Lad os starte den 1 aug 2012, jeg fik valget mellem to lejligheder i det kvarter jeg bor i nu, jeg kunne desværre ikke sige nej til det, da kommunen ikke længere ville have jeg skulle være på Opholdssted, selvom de fik udtrykkeligt besked fra min Psykiater/behandler at jeg IKKE var klar til at blive sendt ud i egen bolig, med støtte, at jeg skulle botrænes på mit opholdssted først. Det sjove ved det her var at jeg havde fået bevillling på at kunne blive på mit opholdssted til 9 okt. 2013, men det var de sådan set skide ligeglade med.  I tænker nok, ”jamen var du slet ikke glad for du skulle bo for dig selv?”  svaret er, jo det var jeg, men vidste inderst inde at jeg slet ikke var klar til det, men da jeg har en kæmpe kampgejst, og ikke bare giver op, og lader tingene falde fra hinanden, valgte jeg at give det en chance, og det gjorde jeg sku os. Men da jeg stod nede i lejligheden sammen med min mor, lille bror og en kammerat der hjalp mig med at flytte, var der ingen hjemmevejleder til at tage imod mig, jeg ventede stort set hele dagen, jeg havde ingen ting at spise af, jeg havde ingen tallerkner eller glas, jeg havde intet mad og ingen penge, min mor var rasende, og min kontaktperson fra min opholdssted var ikke til stede da hun sad i personale møde, som åbentbart var langt vigtigere end at jeg flyttede. Da min hjemme vejleder endelig kom, var hun totalt overrasket over at jeg var flyttet ind, hun havde intet fået afvide eller noget som helst, og det satte virkeligt mit pis i kog!!. Min mor var rasende over jeg ikke havde fået udflytnings penge, så jeg kunne købe de ting jeg manglede. Min hjemmevejleder undskyldte og undskyldte over hun ikke havde fået noget af vide, men helt ærligt, hvad kan jeg bruge det til ? IKKE EN SKID!. Jeg blev så vred at jeg havde lyst til bare at sige fuck det hele og bare skride væk. Men da kom min kontaktperson fra mit opholdssted og redede min dag, hun fortalte at huset ville give mig glas, tallerkner og bestik, og mad til de første 2 dage. Hvilket jeg var meget glad for. Det gjorde det hele lidt bedre.  Mens vi handler i bilka,  fortæller min kontaktperson at kommunen har sagt at hun ikke må hjælpe mig men at hun gør det alligevel, at de vil have jeg skulle klare mig selv, sammen med min hjemme vejleder.  Det gjorde mig så vred inden i, jeg forstod ikke hvorfor kommunen gjorde det her mod mig, det var virkelig ubeskriveligt hårdt for mig at få afvide at den kontaktperson jeg har haft i 3 år og som har hjulpet mig igennem en masse svære problematikker jeg har haft, en som har støttet mig i at hjælpe mig når mine forældre ikke ville snakke med mig, eller når jeg droppede kontakten til dem.  det var så hårdt for mig at jeg var nødtil at fælge en tåre og bare lade dem trille og trille, det gjorde virkelig os ondt på min kontaktperson, hun prøvede virkelig ikke at græde, hun kunne se på mig at jeg ikke ville det her, at jeg ville tilbage, tilbage til der hvor jeg var tryg og kunne få hjælp døgnet rundt,  et sted hvor hjælpen lige var rundt om hjørnet. Da vi endelig fik handlet og kørt hjem i lejligheden med tingene og vasket alt det nye grej til køkkenet jeg havde fået af. Og sat maden i køleskabet,  tog vi ud og spiste for at få en ordentligt afslutning på det hele,  det var bare ikke en ordentligt afslutning. Da jeg blev sat af der hjemme og var alene, var der ingen hjemme vejleder jeg kunne kontakte fordi de havde fri, jeg sad nu helt alene i en 2 værelset lejlighed, vidste ikke hvad jeg skulle lave ud over at pakke ud, men havde bare ikke lyst til at pakke ud, satte mig midt på gulvet i min stue og græd,  og skreg ” JEG VIL HJEM”, det var utroligt hårdt for mig,  jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var bange og ville egentligt bare gerne have min mor ved min side, som skulle fortælle mig at det hele nok skulle gå.  Men jeg indså at jeg var nødtil at tage mig selv i nakken og komme ind i kampen, og få dette til at fungere, det nyttede intet at jeg bare sad og græd. Der var alligevel ingen som kom og hjalp mig, og jeg ville ikke ringe til min mor, for ville ikke gøre hende bekymret. Jeg gik tidligt i seng for ville stå tidligt  op og får noget ud af dagen, desværre kunne jeg bare ikke sove, jeg havde det virkelig dårligt, havde ondt i maven og græd bare stille.

