Er det dig på billedet?


Denne tekst er er en kommentar til ovenstående maleri af Sharma Tai Kristensen. Kommentaren er en af flere som er  skrevet, efter redaktionen stirrede temmelig længe på lærredet.

Du er velkommen til at skrive din egen kommentar.



Alt det sorte suger mit øje til sig, tvinger mig til at se, men alligevel er det  det røde jeg husker, det er den røde energi der fanger kanten af mit øje. Måske fordi det ligner blod, og der løber et instinktivt gib igennem mig. Nogen er såret.

Der er én anderledes… men når man lærer mennesker at kende rigtigt, så er der ingen normale mennesker. De er alle udenfor, de falder alle sammen igennem.

For hvordan er du når du er helt normal?

Skal du være 168 cm høj (er du mand skal du bare være høj) og have lyst hår med blå øjne. Skal du kunne lide burgere og pomfritter, skal du komme fra en familie der har en far og mor og en eller anden søskende samt en kæledyr der helst er en hund (men en kat kan gå an), skal du kunne smalltalk (smalltalk er enormt vigtigt, for det at kunne holde en samtale ved lige uden at sige noget som helst), og skal du gå i det nyeste modetøj (det fra sidste år kan du bruge hjemme, når der ikke er nogle der ser dig), skal du tage mindst ét bad om dagen, skal du læse de rigtige blade, se de rigtige programmer i TV skal du bo i det rigtige kvarter og have den rigtige sofa, den rigtige kæreste, det rigtige seksualliv, de rigtige børn, den rigtige karriere… (her er mine fordomme)

Noget der har undret mig med normaliteten, er at den skifter med alderen.

Når man er barn skal ”man” være som alle de andre. På den måde er børn hårde, er man med eller ikke med, er man med er der nogle at lege med snakke med, være sammen med, at holde de andre ude med, og ja, de holder alle de ”andre” ude, nogle gange med vilje og andre gange mere ubevidst.

Der er visse ting der skal være i orden for at være inde, det rigtige tøj og være god til den rigtige sport og hvad det ellers kan være.

Om det så er bogbindet er det det helt rigtige der skal til. (en tur til boghandlen, hvor en lille dreng, stortudende, prøvede at forklare at det var det andet bogbind de andre havde, og at de skrev navn på for at kende forskel på dem! Moderen forstod ikke.)

Når man er ung bliver det lige pludselig vigtigt at høre til, om det er på den normale side eller i en af de nicher der findes, eller måske i en alene-gruppe, for findes der nogle der er ligesom mig?

Alle spejler sig og søger bekræftelse på at de er ok. Så du bliver inviteret med til festen igen.

Du må ikke have for særlige eller for snævre interesseret.

Jeg snakkede med en ung fyr (18 år) til en fest (jeg var landet der ved et tilfælde) og ved første blik virkede han som alle de andre, men alligevel var har ikke. Alle de andre havde delt sig op i par eller sad og flirtede med hinanden. Han holdt sig til smalltalken.

Jeg spurgte ind til det, og fik det hurtige svar at der ikke var nogle der var værd at se efter alligevel.

Jeg kunne ikke  lade være, jeg blev nødt til at spørge: hvad de det du så kigger efter?

Her kom et lille skævt smil og et blik over skulderen, ”de piger der er her… jeg ville hellere snakke med deres mødre. De har så meget mere erfaring, og de har et overblik over livet, og roen er helt anderledes end hos mine klassekammerater. Jeg fortrækker kvinder og ikke piger, og de må helst være 40+.”

Han smilede igen ”så du er lidt for ung.”

(den lille bemærkning gjorde mig glad i flere uger)

Når man bliver ældre er det der lidt mere frit valg. Vennerne behøver ikke at ligne dig helt så meget, eller gør de? for nu er det måske mere omverdenen der bestemmer.

