Kan den narrative metode indfange det, der gør,
at metoden ikke ender i samme bunke som alle de andre

”Til sidst er effekten for enhver terapeutisk metode typisk, at halvdelen har gavn af terapien. Det er nogenlunde på niveau med effekten af at indtale noget på bånd og selv lytte til det bagefter,” sagde amerikaneren.

Essay om Narrativ Terapi af Klavs Serup Rasmussen

Jeg sad engang i en bumlende bus på vej sydpå fra Acapulco i Mexico. Turen tog otte timer, sæderne var hårde, det var aften, og der var ingenting at se på ud af vinduerne. Egentlig skulle tiden bare gå. Heldigvis faldt jeg i snak med en amerikaner, der var tidligere børnepsykolog. For tiden var han professionel jazzmusiker og havde også haft et autoværksted i en række år. Rart er det, den slags.

Jeg kan ikke huske hvad manden hed. Kun at han var lettere rødmosset, overvægtig og gik i en ternet skjorte. Og at han talte som et vandfald. Det var perfekt.

På det tidspunkt arbejdede jeg endnu ikke med psykiatri, men havde lige læst Arthur Janov’s to bind om bus1primalskrigs-terapi.

”Ah, ja, Janov kendte han godt,” sagde amerikaneren og begyndte at fortælle om en encyklopædi han havde derhjemme. Den samlede og gennemgik de fleste nutidige psykoterapeutiske skoler. Og især fortalte han om et fænomen der gik på tværs af dem alle: Uanset hvilken terapiform man anvendte, var effekten af metoden høj i begyndelsen, men faldt med tiden.

”Til sidst er effekten for enhver terapeutisk metode typisk, at halvdelen har gavn af terapien. Det er nogenlunde på niveau med effekten af at indtale noget på bånd og selv lytte til det bagefter,” sagde amerikaneren. Det skal tilføjes, at man i mange studier regner med op til 75% af et resultat beror på en psykologisk betinget placebo-effekt.

Hvad denne tendens kunne skyldes, spandt vi sammen på, i den bumlende bus med de raslende vinduer. Det samlede sig efterhånden om, at alle psykoterapeutiske metoder har det til fælles, at en eller anden person en dag er begyndt at gøre ”noget” i sin praksis. Hvorefter – hvis dette ”noget” fungerer – andre begynder at interessere sig for – og være med til – at formulere, hvad dette ”noget” er. Det fører til lærebøger, konferencer, diskurser.

Og så er det ting, kan begynde at køre af sporet.

Hvordan eller hvem. Metode eller menneske

I dag er jeg fuldtids beskæftiget med psykiske lidelser. Både dem jeg selv har samlet op på vejen, dem jeg som redaktør skriver om – og dem jeg møder som daglig leder for lidt over 60 frivillige.

Vi kæmper alle med vores helt særegne udgaver af mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser og den slags kræver massevis af behandling, indlæggelser og tonsvis af eksperter. Derfor er meget af mit arbejde en endeløs iagttagelse af handlemåder i samfundet, der er skabt og genskabes ud fra et temmelig ensidigt fokus på metodeudvikling. Kort sagt “how”[1]( to do it). Hvordan gør vi det her. Manualer. Skemaer. Smarte nye forkortelser, der bestemt gør noget helt anderledes end de forkortelser vi brugte i går.

Dette “how” har bredt sig helt ind på psykologens briks, hvor der stadig oftere (skal) anvendes manualiseret behandling.

Men samtidig, et helt andet sted, og slet ikke i psykiatrien eller sundhedsvæsenet, findes der andre, men mindre dominerende, tankesystemer, der højere grad arbejder med “who.” Hvem. Det er noget med at finde den rigtige person, til den rigtige opgave. Om det så er at hele et sår eller blot skabe ro.

