Jeg vil starte med at sige, at det sværeste ved at være syg med en psykisk lidelse …  Det er at den psykiske lidelse er usynlig … – En psykisk lidelse er ikke som et brækket ben, eller en brækket arm … Der er ingen som kan se på en, at man har en psykisk sygdom … Dette kunne man godt ønske sig indimellem …

Derefter kommer, at ens omgivelser – familie og venner, arbejdskollegaer, m.fl. – skal til at lære en “ny” person at kende, og acceptere at meget ikke er, som det var før man blev psykisk syg …

Mange tror PTSD – Posttraumatisk stresssyndrom –  er en psykisk lidelse, der er forbeholdt vores soldaterveteraner … Da det gerne er i forbindelse med dem, man hører om PTSD …

Men der findes ingen rød tråd for, hvem der kan, eller ikke kan udvikle PTSD … – Voldsofre, vidner til voldsomme hændelser, incestofre, osv. … Så alle kan udvikle PTSD …

Hvad er PTSD ???

PTSD, også kaldet posttraumatisk stresssyndrom, er en belastningsreaktion, som kan komme efter en voldsom traumatiserende  oplevelse.  – Altså en situation der har været ekstremt overvældende og af en sådan karakter, at man oplevede ikke at have nogen indflydelse på begivenhedernes udvikling, eller følte sig truet på livet og måske handlingslammet.PTSD-after-Open-Heart-Surgery

Symptomer på PTSD er blandt andet; Flash backs af hændelsen, angst, depression, søvnbesvær og mareridt, stressreaktioner, overfølsomhed for støj, faren sammen, hukommelses- og koncentrationsbesvær, personlighedsforandring, m.m. …

Der skulle gå tre år, hvor jeg havde samtlige symptomer på PTSD, og et par psykologer og psykiatere, endelig kom frem til diagnosen i sommeren 2010, som følge af ulykkeshændelsen i sommeren 2007 … Indtil da var jeg kun blevet symptombehandlet for angst, depression, søvnbesvær, osv. …

Jeg fik utrolig meget psykofarmaka … Så meget, at jeg følte mig som en zombie … – Det er jeg heldigvis trappet ud af nu … I dag får jeg antidepressiv, og Seroquel til natten … Og så har jeg Seroquel, hvis jeg bliver angst eller stresset …

Jeg ved ikke hvem det er sværest for, at acceptere man er blevet syg med en psykisk lidelse, familie og venner, eller en selv …

Jeg synes, det er meget vanskeligt at skulle forklare og fortælle familie, venner, og andre, hvordan jeg har det …

Jeg tror det er fordi jeg er flov over at være syg, og selv har svært ved at acceptere det, jeg ikke kan tale med andre om det … – Før ulykkeshændelsen, var jeg en frisk og glad pige som elskede sit arbejde – arbejdsnarkoman, og havde måske max. to syge dage om året …

Især i starten, hvor jeg ikke vidste, hvorfor jeg følte mig bange, fór sammen ved den mindste lyd, ikke kunne være alene, fik mindre energi og overskud, lukkede mig inde, mareridt, kan ikke koncentrer mig i længere tid ad gangen, glemmer selv små ting, osv. … Alle disse reaktioner, var/er meget frustrerende, og skabte kaos i mit hoved …

Og efterhånden som det er blevet værre og værre, er frustration og kaos kun blevet endnu mere forvirrende …

Til tider synes alt at have været opgivende, og hovedløst håbløst … Og tårerne har ikke været til at holde tilbage …

Nogen gange har det været så slemt, at det var som om, jeg var i en slags trance … Jeg kunne ikke holde styr på, hvad der var virkelighed, og hvad der ikke var det … Og for at komme ud af denne trance, begyndte jeg at skærer i mig selv … – Jeg har været cutter (en der skærer i sig selv) indtil jeg fik min første tatovering for ca. 1½ år siden …

Andre gange har frustrationerne givet mig selvmordstanker, og jeg har haft forsøgt at tage livet af mig selv tre – fire gange … – I dag har jeg et værktøj som jeg bruger, hvis selvmordstankerne dukker op … Det bedste værktøj er at tage en af mine hunde, og kører i skoven … En lang gåtur i skoven, giver ro i hovedet …

Heldigvis i dag, er selvmordstankerne kommet på afstand … Men de kan til tider komme frem, hvis jeg bliver meget presset, eller stresset …

Efter jeg fik diagnosen PTSD i sommeren 2010, er noget af frustrationen gået væk … For det meste ved jeg nu, hvorfor jeg reagere som jeg gør … Hvorfor jeg har flash backs, mareridt, er bange, træt, uden energi, stresser, sover dårligt, osv. osv. …

Men det betyder ikke, det er blevet nemmere at være syg med PTSD …

Sygdommen har forandret mig … Jeg er ikke den samme, som før jeg blev syg … Og det kan til tider godt være svært at acceptere …

Jeg lever med symptomer på PTSD hver eneste dag, og hver eneste nat …

Hver dag og nat, har jeg flash backs og mareridt, hvor genoplever at se min kollega være ved at blive slået ihjel, eller jeg kigger ind i et geværløb, eller bliver brændt inde …

Hver gang jeg ser en person af anden etnisk baggrund, farer jeg sammen og bliver angst …

Hver gang jeg bliver udsat for støj og råben, bliver jeg angst og bange …

Hver gang jeg oplever noget som minder om ulykkeshændelse, bliver jeg angst og flygter …

Jeg og min krop er hele tiden i beredskab, og i forsvarsposition …

Men jeg har også mange andre forhindringer og barriere, som gør det kan være svært at komme videre …