 

Jeg vågnede næste morgen kl 4 og kunne ikke sove mere, jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle give mig til, så jeg begyndte at pakke mit tøj og sådan noget ud, det jeg kunne pakke ud, da jeg manglede hylder og et skab og ting til mine ting. Jeg savnede så meget de andre unge, selvom jeg inderligt hadede dem af mit hjerte! De var umodne og altid på tværs og lavede ballade, men der var bare så stille i min lejlighed, at jeg var nødtil at sætte mit anlæg op og sætte musik på, kunne dog ikke spille særlig højt da klokken var 4 om morgen.  Da klokken nærmede sig 9 stykker ringede det på min dør, det var min hjemme vejleder der kom for at se om jeg var kommet op. Hun virkede virkelig sød, og hjælpsom, men jeg var bare slet ikke i humør til at være sammen med nogen, ville allerhelst bare have lov til at være alene. Men kunne bare ikke sige det. det var svært for mig,  men hun spurgte indtil hvordan jeg havde sovet, jeg løj og sagde jeg havde sovet fint,  men hun kunne se på mig, der var noget der trykkede, noget der ikke var som de burde være. Hun spurgte mig igen ,og jeg sagde, jeg havde grædt og haft ondt i maven og ikke kunne sove. Hun krammede mig stille og sagde at det hele nok skulle gå og at hun var her til at hjælpe mig.  Men hun forstod bare ikke hvordan det var at være mig, og det værste var jeg kunne ikke forklare hende det. vi begyndte at tale om hvad der skulle ske nu, hvordan tingene skulle være, vi fik lavet et ugeskema og  søgt om udflytnings beløb af kommunen. Hvor efter hun spørger om vi skal gå op og handle ind, jeg fortæller at jeg egentligt ikke har lyst, at jeg ikke er sulten og at jeg ikke har behov for mad, men det var ligemeget, hun sagde vi skulle. Jeg fortæller hende pænt at det er svært for mig at handle pga min social angst, jeg kan ikke lide at gå i Bilka. Men vidste godt det ikke hjalp noget, jeg skulle jo have mad og andre ting.

Der var ikke gået mere end godt 14 dage, før det går helt galt for mig, min psykiater/behandler er ude for at besøge mig, jeg fortæller hende hvordan jeg føler mig svigtet, hvordan verden er i mod mig, hvordan stemmerne i mit hoved siger ” du ikke god nok” – ” tag dit eget liv” – ” der ingen der vil hjælpe dig”  osv.  Og hvordan jeg havde lyst til at tage mit eget liv, jeg beskrev for hende nøjagtigt hvordan jeg havde det, hvor efter hun siger ” Du har nu to valg, 1. frivillig indlæggelse 2. Tvangsindlæggelse” jeg havde ikke lyst til nogen af delene, men kunne bare ikke klare mere, jeg ville væk , væk fra det hele og aldrig mere komme tilbage. Hun så alvorligt på mig og ville have et svar og jeg svarede ” jeg gør det”. jeg husker hvordan min hjemmevejleder var nervøs og ikke vidste hvad hun skulle gøre, hvordan hun bare sad og så på tavs og uviden, jeg havde allermest bare lyst til at bede hende om at skride afhelveds til! Følte ikke at hun var til nogen hjælp, andet end til besvær.  Jeg græd og var bange, min behandler ringede efter en taxa mens jeg begyndte at pakke noget tøj sammen.  Det var hårdt, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare min mor dette, det ville blive hårdt.  Da taxaen kom, regnede jeg med min behandler ville køre med men nej, jeg skulle tage afsted alene, med en fremmede mand jeg slet ikke kendte. Men heldigvis talte manden ikke til mig, jeg sad bare og så ud af vinduet, følte mig forladt og ensom,  jeg tog min mobil ringede til min mor, fortalte hende hvordan landet lå, vidste hun ville blive ked af det, selvom hun ikke ville vise det til nogen, men vidste os bare jeg måtte gøre det her, havde brug for hjælp og det kunne kun gå forlangsomt.

