på en åben afdeling og efter en uge der sagde lægerne at jeg viste tegn på skizofreni. Jeg blev frygtelig bange fordi jeg nu troede at jeg var alvorligt sindssyg. På den anden siden troede jeg også, at nu ville jeg få hjælp til få det bedre. Jeg skulle dog have vidst at en bedring efter en sindslidelse kan tage år og det gjorde det også. Jeg blev efter tre måneder på KH overført til Sct. Hans hvor jeg var i 19 måneder. I al den tid blev jeg ved med at være dårlig, jeg var meget ked af det, havde mange tanker om døden og lukkede mig helt inde i mig selv. Ligegyldig hvad de fandt på at give mig af medicin hjalp det ikke eller kun meget lidt. Jeg blev derfor sendt videre til Sundbygård, fordi de ikke troede jeg ville kunne klare mig i egen bolig og det kunne jeg nok heller ikke. Tre uger efter min indflytning blev jeg indlagt igen med en depression hvor jeg ønskede at tage livet af mig. Jeg blev der foreslået alternativ behandling af en sygeplejerske som interesserede sig for de ting. Jeg eksperimenterede så med det i nogle måneder. Først efter jeg havde været på SBG i nogle måneder begyndte jeg at få det bedre. Jeg ved ikke hvad der gjorde mig bedre, måske var det bare sådan at tidens tand læger alle sår. Under alle omstændigheder begyndte jeg meget langsomt men sikkert at komme op til livets overflade. Selvom jeg stadig kan have depressive blackouts hvor jeg ikke ønsker at leve mere bliver det aldrig så voldsomt som det var da jeg først blev indlagt. Jeg håber og tror at jeg aldrig mere skal opleve det helvede jeg var igennem for 6 år siden da min verden sank i grus.

Jeg er på vej til et bedre liv.

En kommentar

  1. Marian B.Goldstein

    Nej. Jeg kan faktisk ikke genkende det hele. “Skizofreniens vanvid” blev til den befriende optur, jeg havde ventet i det meste af mit liv på. Aldrig har jeg været mere i kontakt med mig selv, mere i hér og nu, end i krisefølsomheden. Der skulle noget vejledning og en masse meditation til, før jeg erkendte, at det VAR en flodbølge af mig selv, der skyllede hen over mig selv. Ikke et “break-down”, men et “break-through” hér. “Skizofreniens vanvid”? Nej. MIT vanvid. Mit sande væren, i hér og nu. Men jeg har heller aldrig prøvet, at ligge i en seng på en psyk afdeling.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.