Der er TV med programmer der fortæller om hvornår du skal have børn og hvordan de skal opdrages, hvordan dit hjem skal se ud og hvor det skal ligge, hvor stort det skal være og hvordan du håndtere dine naboer.

Der er modeblade der fortæller om must haves og modebibler, de fortæller hvordan du får fat i manden/kvinden og hvordan du beholder ham/hende, hvornår du skal af med ham/hende igen og hvordan du gør det.

Ord som must haves og modebibel er overskrifter jeg er jeg er stødt på reklamer for modeblade alene i denne uge. Er der ting vi ikke kan leve uden og er det nødvendigt at fortælle os hvad det er? Og hvad er det med modebiblen? Er moden virkeligt et helligt budskab som kætterne skal omvendes til med bibler, modeuger og hvad mere.

Og alt dette skal indpasses med dine venner og kolleger.

Du må ikke have tendenser for noget der ikke er mindst én i vennekredsen der har og med sygdomme de må ikke være for særlige og ikke for alvorlige, du må ikke have fysiske kendetegn og psykiskediaknoser kan lukke dig helt ude.

Og hvordan er det når man bliver gammel, skal alle så ligne dig eller noget andet du kender, må de der kommer være anderledes? Du må ikke være for positiv. Det er tilsyneladende nemmere at tolerere negativ brok end den positive side, og tre forskellige forklaringer på hvorfor det ikke er så slemt.

For du skal have mindst én livsstilssygdom, du skal have børn og børnebørn der klare sig godt, så du har noget at snakke om med de andre.

Er din datter i fængsel skal du tie ellers bliver stilheden stor.

Der er tilsyneladende også den mulighed at din unormalitet bliver ignoreret eller sagt på en anden måde, så har du bevæget dig ind på et tabu. Efter mange overvejelser har jeg konkluderet at mange tabuer egentlig er en måde at opretholde idealbillede af at man kan være normal. Ved at have tabuer bliver de fleste unormaliteter undertrykt eller usynlige.

Når jeg snakker med andre om at være normal er der altid noget der kommer frem… det viser sig at de heller ikke er helt normale.

Den ene høre stemmer, men er bestemt ikke skizofren, en anden har en borderline, én kigger nu og da ind på den psykiatriske når det hele kokser. Alt dette er noget der bliver fortalt i fortrolighed, og det er vel heller ikke noget der kommer andre ved, men alligevel er det de samme der kan finde på at sige at jeg ikke er helt normal, og måske ved de det fordi de heller ikke er helt normale eller mener der er normale og kan se at jeg ikke høre til.

Jeg er aldrig blevet beskyldt for at være normal, alligevel har jeg en opfattelse af, at for andre er ønskværdigt at være normal.

Alligevel har jeg da venner og de syntes at kunne lide mig som jeg er, er de så unormal eller syntes de bare det er ok at jeg ikke er normal.

Jeg kan godt lide mit eget selskab og kan bruge timer, dage og måneder i mit eget selskab.

Jeg er har aldrig rigtig hørt til det stor fællesskab, jeg har ikke altid vidst hvorfor, men da jeg endelig fandt svarene, var jeg ikke længere interesseret i at høre til.

Jeg oplever at ordet normal lægger et stille men ufravigeligt præs på mig som jeg hverken vil eller kan leve op til.

Normal er for mig noget der kan gøres udenpå for at det føles indeni, for er man normal er man en del af det store fællesskab og så er man ikke helt alene. Normal findes ikke, normal er en mytisk tilstand der ikke kan opnås, og hvis den endelige bliver er den forceret og indholdsløs.

Du vil (alligevel) aldrig kunne falde helt ind.

Jeg kigger på billedet igen. Det hele streget over. Betyder at der ikke findes nogle der er normale?

Af Maja / Outsiderens redaktion

En kommentar

  1. Pippi

    Det er så sandt,at jeg ville ønske jeg selv havde sat teksten sammen, god observation!!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.