Jeg kigger selv meget på buddhismen, og prøver at forstå, hvorfor den bruger så mange kræfter på at identificere genfødte lærere. Dens tanke er, at den rette lærer er nødvendig for at formidle den rette forståelse. Viden i sig selv, er ikke nok i Buddhismen, da man her anser læring som noget der sker imellem lærer og elev[2]. Derfor – du kan have et bibliotek med al verdens viden, men uden den rette lærer, er intet af det viden.

Når man arbejder med et felt som psykiatri, er det klart, at det er en smule op ad bakke, hvis man vil sidestille “hvem” med “hvordan”. Manualer slår mennesker. Statistikker er mere invasive end fornemmelser. Reinkarnation er et godt eksempel på magtforholdet mellem de institutioner, der arbejder med ”how” og de, der tillægger ”who” større betydning.

Reinkarnation kan uden besvær udgrænses som noget, nogle mennesker vælger at tro på, men som er en tåget selvvalgt sandhed En metode der er lavet randomiserede studier af, er virkeligt. Indtil det næste studie forkaster det.

Denne udgrænsning gælder også den personlige erfaring og alt andet et menneske kan opleve i sig selv. At have erfaret, tæller ikke. At have målt, er at have skabt noget. Hurra.

Man kan måske endda sige, at indenfor psykiatrien, er udgrænsningen af subjektive erfaringer særlig aggressiv. Oplever et menneske noget, der på nogen måde anses for abnormt, klassificeres oplevelsen som et symptom og indholdet af oplevelsen ugyldiggøres, kategoriseres og forsøges fjernet gennem behandlingen. Paradokset er imidlertid, at psykiatriens største fremskridt de seneste femten år, skyldes en gruppe stemmehørere, der valgte at forholde sig til indholdet af de stemmer de hørte. Det førte til recovery og den udbredte accept af, at det er muligt at komme sig af en psykisk lidelse.

Derfor tænker jeg ofte på samtalen i en mexicansk bus, hvor støvet satte sig på læberne og soldaterne længere fremme i bussen spyttede på gulvet. Dét som for alvor gør en forskel, kan sagtens være noget jeg ikke engang tager alvorligt lige nu.

Årsag og virkning

Imens vi steg ud af bussen og med hastige skridt gik ned mod en kridhvid solskinsstrand
kredsede samtalen om, hvorvidt nogle mennesker
simpelthen er naturlige healere.

Det er selvfølgelig umuligt at beskæftige sig med udgrænsningen af nogle sandheder og andres dominans, uden også at læse Michel Foucault. Blandt andet fordi hans forfatterskab trækker nogle tråde tilbage, til en diskussion, der i mine øjne handler om udviklingen af forholdet mellem how & who.

”Galskabens Historie” – en af Foucaults første bøger – anses af mange for at hente inspiration fra den ældre Frankfurterskole. Her var bl.a. Theodor W. Adorno optaget af, hvordan man kan undgå, at mennesket forsvinder, i de systemer som mennesket selv skaber. Et arbejde der beskrives som:

En opmærksomhed på hvad de vestlige samfund har fortrængt… for således at fremhæve, hvilken pervertering af tilværelsen tabet har medført, og søge frem mod en udveksling der kan forsone det fortrængte og fortrængende og derved hele det adskilte”[3]

Set i lyset af solopgangen over Stillehavet, imens to skabede mexicanske køtere gennemrodede noget affald, endte spørgsmålet med at være, om en særlig psykoterapeutisk metode fungerer på grund af metoden – eller på grund af noget andet, vi blot har glemt at tænke på; At verden kan hænge sammen på andre måder en den systemet fortæller os. At måske var disse terapeuter simpelthen naturlige healere. Shamaner. Eller bare rigtig rare.

Om det kunne være en forklaring på, hvorfor en terapi pludselig slår igennem med banebrydende resultater.

