Tre gange har jeg været indlagt på lukkede afdelinger – på tre forskellige psykiatriske centre. Når jeg kigger i min journal var det frivilligt, men det føltes ikke altid sådan.

 

Af Sussi Malene Jacobsen

 Man skal jo helst sidde og snitte sig selv i armene eller sidde med en sølvpapirhat på hovedet, hvis man skal have en plads på en psykiatrisk afdeling.

Forholdsvis harmløst

Første gang jeg blev indlagt, var på en skærmet afdeling på Nordvang, eller det der i dag hedder Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg var 27 år gammel. Sådan som jeg forstod det, var det bare et nyt ord for en lukket afdeling, men jeg har for nylig erfaret, at det er en mildere form for lukket afdeling.

Det var ikke mit ønske at komme på en lukket afdeling, men jeg var selv mødt op, og de vurderede, at jeg havde det for dårligt til at være på en åben afdeling. Dengang vidste jeg intet om livet på en psykiatrisk afdeling. Jeg var bare glad for at komme ”inden for dørene”, da det ikke ligefrem er det nemmeste i verden, når man har opbygget en god facade gennem årene.2013-05-29 13.33.13

Man skal jo helst sidde og snitte sig selv i armene eller sidde med en sølvpapirhat på hovedet, hvis man skal have en plads på en psykiatrisk afdeling.

Jeg husker det ikke som særlig forfærdeligt, men det gør min mand. Han har fortalt mig mange gange, at han var sikker på, jeg ville blive mere syg af at være der. Der var blandt andet en ung fyr, der gik op og ned af gangen – op og ned igen og igen – i et par meget larmende bukser som i hvert fald drev min mand til vanvid.

En enkelt gang slog det mig, at jeg var indespærret – at jeg ikke kunne tage mit tøj og sige nu vil jeg gerne ud. Der gibbede det lidt i mig, men ellers følte jeg mest tryghed og ro.

Der var en fra personalet, der gav sig god tid til at tale med mig – ikke om noget særligt – bare hvad jeg havde på hjerte. Det var, hvad jeg fortalte hende – hvad jeg havde på hjerte. Hun beskrev min mor som en meget stærk kvinde, fordi hun havde gennemgået så meget svært, og hun sagde til mig, at man jo ikke kunne se på mig, at jeg var psykisk syg.

Jeg erindrer en kvinde, som var meget deprimeret og var hoppet ud foran en bil. Derfor fik hun en regning fra politiet, mens vi var indlagt.

Der var en meget speciel mand, der konstant kom ind på mit eneværelse og lånte cigaretter. Jeg sov meget, og han forstyrrede meget.

Jeg husker, at min niece ikke var særlig gammel, og at hun ikke kunne få lov til at besøge mig. At jeg sad og så børnemelodi grand prix, og at jeg græd over disse skønne unger, mens jeg tænkte på min niece, som jeg ikke kunne få lov til at se.

Jeg var der en uge, og det er stort set, hvad jeg kan huske.

Bagefter kom jeg på åben afdeling og var en tre-fire måneder. Der var et mindre tilbagefald, hvor jeg kom på lukket et lille døgn. Det var ganske forfærdeligt, og jeg græd meget. Folk var meget syge der i forhold til den anden skærmede afdeling.

Da der var aftensmad gik jeg ind med min tallerken mad, og kiggede mig lidt rundt. Det var som sagt nogle meget syge mennesker. Jeg så en ung pige, som så ganske tilforladelig ud. Jeg tænkte, at hende ville jeg sætte mig ved, og måske kunne jeg bruge min tid der i hendes selskab. Men netop som jeg satte mig, rejste hun sig op og skreg ”STRÅÅÅLER!” Hun havde bandager om håndleddene, fordi hun havde skåret armene op. Jeg var simpelthen så skræmt og fortsatte med at græde, til jeg fik lov til at komme tilbage til den åbne afdeling.

 Jeg var der frivilligt, men det føltes bestemt ikke sådan.

