Nogle gange når jeg vågner, ligger jeg på kanten af en drøm. Jeg drømmer en tanke, en skabelse, et liv. Forklarer overfor mig selv hvorfor jeg er her. Hvorfor jeg i mit hoved er syg, og ikke magter livet. Men følelsen af en kampånd er til stede. Jeg tror ikke virkeligt jeg ville være her, hvis jeg ikke havde kæmpet. Men jeg er her nu, og drømmen jeg drømmer, handler ikke kun om det liv jeg kunne have skabt for mig selv, hvis jeg havde haft mulighederne. Men også den drøm der udviklede ideer om et bedre samfund. Et bedre menneskeligt psykiatri, hvor vi alle sammen kunne få den hjælp vi havde brug for. Hvor alt gik op i en større enhed. Det rum jeg færdes i er tillukket, og jeg kan ikke trække vejret. Jeg føler mig fastlåst, i den samme tilstand.

Sådan skrev jeg engang på et af mine utallige indlæggelser. I skrivende stund hører jeg “Peace and healing” med Roma downey, hun læser digte op, med Gregorian koret i baggrunden, virkeligt smukt! Sidder og kigger ud af vinduet… Mærker lykken liste sig ind på listetæer. Det er ikke tit jeg har haft den følelse i mit liv. Og må indrømme at det er en milepæl i mit liv. For før i tiden ønskede jeg virkeligt at dø. Derfor røg jeg ud og ind af hospitalerne. Fordi jeg ønskede at dø. Jeg var fyldt med smerte og kaos.

Jeg kan da stadig have mine dage, hvor jeg er trøsteløs. Men imellem alle mine tårer, kan jeg alligevel stadig se hvor smukt livet er nu. Det er da lidt af en sejr ikke? Mit hjerte bar præg af at være gammelt, men jo ældre jeg er blevet, jo mere ungdommelig føler jeg mig. Jeg er 33 år nu. Har brugt det meste af mit liv i en hospitals seng, sådan skarpt optegnet, for slet ikke at tale om de institutioner og bosteder jeg har været på. Jeg må indrømme at det gavnede mig ikke at bo på bosted. Det trak mig ned og jeg blev mere syg. Så min mening er af en lidt anderledes karakter, KAN man klare at bo selv, ville det være godt. Men det er min personlige erfaring, som nok ikke gælder alle 😉

Engang plejet jeg at sige “Jeg elsker livet, jeg kan bare ikke finde ud af at leve det”. Nu elsker jeg bare livet. Men min kamp med systemet dengang gjorde det svært for mig at trække vejret. Jeg blev som start stemplet som borderliner og at jeg “bare ville have opmærksomhed”, det var hårrejsende, den behandling jeg blev udsat for. I mange år gik jeg rundt imellem alle de tomme ansigter. Velmenende sygeplejersker og læger, der et eller andet sted ikke så mig. Jeg var usynlig. Så til sidst fik jeg selv den opfattelse, at jeg VAR jo intet værd.

Det var først år senere, man fandt ud af det var en fejl diagnose, og min behandling blev ændret. Underligt at tænke på om jeg fortsat ville være behandlet sådan, hvis jeg stadig havde haft den anden diagnose. Men det er heller ikke godt at tænke baglæns 😉 Vinden blæser altid fremad. Fremtiden ligger derude, men i virkeligheden har vi kun dette nu. Og forandringen er altid i fuld gang.

Og man kan sige at i al den tid hvor jeg led, havde jeg glemt mine vinger. Måske kunne jeg bare have svævet let og elegant henover det hele, hvis bare jeg havde vidst hvor min styrke var og hvad den bestod i. Jeg ved nu at min styrke er unik, det er ikke hver dag man ser en person der har gennemlevet så mange voldsomme ting i sit liv og overlevet. Men det KAN lade sig gøre, alt er ikke bare sort. Undertiden vil selv du se at universet har en mening.

Jeg har engang skrevet et engelsk digt, om det med vingerne:

“I’m down at the bottom” she said.

“So climb to the surface” he said

“I’m halfway, but powers no more” she said
“Under my feet the darkness swells – I can not see you anymore
she said, 5 minutes further down is loneliness.”

– But you’re a butterfly, he said, why do not you use your wings?


Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.