Men fordi healing ligger et godt stykke udenfor vores begrebsverden, ender vi allesammen med at fokusere på ”how,” på metoden og alle dens anvisninger – på fingeren, der peger mod månen, i stedet for månen selv, som man siger i zen-buddhismen. Den kollektive fortrængning,

Det er et spørgsmål om årsag og virkning.  Uden at kende den rette sammenhæng, kan man ikke forklare hvorfor noget virker – eller holder op med at virke – og indtil vi kender svaret, vil der bestandigt skulle opstå nye metoder, fordi vi ikke kan forstå, hvorfor de gamle holder op med at virke. Uden at vide om det betyder mere, hvem der praktiserer, end hvad de praktiserer, giver det ingen mening kun at tage den ene del seriøst.

Imens vi steg ud af bussen og med hastige skridt gik ned mod en kridhvid solskinsstrand og de evige palmetræer, kredsede samtalen om, hvorvidt nogle mennesker simpelthen er naturlige healere.

Narrativ metode – han var sgu fin ham Michael

Michael White – pioneren indenfor narrativ terapi

Et interessant eksempel, der kan studeres i nutid, er narrativ terapi.

Efter alt hvad jeg har hørt om Michael White, der “opfandt” narrativ terapi, virkede han som en rigtig sympatisk fyr. Som et menneske, de fleste vil have det rart sammen med.

Og det er måske væsentlig årsag til, at den narrative metode fungerer så godt. Der er god stemning og tid til nysgerrighed.

Jeg skal ikke udelukke, at den narrative metode kan være både nyskabende og effektiv. Når jeg selv bruger den i mit arbejde sker der spændende ting. Mennesker begynder at tale. At vide ting og have intentioner i forhold til retningen af deres liv. Den narrative metode kan noget. Uden tvivl.

Men enhver psykoterapeutisk skole er i risikoz0nen for at få den samme tur gennem vridemaskinen: Efter pioner-fasen følger formaliseringen. Det der engang opstod som et mix af tilfældigheder, intuition og lige at have sovet utrolig godt en nat, erstattes efterhånden af teorier, diagrammer og læresætninger.

Og en dag er det oprindelige lidt rodede og tilfældige erstattet af et nyt formelt speciale, der strukturerer alting helt tilbage til begyndelsen.

Det sker indenfor alle discipliner – også psykoterapi – at ting stivner.

Det særlige ved psykoterapi er måske blot, at effekten af psykoterapi er særligt følsom, hvis metoden begynder at “stivne” – hvis pludselig terapeuten tænker mere i diagrammer end hvad der foregår i lokalet. At stort set alle psykoterapeutiske metoder med tiden falder i effekt, kan i mine øjne, i hvert fald sagtens hænge sammen med, at  balancen mellem ”who” (ham den rigtig rare, der var så godt at snakke med) og ”how” (diagrammer, metodeskemaer) forrykker sig med tiden.

Psykoterapeutiske metoder har det, gætter jeg på, ikke så godt med at teorierne ender som metodens essens. Men hvad gør de så, de der terapeuter. Taler de om den her problemstilling? Og er den overhovedet vigtig?

Hvor er psykologernes  dating service?

“Spørgsmålet om, hvorvidt et godt forhold mellem terapeut og klient er tilstrækkeligt til en effektiv psykologbehandling, eller om der også kræves særlige metoder, er blevet grundigt udforsket. Og det ser ud til, at begge har ret: Metoden og det menneskelige forhold mellem terapeut og klient spiller tilsyneladende hver især en væsentlig rolle for udfaldet af en psykologisk behandling. (psykolog nyt nr. 20 | 2011 | side 17)

Står man og savner en god psykolog at tale med, kan man slå op på de gule sider. Eller blive henvist til en. Det er en tilfældig proces og mange kan ikke engang sige nej, til den terapeut de bliver tilbudt.

