Hej allesammen.

Jeg hedder Emma, er 18 år og har igennem de sidste 3-4 år haft en del psykiske problemer.
Det hele startede egentlig sådan rigtigt i september 2011. Jeg var lige  startet på Handelsskolen, og det gik faktisk rigtig godt fagligt.
På det tidspunkt havde jeg også to jobs, og det kørte mig fuldstændig ned. Jeg havde et rigtig godt forhold til min lærer på det tidspunkt. Hun vidste godt, at jeg var meget stresset, men hun havde slet ikke troet, at det var så slemt. Hun tog mig derfor med til skolepsykologen, som jeg begyndte at snakke med en gang om ugen – nogle gange to gange om ugen.. Hun hjalp mig rigtig meget, og jeg fik også sagt op det ene sted. Der gik ikke lang tid, før jeg brød fuldstændig sammen overfor min lærer. Jeg fortalte hende noget, jeg aldrig nogensinde havde fortalt andre – nemlig, at jeg var blevet blevet udsat for nogle seksuelle overgreb, da jeg var 8 år gammel. Det fik vi fortalt skolepsykologen, og hun skulle selvfølgelig gå videre med det til kommunen og derefter til politiet. Det var omkring november-december måned.  I december kom jeg til samtale på kommunen, og de sagde selvfølgelig, at mine forældre skulle vide det. Vi aftalte, at de skulle komme til møde ved hende i starten af januar. Jeg ville nemlig lige komme over julen, selvom jeg faktisk skulle fejre den med ham, der udsatte mig for de ting…

Det bleu Januar, og mine forældre fik det at vide. Så begyndte det hele at gå stærkt. Jeg begyndte at springe morgenmaden, middagsmaden og aftensmaden over – gerne to dage i træk – og det var så dér min spiseforstyrrelse startede. Og… min selvskade startede. Jeg fik det rigtig skidt, og i februar måned startede jeg i center for selvmordsforebyggelse. Jeg nåede at snakke med psykologen 4 gange, og så fik hun mit akut-indlagt på børne- ungdomspsyk i Herning.
Jeg var bare 16 år på det tidspunkt.
Jeg var indlagt i lidt over to måneder, og fik bl.a. diagnoserne depression, aspergers syndrom og noget forskelligt angst.
Jeg startede ikke op i skole igen, men arbejdede i stedet i halvandet år.

I Juli 2013, en måned før jeg blev 18, flyttede jeg hjemmefra sammen med to veninder – til Aarhus!
Jeg startede op på social- og sundhedsskolen, men allerede efter tre måneder tog min lærer mig med til lægen, som sendte mig ud til psykiatrisk modtagelse. Jeg blev indlagt på voksenpsyk i Viborg, og var der i to uger – udskrevet i en uge – og så ind i to uger igen. De skiftede min medicin, og jeg begyndte på noget antipsykotisk, dog i en meget lav dosis, for at dæmpe tankerne. Jeg var ude omkring d. 10. december.

På det tidspunkt havde jeg egentlig givet op, men de kunne ikke rigtig hjælpe mig, da jeg havde diagnosen aspergers syndrom. Den kunne de ikke rigtig hjælpe mig med. Fair nok. Jeg begyndte at planlægge hvordan jeg skulle tage livet af mig selv. Èn ting var sikkert, jeg skulle have lov til at fejre nytår med mine venner. D. 5. januar tog jeg en overdosis (en ret stor en af slagsen..) og blev indlagt på intensiv.
Dagen efter sendte lægen mig ud på psykiatrisk modtagelse, men ved i hvad? De sendte mig hjem!! Aldrig har jeg oplevet noget lignende.
D. 7. Januar tog min roomie mig med ud på modtagelsen igen, og sagde, at hun simpelthen ikke turde tage mig med hjem. Så blev jeg indlagt på psyk i Risskov. Jeg skiftede medicin igen, både anti-depressiv, sovemedicin og beroligende. Jeg følte mig som en mumie, der rendte rundt i en osteklokke.
I februar, imens jeg stadig var indlagt, tog jeg en overdosis mere – denne gang endnu flere piller end første gang. Igen røg jeg på intensiv, men det var vist en hel del værre denne gang. Jeg var så langt væk, at det var tæt på at jeg røg i respirator, da det kunne påvirke min vejrtrækning.
Jeg overlevede (surprise!! :-)) og forblev indlagt på psyk. Jeg var der lidt over to måneder.
Jeg nåede at være ude i en måned, og så blev jeg indlagt igen – men på den måned nåede jeg at være indlagt på psykiatrisk modtagelse et par gange + en enkelt dag på en psykoseafdeling, da lægerne mente, at jeg havde skizofreni. Jeg udskrev dog mig selv samme aften, og begyndte i et ambulant forløb, hvor jeg fik afkræftet diagnosen..
Som sagt nåede jeg at være “ude” i en måned, og da jeg røg ind igen, satte de heldigvis gang i tingene. Jeg fik afkræftet min asperger-diagnose, da der ikke var nogen der troede på, at den passede på mig, og fik i stedet diagnosen borderline. Jeg var indlagt i halvanden måned. Der gik dog kun tre dage fra jeg kom ud, til at jeg røg ind igen – heldigvis kun en weekend.

Nu er jeg ude, og har været det den sidste måned! Hurra!
Jeg kæmper stadig med mine selvmordstanker, men jeg vil simpelthen ikke indlægges igen, med mindre det virkelig er nødvendigt.
Til september starter jeg i klinik for personlighedsforstyrrelser, hvor de skal bekræfte min borderline-diagnose.. (det skal man åbenbart, selvom de er helt sikre..)

Jeg begyndte for en måned siden at blogge om min historie, mine tanker og oplevelser – http://emmaweiling.wordpress.com  – i må hellere end gerne læse med 🙂

Jeg håber i vil tage jer tiden til at læse mit liiiidt lange indlæg.

 

 

Mvh Emma Weiling

– HUSK: du er ikke din diagnose, du har den bare! –

 

 

En kommentar

  1. Angsting

    Det giver ikke rigtig mening for mig at være “borderline” og prøve at dræbe sig selv. Kan du ikke komme i tanke om, hvorfor det er du vil dræbe dig? Hvad er der?

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.