Frivillig tvang

Anden gang jeg kom på den lukkede var 10 år senere og bestemt ikke efter eget ønske. Jeg var indlagt i rehabilitering på Psykiatrisk Center Ballerup, og havde fået det dårligt. Jeg havde valgt at lade facaden falde og kunne ikke få den på plads igen. De sagde til mig, at jeg jo nok kunne forstå, at de ikke kunne passe på mig. At de ikke turde tage det ansvar. Så jeg tænkte, at jeg var en stor byrde, og at jeg måtte gøre, som de sagde. At der intet valg var. Ifølge dem var det helt frivilligt!

Tidligere på dagen var jeg blevet tilbudt p.n. indtil jeg overgav mig. P.n. er det medicin man får ved behov, når man har angst eller uro – det er beroligende medicin, som er en fordel for personalet og ikke altid for patienten. Medicinen er ikke altid så fantastisk, som den lyder. Lykkepiller gør dig jo f.eks. heller ikke lykkelig.

Det var naturligvis også helt frivilligt at tage p.n.-medicinen, men det føltes ikke sådan. Jeg var ikke til fare for nogen – og da jeg havde fast vagt, var jeg heller ikke til fare for mig selv. Jeg følte, at det var et overgreb – at jeg fik taget mine rettigheder fra mig, og at jeg blev ydmyget, også selvom det foregik på en hel stilfærdig måde. Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der var sket, hvis jeg havde fortsat med at nægte.

Til den samtale jeg var til, inden jeg kom på den lukkede, blev de også ved med at spørge, om jeg var vred – og det var jeg virkelig, for jeg syntes, at jeg fik en unfair behandling. Men det turde jeg slet ikke sige, så jeg lukkede mig bare mere ind i mig selv. Jeg har læst i min journal, at de vurderede, at min tilstand måtte sidestilles med psykose.

Da jeg kom ind på den lukkede afdeling, satte jeg mig på en stol og så helt fortabt ud. Da hende fra personalet fra rehabiliteringen havde afleveret mine ting, gik hun – som jeg husker det, sagde hun ikke farvel, hun gav mig heller ikke et opmuntrende ord med på vejen. Hun er ellers en af dem, jeg normalt anser for at være en god behandler.

Mens jeg sad der, bredte panikken sig. ”Jeg er spærret inde, og jeg kan ikke komme ud. Hvad hvis nogen overfalder mig – patient eller ansat? Har jeg nogen rettigheder?” Så begyndte jeg at græde. Jeg græd stort set i to timer. Der lugtede sødligt, ingen snakkede med mig, og jeg fik intet værelse eller seng. Jeg lånte et toilet, og jeg blev spurgt, om jeg ville have frokost. Det var alt – så var jeg bare overladt til mig selv. Jeg kom med selvmordstanker og ingen talte med mig.

Jeg sagde til ham, der var min kontaktperson, at jeg havde fået at vide, at jeg var der frivilligt. Min søster havde talt med personalet på rehabiliteringen og fået at vide, at jeg var der frivilligt – og dette havde hun fortalt mig via SMS. Han sagde, at det var korrekt – jeg var der frivilligt. Jeg sagde, at så ville jeg gerne ud. Men han svarede, at så blev han nok nødt til at tilbageholde mig.

Jeg var der frivilligt, men det føltes bestemt ikke sådan.

Jeg har sagt til mig selv mange gange sidenhen, at jeg må sætte mig grundigt ind i de regler for tvang, og jeg skal lære at sige konsekvent nej. De skal ikke slippe fra at udøve ”frivillig tvang” – det skal dokumenteres som tvang, hver gang de udøver det på mig.

Jeg ville tjekke deres medmenneskelighed, så jeg satte mig i sneen og tog min jakke af. De kiggede ud på mig fra kontoret bag ruden og fortsatte så snakken derinde. Ganske almindelige mennesker i helt almindeligt tøj, i en – for dem – helt almindelig arbejdssituation på en helt almindelig hverdag. For mig var det en helt usædvanlig dag, et helt usædvanligt sted, og jeg var helt usædvanligt klædt en snevejrsdag bag et helt usædvanligt højt hegn.

