Da jeg var indlagt med en psykose på den lukkede, begyndte jeg at have vrangforestillinger, som viste sig ved metaforer og en tro på, at jeg var på et spejderløb, skattejagt, polterabend eller en livsrejse. Jeg troede, at jeg fik bearbejdet min barndom og pubertet ved symbolsk at gennemleve svære dele af mit liv.

Essay om  vrangforestillinger af en anonym

Metaforer og symbolrækker
Jeg begyndte at lave metaforer og have en fem-seks stykker på en gang. Jeg ringede til min svigerinde og lirede dem alle af. Det drejede sig i hvert fald om Tysklands ”Stunde null”, rejser og mit eget liv, som jeg havde delt op i perioder. Grunden til, at Tyskland og rejser var i fokus, er at jeg har studeret tysk og historie og har skrevet speciale om turismehistorie.
Jeg havde gemt adressen til stedet, hvor jeg var indlagt, så jeg hele tiden kunne blive mindet om, hvor jeg var, og hvem jeg var. Hertil hjalp min vielsesring, mit ur og mine strækmærker også.

En dag kunne jeg ikke få bind, for personalet havde ikke nogen og havde ikke tid til at finde nogen. I stedet for præsenterede de mig to-tre gange for en ble. Det gjorde, at jeg levede mig så meget ind i rejsemetaforen, at jeg sidst på dagen bankede på døren til kontoret og desperat bad dem om hjælp: ”Nu har jeg leget lufthavn hele dagen.” Så fik jeg endelig nogle bind, for nu havde de tid til at skaffe nogen. Jeg fandt det hele totalt ydmygende, og i min livsmetator blev det indlemmet i min oplevelse med at gå i puberteten, få menstruation og ikke turde fortælle nogen om det.

Skatten kunne også være gyldent slikpapir fra slik, som jeg troede var lagt frem som en belønning til mig.

Efter at jeg havde fået en taske med tøj og lidt madvarer hjemmefra, begyndte jeg at lave symbolrækker med tingene. Det vil sige, jeg lagde mine ting op i rækker og tillagde de enkelte dele en betydning samt en samlet betydning. Mit flerfarvede tørklæde kunne bruges som dug på bordet og gemme ting. Men den kunne også fungere som en glædesregnbue og som tørklæde om en tøjbylt, der symboliserede det at være undervejs. Min sorte jakke var en spion/undercoverjakke. Jeg havde to par briller og en sovemaske, så jeg kunne skifte mellem alt efter formål. Mine mere neutrale briller var mine under cover-briller, mens sovemasken var til, når jeg skulle hvile mig eller sove. Det samme gjaldt min rispose til at lægge på øjenene.

 

2008-07-18 - 023

 

Mine trusser havde efter farve forskellige betydninger (sort = troskab/sex, rød = kærlighed, grøn = håb, lyserød = forelskelse). Strømperne blev brugt som forbindelsesled. Skjorter, trøjer og T-shirts var forskellige sider af mig. Den gyldne æske til teen var en skattekiste, og mine papirer med tanker var en skat, eller mit ur og min vielsesring var en skat. Skatten kunne også være gyldent slikpapir fra slik, som jeg troede var lagt frem som en belønning til mig. Således kunne jeg finde på at lægge en symbolrække bestående af mine trusser, t-shirts, skjortebluser og strømper på sengen, der symboliserede flere forskellige positive sider af mig selv og forskellige positive stadier i mit kærlighedsliv. Hertil blev tørklædet lagt som glædesregnbue på radiatoren, mens remmen fra sportstasken viste ud på badeværelset, som om, at jeg havde været tæt på at skylde mit liv bort, men havde valgt alt det positive og glæden i mit liv til.

Jeg lavede symbolrækker, der viste, at jeg havde taget et rigtigt valg: Jeg kunne have valgt at skylle barnet ud med badevandet, men jeg ofrede amningen og noget tid væk fra min søn. Jeg valgte, livet, vennerne, familien til. Jeg lavede rækker, der viste, at jeg valgte dårlige minder fra og gode til. Symbolrækkerne var overvejende positive, og de hjalp mig til at få sat billeder på mine mange tanker.

