Én dag. Ét tidspunkt. Ét vilkårligt sted. ‘Det vil altid være dit valg’.
Trangen til at skære er stor. Uanset hvor meget jeg forsøger at kæmpe imod, skriger barberbladet mig ind i hovedet. Jeg tripper rundt i et forsøg på at aflede mine tanker; men forgæves. Jeg knuger min hånd om barberbladet, og laver det første cut i min arm. Smerten og blodet gør mig rolig og afslappet; som har jeg fået dagens første fix. Jeg elsker det. Jeg kan ikke stoppe. Jeg vil ikke stoppe. Kun ved at cutte, kan jeg holde sammen på mig selv. Det er min tryghed. Det er, hvem jeg er; pigen, der selvskader. Barberbladet har kontrollen over mig – og for en stund har jeg kontrollen over smerten. Jeg bestemmer, hvornår det skal gøre ondt!
Kulden har bredt sig i hele kroppen. Al den is under huden gør, at varme ting smelter, inden de når ind til knoglerne og de indre organer. Kærtegn, hænder og knus. Jeg tåler ikke at være alene. Men sådan er det altså blevet. For dét man én gang har besværget, vil man aldrig kunne svømme fra igen. Det er blevet til et bundløst hav i maven; sort, og uden nåde. Sådan kan jeg ikke drive rundt til evig tid. Jeg kan ikke længere bede nogen om at trække mig op. Jeg vil ikke længere bede nogen om dette. Jeg kan ikke længere overgive mig, og som de nærmeste omkring mig ved; jeg har altid været så forbandet stædig.
Jeg føler ikke, jeg kan leve dette liv længere. Jeg kan ikke bare lade som om, mit liv går i den rigtige retning trods al den hjælp, jeg får fra folk omkring mig. Alting går altid galt for mig. Alt og alle jeg rører ved, går i stykker. Jeg føler  mig som en fiasko. Jeg har nærmest mistet al håb for, at mit liv bliver bedre. Når jeg kigger på mig selv, vil jeg væk herfra. Hvis du spørger, hvem jeg er, har jeg intet svar. Stod det til mig, var jeg allerede væk. Er det normalt at snuble, før man falder?
Når det hele er ét stort kaos indeni, er jeg bange for at være tæt på nogen. Jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med noget, der ikke føles som det rigtige; at blive rask. Og intentionen er ikke at skændes med nogen, men jeg føler mig som en fugl med brækkede vinger; bundet til jorden uden at kunne flyve. Er der overhovedet nogen, som vil folde sine vinger ud, og beskytte mig? Tage min hånd, og gå ad stien sammen med mig i mørket?
Jeg har en drøm.. Én eneste drøm; at flyve fra himlens højeste vinger. At være fri. Jeg lukker mine øjne. Jeg er klar! Én dag. Ét tidspunkt. Ét vilkårligt sted.
Anderberg

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.