Jeg gik ind igen og ville tage alle stolene, der var sat op på et bord og vælte dem på gulvet, så de kunne se min frustration. Jeg har sidenhen fået at vide, at det var godt, jeg ikke gjorde det, for folk er kommet i bælte for mindre.

Så i stedet stillede jeg mig op og nedstirrede dem.

Kontorene på mange af afdelingerne på Psykiatrisk Center Ballerup har glasvægge. Det er nok meningen, at det skal føles mere imødekommende for patienterne, men det afhænger stadig meget af dem, der sidder bag ruden.

Jeg nedstirrede dem, og de kiggede forundret på mig, sidenhen med ligegyldighed, så arrogance og til sidst irritation.

Jeg tænker, at de syntes, jeg var provokerende, men det var faktisk et råb om hjælp. ”Hjælp mig, se mig. Jeg er alene, og jeg er bange. Jeg er psykisk syg og ustabil – jeg er selvmordstruet.” Det var dem, der burde række ud efter mig og opføre sig ordentligt.

Men enten var de virkelig ligeglade, eller også har de ikke været i stand til at se, hvad det handlede om – og det er inkompetence i begge tilfælde. I det ene tilfælde er det ligefrem umenneskelighed.

 Selvom de ikke ville kunne gøre mig noget, løb jeg over i et indkøbscenter i håb om, at de ikke ville pågribe mig, hvis der var mange mennesker til stede.

Flugten

Heldigvis var der en dør, der ikke smækkede, og så tog jeg flugten ud af døren, ned i en kælder og op i friheden. Jeg kunne ikke tro mit eget held, og jeg havde det forrygende. Jeg var sluppet væk fra det fængsel.DSC_6802-1 fuld størrelse

Jeg havde fået at vide af en veninde, at bare man kom uden for området, så kunne de ikke gøre én noget. Så jeg spænede ud fra området. Jeg fandt siden hen ud af, at det havde været meget amatør-agtigt, for jeg var løbet lige forbi det bur, jeg havde været indespærret i. Det siger vel også lidt om deres evner som ”fangevogtere”. Selvom de ikke ville kunne gøre mig noget, løb jeg over i et indkøbscenter i håb om, at de ikke ville pågribe mig, hvis der var mange mennesker til stede. Men netop som jeg var kommet derover, stødte jeg på en af de ansatte fra den rehabiliteringsafdeling, jeg kom fra til det lukkede afsnit. Jeg gik og storsmilede – aldrig havde jeg følt mig så fri – men da jeg så denne ansatte, gik jeg i panik og løb ind i en blindgyde. Heldigvis skete der ingenting, for jeg fik senere at vide, at han jo ikke havde troet sine egne øjne. Jeg burde ikke være dér – ude i friheden – for han havde jo set mig blive slæbt over på den lukkede afdeling.

Da jeg fandt ud af blindgyden, løb jeg ind i et boligområde – stadig i højt humør men helt ufattelig paranoid. Efter at have vadet hele dette boligområde igennem endte jeg på en øde vej, hvor der gik to busser. Den ene gik ikke på den tid af dagen, og den anden gik i retning mod mit fængsel. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke forstå, at de ikke havde ringet til mig endnu. Det viste sig, at jeg havde mistet min telefon i flugten. Jeg blev så deprimeret, at jeg ikke rigtig magtede at gå videre, da området så temmelig håbløst ud. Jeg måtte tage turen med bussen tilbage og forbi centret. Jeg forsvandt nærmest helt ned i sædet, da vi kom forbi det psykiatriske center. Intet skete.

Jeg tog videre til den nærmeste togstation og var sikker på, at der ville være en politibil eller to for at lede efter mig. Men heldigvis har politiet jo ikke mange ressourcer at gøre godt med. Jeg måtte se at komme i kontakt med min familie. Jeg turde ikke tage hjem. Tanken om at blive hentet af politiet foran naboerne skræmte mig fra det. Tanken om at blive hentet af politiet og kylet ind på den lukkede skræmte mig i det hele taget!