Puslespillene i miljøet, som området uden for værelset hed, associerede jeg en hel del over: Der manglede en brik, der manglede nogle brikker, der var kommet nogle nye brikker til. En dag sorterede jeg spillene i puslespil, strategispil og vidensspil – de var sorteret i den rækkefølge, man stødte på dem i livet. Også ugebladene fik jeg sorteret, når jeg havde brug for at rydde op. De blev også lagt i den rækkefølge, jeg var stødt på dem.

Jeg havde pakket hele min sportstaske, og jeg slæbte den ned til nødudgangen. Her sprøjtede jeg vand på og gjorde korsets tegn, og jeg sprøjtede vand på vinduet.

En dag signalerede jeg for vildt, da jeg mente, at spejderne holdt til i bygningen overfor, og at jeg var på mit livs spejderløb. Jeg havde fået fem solsikker af min far, og de stod i min drikkedunk midt i vinduet. Jeg signalerede ud, at to af blomsterne var fortiden, dvs. de døde, jeg havde taget afsked med, den midterste blomst var nutiden, mens dem til højre var fremtiden. Jeg havde pakket hele min sportstaske, og jeg slæbte den ned til nødudgangen. Her sprøjtede jeg vand på og gjorde korsets tegn, og jeg sprøjtede vand på vinduet. Jeg lod vand løbe ned fra tasken.

Måske var det samme dag, hvor jeg begyndte at åbne alle dørene og løb ind på nr. 9 og lagde blomsterne, fordi jeg har fødselsdag den 9. i måneden Jeg husker, at jeg blev stoppet i det. Jeg troede, at hvis jeg åbnede op til alle dørene, ville jeg møde min mand og min søn. Det var generelt kendetegnende for mine handlinger. Op til flere gange havde jeg pakket hele sportstasken og forsøgte at komme ud af enten nødudgangene eller hoveddøren. Mindst en gang stod jeg i min jakke uden tøj på indenunder.

En morgen rykkede jeg rundt på buffetbordet, så det kom til at stå i den rækkefølge, jeg ville prioritere.

Ude i miljøet lavede jeg også symbolrækker. Blandt andet på min tallerken, hvor jeg sorterede lidt af hvert til og fra. Smørret fra Kærgården blev valgt til, lidt krummer blev valgt fra, og af de henholdsvis røde og blå peber- og saltposer lavede jeg hjerter. En morgen rykkede jeg rundt på buffetbordet, så det kom til at stå i den rækkefølge, jeg ville prioritere. Dermed blev mælk og vand valgt først, og dernæst juice. Rækkefølgen blev prioriteret på denne måde, fordi jeg er opvokset på en gård. Jeg stoppede først med at rykke rundt, da en ansat kom ind og sagde ”så er det nok.” Og så troede jeg, at jeg havde bestået en opgave. Det hele skulle vise, at jeg havde valgt familien, vennerne og det nære til.

Jeg genskabte fødslen, men som jeg ønskede den var. Så det var hjemme, jeg gik under bruseren vist nok med lyset slukket, jeg åbnede døren på klem ud til lyset, og min søn kom til verden. Grunden til denne symbolske fødsel var, at jeg havde ønsket hjemmefødsel, men endte med en hospitalsfødsel med vedrop, dvs. det modsatte af, hvad jeg ønskede.

Jeg havde det som om, jeg begyndte at forstå mine mange associationer, da jeg ping-pong’ede sprogligt med associationer, ordsprog og vendinger med en af kontaktpersonerne.

Jeg knækkede en kode, da jeg en dag kom til at sige mit mellemnavn og efternavn højt, imens en af kontaktpersonerne og nogle andre patienter var til stede. Jeg så på kontaktpersonen og vidste nu, at jeg skulle værne mere om min integritet. Om aftenen spurgte jeg en fra personalet, om jeg ville komme ud af det med min integritet i behold. Det sagde hun ja til.