Meget af det som jeg kunne uden nogen former for problemer før ulykkeshændelsen, det kan jeg ikke i dag …

Jeg kommer kun steder, hvor jeg føler mig tryg …

Hvis jeg skal handle ind alene, er det på tidspunkter, hvor der ikke er mange mennesker i butikkerne, – ellers har jeg gerne en veninde med mig …

Tit og ofte må jeg sige fra til selskaber, på grund af støj og larm …

Mange mennesker på et sted, gør mig stresset, angst, og utryg …

Skal folk invitere mig til noget, skal det helst ske flere dage forud, så jeg mit hoved kan forlis med tanken …

Jeg har været i behandling hos psykologer, og psykiater, hvor jeg har fået et par værktøjer til brug i hverdagen … Og medicin til at dæmpe symptomerne … Men på et tidspunkt følte jeg, at jeg ikke kom nogen vegne med samtalerne, og stoppede … – Jeg får dog stadig behandling med medicin …

I dag er jeg nød til at indrette mit liv efter en skemalagt struktur … – Skemaet består af nogle få faste daglige rutiner, såsom støvsuge, støve af, gå tur med hundene … Og så består det af max. to daglige aktiviteter, såsom handle ind, slå græs, hundetræning …

Nogle dage, er ok dage … Andre dage, er det bare en dårlig dag … Og så er der lige de dage, hvor jeg har det rigtig godt … Både på ok dage, og dårlige dage, kan det være svært at finde energien, eller lysten til noget som helst … Og de dage, hvor jeg har det rigtig godt, får jeg brugt min energi, så jeg ligger flad flere dage efter …

Det kan være svært for andre at forstå, hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen, og komme videre … Men så nemt er det desværre ikke … Det er en daglig kamp, at være psykisk syg …

De mennesker som kan finde på at sige sådan, de skulle selv prøve, hvad det vil sige at være syg med en psykisk lidelse …

Jeg har i dette indlæg forsøgt at beskrive, hvordan det er for mig at være syg med PTSD … Jeg har sikkert ikke fået det hele med, da hukommelsen begyndte at svigte mig …

Men hvis hukommelsen vender tilbage, kan det være jeg redigere lidt i indlægget …

5 Kommentarer

  1. Anne Mette Jørgensen

    genkender det hele, dog ikke medicinen. Har fået tilbudt alverdens medivin med svære bivirkninger. tåler kun oxapax, som sundhedsstyrelsen desværre forsøger at forhindre lægerne i, at udskrive.
    Har nu fået fortalt at man ikke skal ordinere medicin til *PTSD ramte af traumecentret på Bispebjerg/ Nannasgade. så det er jeg glad for.
    Hvordan har du der har skrevet denne side overlevet økonomisk?
    Jeg lever på kontanthjælpsniveau, og har intet. det er et spørgsmål om tid om hvornår jg bliver hjemløs. Har og er blevet godkendt fra ASK, men nu er der ikke flere penge tilbage. Søger nu pension, men det er som at vinde i Lotto. Har du pension?
    Venligst Mette

    Svar
  2. Henrik Holze Olsen

    Det er som om det er taget ud af min dagbog, vis jeg havde en sådan.

    Du er ikke alene, vi er mange men vi er ikke synlige.

    Svar
  3. Lene Almestrand

    Hej jeg har også ptsd og kan godt genkende alt det i skriver, jeg har det bare bedst når jeg er i mit hjem, for er bange når jeg er ude… Jeg ved ude for en bilulykke, hvor en lastbil påkørte mig…

    Svar
  4. Anette

    Kan genkender meget her.
    kampen er daglig, men ikke kun med min ptsd også med omgivelsernes opfordringer til bare tage mig sammen, og holdning at ptsd er for soldater, andre kan også opleve traumatiske ting.
    fik selv en masse medicin, men for mig gjorde det bare alt endnu værre, forståelsen selv i behandlingssystemet og specielt i kommunerne er ofte ikke tilstede. F.eks. ved et angst anfald mens indlagt, sygeplejeske sagde at jeg skulle holde op med det pjat!

    Svar
  5. Christian

    Jeg har også ptsd, på baggrund af en turbulent barndom og ungdom.
    Det var først da jeg fyldte 20, for 4 år siden, at jeg så hvordan livet skulle være.
    Jeg er på Quetiapin, da jeg ikke kan sove og ikke kan komme ud for min dør.
    Jeg føler mig alene, selvom jeg har mange venner. Men mine venner synes at svigte hele tiden, da de ikke kan forstå det, og tager afstand til mig, fordi jeg har det dårligt.

    Jeg har forsøgt at leve mit liv ved udelukkende at være god ved andre mennesker.
    Det har været det, som jeg har støttet mig op af, for at kunne se et håb i mit liv.
    Jeg lever med dødsangst hver dag, og her fornyligt, kom det så tæt på, at jeg overvejede at komme det i forkøbet.
    Det gjorde at jeg mistede lysten til at være god ved andre. Jeg har mistet lysten til alt faktisk. Jeg ser kun ligegyldighed nu.
    Og det skræmmer mig, for sådan er jeg ikke.
    Men det er umuligt for mig at søge tilbage, til hvad jeg stod for.
    Jeg har det rigtigt svært ved det, for nu har jeg ikke rigtigt noget andet at leve for.
    Den eneste grund til at jeg ikke handler på det, er fordi jeg ikke ville gøre det imod min kæreste og min hund.
    Meningen med det hele er forsvundet, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv længere.

    Tak for indlægget, jeg kan relatere til det hele.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.