Jeg besluttede mig for at tage ind til byen og finde en netcafé. Jeg tog til Nørreport station og gik til hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade, hvor jeg hævede penge. Derefter gik jeg ind på Guldbergsgade, fordi jeg var sikker på, at de havde sporet mig, nu jeg havde hævet penge. Som sagt var jeg en del paranoid.

Bagefter måtte jeg gå helt til Falkonér Allé for netcaféerne ligger åbenbart ikke side om side på Jagtvej mere, som de gjorde engang.

Jeg skrev til min mand. Han var meget lettet. Det var hele min familie. Jeg skrev, at jeg havde det godt, men at jeg ikke ville tilbage dertil. Jeg ville tilbage til den rehabilitering, som jeg kom fra. Han ringede, og fortalte dem, hvordan landet lå, og det blev, som jeg ønskede. Efter en længere samtale opgav jeg endelig adressen på, hvor jeg var, og min mand hentede mig.

 De sidste dage var jeg tilsyneladende også meget omtåget. Jeg husker, at det jeg tænkte, ikke gav mening, når det kom ud af munden på mig. Det lød som en båndoptager, der blev spillet baglæns.

Selvmordsforsøg

Sidste gang jeg var på lukket afsnit var for to måneder siden – også i forbindelse med mit rehabiliteringsophold. Jeg havde haft det skidt rigtig længe på daværende tidspunkt og endte med at prøve at tage mit eget liv. Heldigvis fortrød jeg og ringede efter hjælp. Jeg blev hentet af en ambulance og endte i koma og respirator. Bagefter blev jeg sendt på lukket afdeling på Brøndbylund, som i dag hedder Psykiatrisk Center Hvidovre. Der står i papirerne, at jeg var der frivilligt. Jeg bad da heller ikke om at gå på noget tidspunkt, men jeg havde da heller ikke bedt om at blive. Måske var det meget godt, for hvis man ikke har været i konflikt med dem, tænker jeg, at de finder en mere stabil, og man får hurtigere lov til at slippe fri.

Jeg tror jeg var der fire dage, men de første dage sov jeg. De sidste dage var jeg tilsyneladende også meget omtåget. Jeg husker, at det jeg tænkte, ikke gav mening, når det kom ud af munden på mig. Det lød som en båndoptager, der blev spillet baglæns. I starten så min familie meget bekymrede ud. Det var meget skræmmende at se deres bekymring. Jeg tænkte, om jeg nogensinde blev normal igen. Senere grinte de af min vrøvlen og det var mere betryggende. Det endte da også med at give mere mening, hvad jeg sagde.

De andre indtryk var en meget højrøstet manisk kvinde, en anorektisk pige og en hel del patienter med faste vagter. Jeg husker slet ingen faste vagter på den skærmede afdeling, jeg var på, på Nordvang.

Jeg havde ingen appetit, og jeg tabte mig 5 kilo. Jeg havde besøg både af familie, veninder og bostøtte.

Jeg husker, at jeg var meget på, når jeg skulle tale med lægerne, for jeg skulle bare ud derfra. Man bliver ikke rask sådan et sted. Jeg husker at ud over lægesamtalerne, så var der ingen, der talte med mig. Jeg havde lige forsøgt et meget alvorligt suicidalforsøg, jeg havde været tæt på at dø, og ingen talte med mig om det. Det var ikke noget jeg tænkte på, da jeg var der, og der gik først en måned, før jeg huskede det.

Jeg kom ud til en åben afdeling, hvor jeg var fem dage (de to af dem på weekend med min mand), og så var jeg helt ude i friheden igen.

Jeg tænker, at en kræftpatient der vælger at frasige sig den medicin, der kan redde deres liv, ikke bliver tvangsmedicineret. Derfor tænker jeg, at psykisk syge ikke anses som ligeværdige, myndige mennesker med følelser.

Reflektion

Når jeg ser tilbage og reflekterer over mine oplevelser, så kan jeg ikke andet end at føle en vis harme.

Det psykiatriske personale, der med IMR (Illness Management & Recovery) blandt andet skal lære os at afstigmatisere os selv og andre, er lige så gode om at stigmatisere os som alle andre i samfundet. Det er f.eks. ikke alle der mener, at IMR er noget bevendt, og at vi bare skal tage vores medicin.