Vrangforestillinger
Jeg havde en række vrangforestillinger. Jeg var 100 % sikker på, at det var et stort løb: Et spejderløb, en skattejagt, en polterabend. Jeg signalerede med gardinerne – der var tre af dem. Det første til venstre var fortiden. Her kunne jeg lukke helt til eller åbne en sprække i den ene eller begge sider, så de signalerede, hvilken del af fortiden, jeg fokuserede på. Ligeledes kunne jeg gøre det samme med det midterste gardin, nutiden, og det højre gardin, fremtiden. Jeg var sikker på, at spejderne holdt til i bygningen overfor.

Alle, jeg havde mødt, deres bekendte osv. havde alle en finger med i spillet – hele Danmark, nej hele verden var med mig.

Jeg troede, at alle omkring mig – hele mit netværk havde arrangeret et løb til mig. Jeg var derfor omgivet af skuespillere – amatørskuespillere fra en masse amatørskuespilforeninger. Jeg kunne pludselig se, at nogen havde haft en finger med i spillet hele mit liv, og at det måtte være min far, som havde den største rolle. Nogen havde vidst, at jeg ville blive syg, og at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene som syg. Min mand havde derfor spillet en kæmpe rolle og sørget for, at jeg havnede hos en bestemt anden aktør, som var dem der varetog mit ledighedsforløb i stedet for jobcentret. Her havde kontakter i Roskildeområdet sørget for, at min løntilskudsarbejdsgiver fandt et løntilskudsjob til mig i Hvalsø. Jeg havde ellers hele tiden sagt, at jeg var havnet i Hvalsø. Sammensætningen af frivillige, jeg skulle skrive om til hjemmesiden på mit løntilskudsjob, var heller ikke tilfældig. De havde alle trukket i trådene – jeg havde haft den mindste rolle i min vej frem i jobsøgningsmøllen og måske også tidligere. Alle, jeg havde mødt, deres bekendte osv. havde alle en finger med i spillet – hele Danmark, nej hele verden var med mig.

Jeg fik konstant ledetråde i form af personalenavne og ting, der mindede mig om personer og ting, der betyder meget for mig. Jeg så det både som ledetråde, men også som minder, der skulle give mig min hukommelse igen. Fx var der nogle franske liljer på nogle billeder i opholdsstuen – de mindede mig om spejderbevægelsen. Og derfor troede jeg, at jeg befandt mig i en spejderhytte. Eller jeg troede, at jeg befandt mig på Huelsbjerggård – et hyttekompleks tidligere ejet af fonden bag Roskilde Festivalen – fordi der på busplanerne nede på den fælles opslagstavle ved personalekontoret stod Pensionatet Hulegården.

Her skulle noget renere til, heraf psykiaterens navn Rene Sjælland med den manglende accent.

Jeg kunne også pludselig se den store sammenhæng med navnesymbolik. Min far er fra Fyn, min mor er Stevns. Da jeg var tvangsfikseret, troede jeg, at der var sket noget urent, noget tvang på Stevns. Deraf slægtsgårdens tidligere navn Svinekildegaard. Det var forsøgt renset ved at omdøbe den til Kildegaard. Men det var ikke nok. Her skulle noget renere til, heraf psykiaterens navn Rene Sjælland med den manglende accent. Mine forældre valgte nemlig at slå sig ned på Sjælland. Og for at det få et eller andet renset måtte jeg finde sammen med en mand fra Jylland. Dette forklarede, hvorfor min far i sin tid havde været nervøs over, at jeg skulle havde fundet en mand fra København.

Det var endda så vidt, at jeg troede, at alle ugeblade, nyheder og aviser var falske og lavet til formålet af de personer i mit netværk, som havde læst journalistik. Jeg bladrede aviserne hurtigt igennem og blev gang på gang bekræftet i, at nogen havde vendt op og ned på alting.

