Til redaktionen på tidsskriftet Outsideren: Jeg sender hermed en ultrakort novelle om en oplevelse, jeg havde som ganske ung førstegangsindlagt på psykiatrisk afdeling.  Jeg er i dag 40 år og har en Bachelorgrad i minoritetsstudier – man kan sige, at jeg er  ” BA i minoritetsstudier med brugerbaggrund ,” de bedste hilsener Kamilla K.

Jeg synker ned i mørket og lader dets helende kræfter omslutte mig. Jeg er lige ved at nå ind i en tilstand, der minder om ro, da skrigeskinken slår døren op med et brag. Med målrettede skridt marcherer hun ind i rummet, min stue på psykiatrisk afdeling – mit rum. Hun har kurs mod vinduet, og snart ryger de nedrullede gardiner op med et smæld, der rammer min sjæl som en piskesnert.

Det var sørme da også på tide, at vi fik noget lys herind. Du skal da heller ikke ligge og sove på den her tid af morgenen. Se nu bare, hvor solen skinner

Ordene føles som en syl. Jeg foretrækker mørkets skæve vinkler, men nu vælter lyset nådesløst ind over mig. Det kaster mig tilbage i sengen og efterlader mig blændet og afmægtig. Min filterløse tilstand fungerer som en genvejstast for et budskab, der går rent ind:

alt hvad du gør er forkert…

alt hvad du tænker er forkert…

alt hvad du siger er forkert…

alt hvad du er er forkert…

Forkert…forkert…forkert. Skrigeskinken tager aldrig ordet i sin mund, men betydningen af det ligger som en understrøm i alt, hvad hun foretager sig. Hun ved det ikke selv, men hun udøver et subtilt tyranni, som det er umuligt at sætte sig op imod. Normalitetens spejle hænger på alle vægge. Jeg stirrer desperat ind i dem, men der opstår ingen resonans. Der er ingen klangbund for mit vildtvoksende sind. På dette sted er og bliver jeg den urigtige, og alt er ensomhed.

Rummet gennemsyres af de middelklassenormer, der sniger sig ud igennem hver eneste pore i skrigeskinkens og hele sundhedsvæsenets krop. De lægger sig som en tyk dyne, der gør luften tung og iltfattig, jeg får kvælningsfornemmelser og åndenød. Hvis jeg ikke dør af iltmangel, står skrigeskinken klar til at æde mig levende. Jeg ser hendes kinder vibrere og forestiller mig, hvordan hendes veludviklede kæbemuskler lynhurtigt vil kunne gøre kål på mig. Det går op for mig, at jeg stirrer lige ind i en personificering af Zygmunt Baumans antropofagiske assimilationsstrategi, der i al sin grusomme enkelhed går ud på at gøre det, der er anderledes til noget, der ligner:

At tilintetgøre de fremmede ved at sluge og derefter transformere dem gennem stofskiftet til noget væv, som ikke kan skelnes fra ens eget *

Men min krøllede sjæl drømmer stadigvæk om at folde sig ud, den er ikke klar til at dø. Drevet af overlevelsesinstinkt, maver jeg mig ud over sengekanten og lader min hånd famle rundt på gulvet for at finde et konkret våben. Jeg får fat i en gammel sutsko, og et øjeblik kommer der noget næsten graciøst over min oprørske krops bevægelser. Min arm knejser i luften, og sender med trodsens stolte kraft skoen af sted gennem luften.

Den rammer døren med et brag. Skrigeskinken er for længst videre i dagens kannibalistiske dont.

Jeg ligger vingeskudt tilbage på min seng på psykiatrisk afdeling.

Voldtaget af lys.

* Fra Helen Krag: Mangfoldighed, magt og minoriteter, Forlaget Samfundslitteratur, 1. udgave

2007, s. 91-92.

 

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.