SUMMER OF RECOVERY (Særnummer, 2012)

At psykisk sårbare kan komme sig, er gået fra at være en stille revolution til hverdag i psykiatrien.

I dette særnummer kan du læse indlæg fra brugere, terapeuter, folk der nørder med recovery. Og du kan læse hvad en af pionererne Ron Coleman, synes om udviklingen – læs om ‘tyveriet af recovery’

Recovery betyder at komme sig. Det er en simpel erkendelse af, at selvom man kan miste grebet om sindet, kan man godt komme sig og få et godt liv. Det særlige ved recovery er, at erfaringerne med at komme sig startede som en protest mod den etablerede psykiatri, hvor psykiatribrugere insisterede på selv at finde veje til at få et godt hverdagsliv.

Særnummeret henvender sig til alle der vil vide mere om recovery, både menneskeligt og fagligt.
Der er selvfølgelig sket meget siden 2012 – eller er der?


Indhold

  • Skæbnen har ført mig helt frem på scenen – En brugers tanker og erfaringer med recovery
    v. Klavs Serup Rasmussen
  • Recovery er kommet for at blive – Et opgør med kronicitet og undersøgelserne der understøtter det
    v. Pernille Jensen
  • Er det realistisk? Et besøg på bostedet Sundbygård
    v. Julie Feilberg
  • Solen skinner – Christian Martin har ikke nogen diagnose… længere
    v. Klavs Serup Rasmussen
  • Er der kærlighed tilbage i Holger Pedersen? Læs selv…
    v. Holger Pedersen
  • Tyveriet af recovery – om psykiatriens omklamring af brugernes kamp
    v. Ron Coleman
  • Det skal ske på din måde – Erfaringer & tanker fra projekt Vendepunkter
    v. Klavs Serup Rasmussen

Du kan også downloade særnummeret her og printe det så meget du vil
– men vær sød at fortælle hvor du har det fra!!!

Vores yndlingskommentar:

Herluf Dalhof, tidligere praktiserende læge og nuværende medlem af LAP, kommenterer artiklen ”Tyveriet af recovery” af Ron Coleman:

Hvem kan gøre recovery til en fuser?

“Først, i 1980’erne, opstod diskussionen om formynderiet. Men den debat blev af psykiaterne vendt om, så det alligevel blev dem, der beholdt magten.

I 1990’erne diskuterede man ligeværdige samarbejdsprincipper. Også her greb psykiaterne ind og fik udvirket, at nok blev brugerne repræsenteret i forskellige udvalg, men altid så de var i mindretal og dermed uden reel indflydelse.

Nu er så recovery-bølgen over os. Også her ser Ron Coleman tegn på, at psykiaterne igen er ved at omdefinere og udvande begrebet, så det efterhånden mister sin betydning.

Jeg har to kommentarer til det:

A. Recovery er udtryk for et håb og en overbevisning om, at det kan lade sig gøre at blive rask igen efter en psykisk sygdom. Det håb, som det gennem de sidste 20 år næsten er lykkedes psykiaterne at eliminere. Hvis sindslidelser kun er genetisk betingede biokemiske uregelmæssigheder i hjernen, er der ikke megen udsigt til helbredelse. Heldigvis ved vi fra utallige kilder, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Både fra undersøgelser og enkeltberetninger, som Arnhild Lauveng, forfatter af bogen ”I morgen var jeg altid en Løve”. Det kan psykiaterne aldrig igen tage fra os.

B. Indefra er der imidlertid også en trussel, hvis brugerne begynder at glemme den egentlig betydning af ordet recovery: At komme sig. Altså den aktive proces, hvor man arbejder med sig selv for at blive rask. For i sidste instans er der kun én person der kan gøre én rask, nemlig én selv. Jeg synes der er en tendens til at dreje recovery-begrebet mod det omgivende samfund, så det nu er samfundet, der skal komme sig og ikke én selv. Det hjælper alt sammen intet, hvis man ikke selv vil yde en indsats.

Så om vi bestandig holder os den egentlige betydning af ordet recovery for øje, er afgørende for, om recovery-tanken bliver en ynkelig fuser, eller om den vil ryge til vejrs og eksplodere i et flot stjerneskud på psykiatribrugernes himmel.

Herluf Dalhof, Binderup Strand, 2009″

Indlægget er forkortet af Outsideren – med tilladelse fra Herluf Dalholf

Om sig selv skriver Herluf Dalhof:

Jeg er tidligere praktiserende læge, og har i forbindelse med min skilsmisse haft en depression, som jeg dog mener art være kommet ud af. Jeg har i mange år været frustreret over den måde, psykisk syge bliver behandlet på i dagens Danmark. Jeg har skrevet flere artikler i Kristeligt Dagblad, bl.a. om “Psykiatriens fallit”, “Det store bedrag om Elektrochok” og “Den kemiske frontrale lobotomi“.

7 Kommentarer

  1. Sommerlæsning… imens du venter på apoteket | Outsideren

    […] Bogen hævder ikke at være objektiv. Forfatterne, bl.a. Loren Mosher, kalder bogen en modvægt til debatten om sindslidelser, og er man en smule træt af, at behandlingssystemets bedste hjælp er ting som psykoedukation – altså at uddanne dig i at du er syg – er bogen en stor hjælp til selv at komme videre. […]

    Svar
  2. Jane Deleuran

    Naturligvis skal psykisk syge selv være indstillet på at gøre en indsats for at komme sig af sygsommen. HVIS DE KAN. Netop her synes jeg “Recovery” er et diffust begreb i psykiatrien. For mange folk kán ikke hjælpe sig selv med at helbrede sig selv. Dette kræver bla at den syge pløjer sig gennem selvhjælpsbøger, som mange meget syge psykiatratriske patienter slet ikke kan overskue.
    Det kræver en stærk psyke at være psykisk syg, er min holdning. Psykoedukation vinder frem, udmærket. Men samtidigt skrives der utallige bøger om netop dette emne. Og alle bøgerne er bestemt ingen hjælp. De kan være en katastrofe for den syge, når bøgerne ikke er skrevet af dygtigt faglige personer.
    Der findes et stort marked for klamhuggere, der gør sig kendte på at kunne hjælpe den syge med psydoedukation. Der findes utallige talkshows – især amerikanske – der er uhyggeligt underlødige. Ergo er det en jungle for den syge at komme frem i.
    Men som nævnt i starten skál den syge selv være indstillet på at ville hjælpe sig selv. Hvis muligt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.