Tiden var der også pillet ved. Nogen måtte have skruet datoen i mit ur frem, nogen måtte justere på nat og dag ved at have lavet en kunstig himmel udenfor.

Så gjaldt det ellers om, at de mest værdifulde ting skulle være i håndklædeholderen.

Mit livsforløb som spejderløb
Jeg troede, at jeg fik mulighed for at gennemleve mine livsfaser i kontrollerede omgivelser og væsentligt hurtigere, end de havde forløbet i virkeligheden. Således stillede jeg en dag en række genstande op på badeværelset og værelset, så de udgjorde en linje fra døren og hen til tankebordet, herfra videre langs vinduerne, henover sengen og ind i klædeskabet og videre ud på badeværelset, så tingene sluttede ved håndklædeholderen. Så gjaldt det ellers om, at de mest værdifulde ting skulle være i håndklædeholderen. ”Fjenden” kunne så flytte rundt på enkelte ting, så det gjaldt om præcis at huske, hvordan alting stod. Dette symboliserede 8. klasse, hvor jeg havde været komplet isoleret i skolen. Jeg gik op til min kontaktperson for at sætte spillet i gang, og jeg spurgte hende, om personalet ville opbevare min vielsesring. Hun sagde: ”Nej, den skal du beholde på hele tiden.” Så vidste jeg, at jeg havde min største skat på mig, og at ingen kunne tage den fra mig. Jeg valgte et bord for mig selv og læste lidt avis uden at dvæle for længe ved nogen af artiklerne, for hvis jeg gjorde det, ville de andre finde ud af for meget om mig. Tilbage på værelset opdagede jeg, at shampooflasken var væltet, og jeg blev bange. Jeg skyndte mig at lave nogle forsvarsmanøvrer ved at sætte flere ting ind i kæden og bytte rundt på ting på badeværelset. Til morgensamlingen satte jeg mig ved bordet med en medpatient, som smilede til mig. Jeg var ved at bryde isolationen. Nede på værelset kunne jeg konstatere, at der ikke var byttet om på noget, så jeg ryddede det hele op. Så var 8. klasse overstået.

Jeg forestillede mig, at brylluppet skulle finde sted i Roskilde – og her stod valget mellem strand og skov. Jeg valgte havet.

Herefter fulgte en lang sommer, så jeg havde nogle gode dage. Jeg havde en dag, hvor jeg klædte mig af og på konstant, som om jeg klædte mig på til at gå til fest og møde min mand. Hele det opdigtede spejderløb var en slags polterabend for mig, og jeg forberedte mig til brylluppet ved konstant at lave pakkelister. Også tasken pakkede jeg adskillige gange. Jeg lavede pakkelister med sandaler, min røde spencer og diverse andet. Jeg forestillede mig, at brylluppet skulle finde sted i Roskilde – og her stod valget mellem strand og skov. Jeg valgte havet. Jeg forestillede mig, at min søn skulle navngives samme dag, og at han skulle have noget vand i hovedet fra Ros Kilde.

Samtidig fik jeg øje for, hvad der er vigtigt i mit liv og hvilke minder, der er værd at gemme på.

Når jeg tænker tilbage på min tid på den lukkede, er det stadig min overbevisning, at metaforerne, symbolrækkerne og mine handlinger var med til, at jeg fik sorteret ud i dårlige minder og bearbejdet dem. Samtidig fik jeg øje for, hvad der er vigtigt i mit liv og hvilke minder, der er værd at gemme på. Min psykotiske tilstand satte gang i en oprydning og bearbejdning, som jeg måske ikke havde fået sat gang i, hvis jeg aldrig var blevet psykotisk. Så på trods af at psykosen var tæt på at smadre min hjerne totalt, var der måske noget godt ved den alligevel.

 

Forfatteren har ønsket at være anonym. Hendes navn er redaktionen bekendt.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.