Alting hvirvler rundt. Op og ned. Jeg tænker tilbage på fordums tid. Hvor det hele startede, med en “simpel depression” eller depressive træk vil jeg kalde det, som så udviklede sig til noget meget værre. Den lille pige jeg var dengang, kan jeg slet ikke genkende idag, eller også er det omvendt; Hun kan ikke genkende mig? Hvor om alting er er jeg gået igennem mange sorte tunneller for at nå her til. Nogen gange når jeg sidder i bussen, er det pludselig som om jeg ryger tilbage i tiden. Alting er pludselig som dengang, duften, lydende, menneskerne.

Jeg sidder i et vakuumpakket sort hul inde i bussen. Det er aften og jeg stirrer mig blind i glimtende på busgulvet. Tårerne er to stjerner inde i iris. Alt er uvirkeligt. Selvmords tankerne var dengang så dyb en del af mig, at jeg ikke ænsede hvor alvorligt det var, sorgen som gnavede sig ind i huden på mig. Jeg hvirvlede rundt fra sted til sted, uden at ænse at det var verden som passerede forbi, imens jeg stod stille.

Jeg tog billetten, og jeg gjorde det igen og igen, i håb om at an stige til en bedre verden, uden smerte og den groteske ligegyldighed, der hvilede over mig som en forbandelse. Det værste jeg nogensinde har oplevet i forbindelse med mine ture på tværs over tiden, var da jeg tog 100 hovedpinepiller. Jeg skulle have screenet mit blod og lå på intensiv og så hvordan livet rullede ud af min krop, og sygeplejesker og læger kæmpede for mig. En hel nat tog de om at få mig “tilbage” igen.

En morgen som alle andre, hvor jeg lå for gud ved hvilken gang i en hospitals seng, sad en vagt ved mig. Hun fortalte mig at jeg kunne risikere at ende som en grønsag og at hun undrede sig over det ikke allerede var sket. Jeg var svine heldig. Jeg ind så mere og mere at hvis jeg fortsatte ville jeg måske ikke dø. Jo min krop ville, men min sjæl ville være fanget i ingenmands land. Og var det virkeligt hvad jeg ønskede?

Nej det var det ikke. Jeg tog kampen op mod den forbandede smerte der åd mig op inde fra. Men ikke uden hjælp, var heldig at gå ved en psykolog igennem fire år, der fik mig til at se skønheden i livet.  Da jeg flyttede fra mit sidste bosted, var det i starten hårdt, men jeg fandt min plads i livet.  Og den tåge jeg havde gået i, i årevis lettede efterhånden som tiden gik.

Hvis nogen sidder der ude og har det lige så svært NU, som jeg havde det dengang. Så vid at der findes andre udveje. Livet er en erfaringsmæssig rejse, hvis du vælger at tro på det og tage ved lære af det.

Og den pige jeg var dengang, er ikke glemt. Jeg har ondt at hende, men hendes sår er helt, hun er den jeg er i dag. Jeg ER blevet den jeg er idag, på grund af alt det jeg har gået igennem og sejret over. Jeg fortryder kun at mit liv, har været som en tornerose drøm. Men jeg har udviklet mig, og idag føler mig mere sammenhængende og hel end nogensinde. Jeg føler at verden hviler for mine fødder og jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg slås stadig med senfølger af alt det jeg har gået igennem, men jeg skal nok klare den. Det KAN ikke blive værre nu, for der har jeg allerede været…

Om Forfatteren

Jeg er en kvinde på 37 år fra Århus, og har meget på hjertet. Jeg er i forvejen spirende forfatter, og har da også min egen hjemmeside med en kombination af poesi og om psykisk lidelse, (Og vejen ud af det) Jeg har selv udgivet lidt digte, hist og pist. Venter stadig på det store "gennembrud" ved forlagene :) Jeg lider af en meget sjælden diagnose/lidelse, ved navn Organisk hallucinose og vil gerne fortælle lidt om det, men også om andre aspekter af livet og selve recovery processen, som jeg selv går igennem nu. Shirlz.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.