Jeg tænker, at en kræftpatient der vælger at frasige sig den medicin, der kan redde deres liv, ikke bliver tvangsmedicineret. Derfor tænker jeg, at psykisk syge ikke anses som ligeværdige, myndige mennesker med følelser. De kloge siger, at skizofreni rammer dømmekraften, men alle kan vel rammes af manglende dømmekraft – specielt kræftpatienter, der står i noget af en livsændrende situation?

Personalet lærer os, at vi skal sige ”Jeg lider af skizofreni” og ikke være vores sygdom – ikke sige ”Jeg er skizofren”. Men vi er jo skizofrene, når vi alle bliver skåret over én kam. Jeg mener, at ligesom alle andre mennesker er vi psykisk syge også forskellige – nogle er voldelige, men langt de fleste er ikke.

Jeg føler, at alt ses i lyset af, at vi er syge. Utilfredshed er f.eks. altid paranoia. Raske mennesker er da også utilfredse. Hvis jeg f.eks. er utilfreds med, at lægen vil fylde mig med medicin – og den mest sederende medicin af slagsen, der er kendt for at give stor vægtøgning – så er jeg paranoid. Så får man at vide, at man skal have tillid til lægen, for han ved bedst. Jeg vil mene, at jeg bedre ved, hvordan medicinen føles på min krop, og om den virker.

Vi må ikke vise vrede, for så er vi til fare for andre, og så er det direkte i bælte. Raske mennesker er da også vrede. At være vred behøver jo ikke resultere i, at vi overfalder nogen? Vi er ikke alle sammen de voldelige skizofrene, som medierne gerne vil gøre os til, og det burde et personale, der er vant til psykisk syge da vide – de burde ikke være uvidende.

Jeg har prøvet at to styks plejere har været bange for at give en besked, de vurderede jeg ikke ville være tilfreds med. Der var absolut ingen grund til, at der skulle komme to og fortælle mig denne besked – slet ikke når der kun var to på job, og der er jo altid muligheden, at andre patienter har brug for hjælp. Jeg kan ikke andet end at tænke, de vurderede, jeg ville blive fysisk – jeg har aldrig gjort et andet menneske fortræd! Jeg tænker, at når man arbejder i psykiatrien, så har man gjort mennesker fortræd ved bæltefiksering og tvangsmedicinering. Det er forskellen på mig og dem.

Det er dem, der begår overgreb på mennesker, når de udøver tvang – også selvom det er ”frivillig tvang”, som de gange jeg kom på den lukkede. For mig er det et mareridt at komme på en lukket afdeling. Jeg kan ikke udholde tanken om, ikke at have ret til at gå ud, hvis jeg ønsker det. At jeg er i andres vold, og at jeg ikke ved om jeg kan stole på dem. Hvis de udøver udåd mod mig, kan jeg ikke bevise det, og det vil blive slået hen som endnu en psykisk syg med en lidt for livlig fantasi. For der er jo brodne kar, det kan diverse dokumentarer fra forskellige institutioner jo vidne om.

Det er muligt, at jeg er paranoid, men hvis du tjekker hoveddøren en ekstra gang når du går i seng, så synes jeg, at du er paranoid.

2 Kommentarer

  1. Peter

    Hej Søde

    Du er så Dygtig håber du kommer igang med at skrive den bog skrev lidt sammen for vel en 9 mdr siden fik lige et ufrivilligrt ophold P.G.A en Sindsyg nabo
    Men er da levendene endnu og håber også du er og at du vil gå igang med at lave nogle bøger jeg skal gerne hjælpe dig med at finde et forlag der vil udgive dem.
    Og vil jo egentligt bare se dig rask, og det er ikke for pengenes skyld du skulle gøre det men for at hjælpe andre og med dit store hjerte tror jeg du heller en gerne ville dele ud af dine erfaringer og så. Har du en ganske unik måde at skrive på som jeg er sikker på at mange ville elske.

    K.h Din ven 4 ever P.E

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.