Set udefra er det temmelig åbenlyst, at psykoterapeuter og psykologer bruger betydelig mere krudt på at håndtere faglige spørgsmål og dyrke teori- og metodeudvikling, end til at finde et svar på spørgsmålet om, hvordan man sikrer det rigtige match mellem terapeut og klient. Også selvom terapeuter igen og igen slår fast, hvor vigtig den relation er.

Er det Adornos pointe i aktion? Et snapshot af, hvordan ”how” – den måde verden fungerer på – fortrænger det andet, der er lige så vigtigt for os. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at det fag, der skulle være klogest på mennesker, slet ikke evner at have et operationaliserbart sprog for betydningen af evnen til med få ord, at få mennesker til at føle sig godt tilpas.

Den blinde vinkel, det der ikke rigtig kan tales om og arbejdes med, det fortrængte, gør enhver psykoterapeutisk skole sårbar. For hvordan kan en skole sige noget fornuftigt, hvis den ikke kan sige noget om vigtige menneskelige kvaliteter, der medvirker til, at en psykoterapeutisk metode fungerer.

Personligt er jeg begyndt at overveje om buddhismen har fat i noget. At det giver mere mening at finde den rette person til det rette job, end at tro på, at endeløse reformuleringer af funktionen (nye teorier, nye metoder til det samme problem) er den bedste vej.Vi-ved-hvor-skoen-trykker-600x3311

Det bliver spændende at se, hvad der sker med den narrative terapi, nu hvor Michael White ikke længere lever og kan blive spurgt. Vil gennembrudskraften og effekten af den narrative metode også begynde at falde – vil det hele blive lidt mindre hyggeligt?

————————————–

Om mig selv: Jeg tog i 2012 det tværfaglige basisår i narrativ samtalepraksis på Dispuk, Snekkersten. Dele af denne tekst har været anvendt i et essay i forbindelse med undervisningen.

Jeg har i 2006 – 2013 været redaktør for Tidsskriftet Outsideren og ser mange gode ting ved den narrative tilgang, som vi anvender i det daglige redaktionsarbejde.

Hvis du leder efter gode kilder om Narrativ Terapi kan følgende bøger anbefales:

  • Alice Morgan – “Narrative Samtaler” (SPB) – God introduktionsbog, gennemgår teoriværktøjerne let og overskueligt
  • Michael White – “Narrativ teori” (Hans Reitzels Forlag) – Gennemgår det hele

Hvis du bare er nysgerrig : Den engelske Wiki side synes jeg også er rigtig god.


[1] Vesten har siden René Descartes søgt at skabe ”sikker” viden, bl.a. gennem positivismen, der bygger på metodisk videnskabelig observation af virkeligheden. Senere er fulgt princippet om falsifikation.
Disse videnskabsteoretiske idealer har været så invasive, at det er nødvendigt at dykke ned i fortiden, for at opleve dem beskrevet udefra:

“Dengang (omkring år 1900, red.) var tiden karakteriseret af en sekularisering og en enorm videnskabelig fremvækst, men også af en stor religiøs og spirituel længsel. Mange var foruroliget over den positivistiske videnskab og dens aggressive materialisme og syntes ikke, at kristendommen ydede et tilstrækkeligt fast bolværk” (“Buddhas veje” af psykolog Peter Elsass, 2011, side 61)

[2] “Buddhas veje,” Peter Elsass, 2011

[3] “”Foucault”, Raffnsøe, Gudmand-Høyer, Thaning, 2008, s.84

2 Kommentarer

  1. Egon Sloth

    Klavs
    Du er en begavet stodder, men det er selvfølgelig ikke nok.
    De allerbedste hilsner
    Egon Sloth

    Svar
  2. Maria

    Jeg har for ganske nyligt fravalgt en psykolog jeg kun nåede at se 2 gange. Hun var, for mig, spild af både tid og penge. Ved sidste konsultation foreslog jeg hende, at matche psykologer og klienter ud fra MBTI tests eller lignende. Altså en ‘psykologernes datingservice’. Det gør man i erhvervslivet – cha-ching!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.