Ja det siger man jo… at 3.gang er lykkens gang..

Min kære søn, bassen, er 15 år. Han er autist og har ADD, er ganske velfungerendee , men har selvfølgelig nogle issue´s der skal tages hensyn til, alt hvad der skal ske skal han forberedes på. Han har en del transport stress som vi virkelig arbejder på..

Mine forældre bor på falster og havde inviteret ham ned på ferie. Vi havde snakket lidt om om han mon ikke selv kunne tage toget. Det har vi gjort 1000 gange før, før jeg købte bil. Han skal bare sætte sig i toget og stå af når det kke kører længere og så ville mine forældre selvfølgelig stå og vente på ham.

Jeg havde forberedt ham på alt.. han havde fået rejseplanen på sms, jeg har skrevet alle stationer og tidspunkter på et stykke papir, havde sørget for at det var “yndlingstoget” han kom med. Han var udstyret med musik på mobilen, et blad, pølsehorn og cola..

 

1.Nedsmaltning kom allerede hjemme… Han kunne ikke, ville ikke og var sikker på alt gik galt.. Jeg snakkede, beroligede, forklarede og talte motivations tale og han fik en ekstra pille… Dét plejer at hjælpe. Han fik valget om han ville med toget eller jeg skulle køre ham i bilen. Skulle vi med bilen var det NU for jeg skulle jo også hjem igen.. men han ville med toget..

så afsted med os…

2.nedsmeltning kom lige før toget.. han kunne ikke, ville ikke og alt ville gå galt.. han rystede, bed negle og havde helt sorte øjne. Alligevel kunne jeg se at han rigtig gerne ville og  at han synes det ville være sejt at kunne sige at han selv havde gjort det..

vi snakkede igen… jeg tegnede og fortalte, lavede vejrtrækningsøvelser og roste… heldigvis kunne jeg se der ville komme et tog 20 min senere..

Nu gjaldt det.. sidste chance.. 3.gang er lykkens gang..

jeg roste som jeg aldrig har rost før.. det var lige før jeg satte et heppekor igang.. Det skulle lykkes, det skulle blive en succes, jeg ville så gerne se ham med hænderne over hovedet i en sejrs dans og råbe “jeg gjorde det mor”

Men nej… 3.gang var ikke lykkens gang.. 3.nedsmeltning kom samtidig med toget og der havde jeg altså ikke tid til den store motivations tale..

så vi tog hjem… en erfaring rigere..

Bassen siger “vi prøver igen i morgen mor”

mig… jeg er træt.. som jeg har løbet et maraton!! jeg har været PÅ hele dagen… meeeeen.. selvfølgelig prøver vi igen i morgen.. suk

2 Kommentarer

  1. Helene-Marie

    Hatten af for dig, Giz. Dit mod og din styrke er beundringsværdig. Jeg glæder mig til at læse mere af dine skriverier.. Giv dig selv et massivt klap på skulderen fra mig – jeg er allerede fan. Du gør præcis hvad du skal, selvom motivationen kan svigte indimellem, se det som en sejr, at han stadig ønsker at prøve igen. Min lillebror havde ikke samme optimisme og det sled min mor op i længden. Du har lært din søn, at man med godt mod skal kæmpe videre og det kommer utvivlsomt til at lønne sig i sidste ende.
    Kæmpe kram til dig!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.