At komme sig er en kunst!  Men det er også en sommerfugle effekt for når først du er oppe, så flyver du. Det kan godt være dine vinger er stækket, men med livet modnes du og vinden er med dig det meste af vejen. Og der hvor du giver op, bærer gud dig resten af det stykke vej, der er tilbage.

Jeg tror på gud. Jeg tror på der er en mening med livet. Jeg tror faktisk, at der er en mening med alting. For hvis ikke, hvordan har jeg så kunnet gennemleve alt det her? Min verden har været fordækt. Det har været en kunst at komme sig, og livet har bestemt ikke været nogen dans på roser. Men nu står jeg her over for jer, og vil fortælle min historie.

Historien handler om en pige, der som barn så og oplevede ting i en alt for tidlig alder og blev voksen meget hurtigt. Jeg er født med en hjerneskade, og har haft alle odds imod mig, man kan vel sige jeg var født under en uheldig stjerne. Men ikke mindst en stjerne! Lægerne fortalte min mor at jeg sandsynligvis ville blive blind og døv, da de troede jeg havde down syndrom. Dette skyldtes de opdagede jeg havde en næsten lige linje i den højre hånd. Linjen som bliver kaldt simian linjen. Men som i kan se, står jeg nu her og er hverken blind eller døv! Hvad dette skyldes er der ingen der ved, jeg ved bare med mig selv, at helt uheldig har den stjerne altså ikke været alligevel. Men for at fortælle om mit liv, og hvordan jeg har klaret mig igennem sygdommens mange lunefulde aspekter, må jeg jo starte et sted.

I en tid, som tidlig ung, husker jeg mit første møde med psykiatriens ansigt. Jeg var omtumlet, grådlabil og langt ude i skovene. Her fandt de mig på en afsats ude i det vilde, hvor jeg strejfede rundt i livet. Alt var ikke helt sig selv. Den første gang, jeg var på psykiatrisk skadestue, var af personlige årsager jeg ikke vil nævne her. Den dag, var jeg 19 år og anede ikke at de næste mange år skulle blive en kamp med systemet. Men jeg tog kampen op, anede bare ikke at det nær havde kostet mig livet, og at sekunderne bare talte imod dødens vilde ridt. Jeg fandt ikke fodfæste i de næste mange år, hvirvlede rundt imellem mange senge, og lå og tænkte over livet, som i mine øjne absolut ingen mening gav. Jeg tror på et tidspunkt at gnisten helt havde forladt mig. Når jeg lå i en hospitals seng for gud ved hvilken gang, druknede jeg bare og var ikke til at hente op igen.
Jeg var stemplet som borderliner. Ingen vidste at min indre verden var fyldt med død og ødelæggelse. At jeg så og hørte ting som ingen andre hørte eller så. At disse ting plagede mig så voldsomt at mit liv til sidst lå i ruiner. Ingen havde tænkt på at det kunne bunde i min hjerneskade fra fødslen. Men det hele kulminerede i år 2007, hvor jeg blev indlagt i 4 måneder.

Her blev jeg for første gang i mit liv faktisk taget alvorligt. Jeg fik en psykolog, der for første gang i mit liv faktisk formåede at nå ind bag den skal der var omkring mig. Den borg jeg havde bygget op, blev langsomt pillet ned, men nænsomt og uden at yde vold imod min sjæl.
Jeg rejste tilbage i tiden og så hvordan mine handlinger havde været og reflekterede over igen, og igen på hvordan det kunne have gået så grueligt galt. Konklusionen blev, som jo egentligt var indlysende for nogen, og for andre ikke: At jeg på grund af min hjerneskade havde fået denne skizofreni lignende sygdom. At jeg med følelsernes kraft, reagerede mere voldsomt på ting end andre. Og at jeg havde disse depressions perioder.

Endelig var jeg landet. Endelig stod jeg på den ø i livet, hvor jeg kunne finde fodfæste, jeg vidste nu hvad der var galt med mig, og kunne nu begynde langsomt at bearbejde min iturevne sjæl. Men igennem mange lag og filtre, fandt jeg mig selv. På yderspidsen af det hav der trak voldsomt i land, fandt jeg mig selv stående der på stranden. Ubeskåret, elsket, hel og vidunderlig smuk. Som en gudinde af natten, rejste jeg mig fra alle de lænker der havde holdt mig nede. Og med den rette medicin, som blev Abilify, og mennesker der endelig forstod mig og holdt af mig, blev jeg igen så hel som man nu kunne være med en ”spaltet sjæl”.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.