Vil ikke skrive hele indlæggelses forløbet men kan skrive lidt. Jeg var indlagt i godt 3 mdr.  Mine hjemme vejleder kom en gang om ugen for at besøge mig og fortælle at det hele nok skal gå, og at når jeg kommer hjem vil det hele være bedre og nemre for mig når jeg har fået noget ro. Jeg troede ikke på det, men min vilje styrke til at kæmpe for dette den var der, mine forældre støttede mig i at give det en chance til men kun EN chance.  Jeg valgte at give det et forsøg. Da jeg kom hjem, var det som om at komme ind i et helved, det var virkelig ikke særlig fedt at komme ind af en dør, hvor man for 3 mdr siden var ved at tage livet af sig selv, jeg husker jeg holdte en stor facade op, jeg viste ikke mine følelser.  Tiden gik langsomt i lejligheden, jeg havde intet at stå op til, jeg havde ingen ting at lave, jeg havde selvfølgelig aktivitets huset jeg kunne gå over i, men jeg var bange for de andre, de andre virkede så skræmmende farlige, selvom jeg godt viste det ikke ville gøre mig noget, og at jeg sagents kunne forsvare mig selv. Heldigvis begyndte jeg at træne karate igen, havde penge til at købe måneds kort 4 zoner så jeg kunne komme til karate klubben,  det var dejligt at være sammen med mine venner og veninder der var i klubben, dem elskede jeg virkelig, jeg kunne virkelig ikke undvære dem, det var mit et og alt, på det tidspunkt, det var dem der holdte mig oppe udover min familie, det var dem der sagde ” det skal nok gå mie , vi tro på dig ” følte mig virkelig elsket og holdt af.

 

Der  gik desværre ikke mere end en lille månedes tid før så var den gal igen. Jeg stod overfor min hjemmevejleder og truede med at tage livet af mig selv, jeg græd og skreg ” FÅ DET TIL AT HOLDE OP”  – ” JEG VIL IKKE MERE”  – ” BARE LAD MIG DØ”  hun blev bange, og prøvede at få mig til at falde til ro, men jeg faldt bare sammen på sofaen, sad og græd og blev ved med at gentage ” jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere” hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre, jeg sagde til hende jeg ikke ville indlægges igen, at jeg bare skulle have lov til at dø, men som hun skal gøre, ville hun ikke lade det sket, hun valgte at ringe til min behandler og spørge hvad hun skulle gøre, de snakkede lidt og jeg kom til at snakke med hende, jeg fortalte hende hvordan jeg havde det og at jeg ikke ville leve mere, at jeg ikke kunne klare at skulle være alene, at alting var i mod mig , at alle var ligeglad med mig. Hun fik talt mig til ro, hun sagde det skulle nok gå at jeg skulle ind en tur på psykiatrisk afdeling, og få hjælp til at få stemmerne og tankerne til at gå væk.  Jeg takkede ja til det efter noget tids overtale, jeg tog afsted i en taxa, ringede til min mor på vejen og fortalte hende det. vidste ikke hvad jeg skulle gøre andet end at tage der op og snakke med dem.  jeg begyndte langsomt at få det bedre da jeg var på afdelingen. Og snakkede med en læge, og sagde ” jeg vil ikke tilbage til den lejlighed, jeg kan ikke mere, i må ikke sende mig tilbage ” mens jeg græd,  han lovede mig at jeg ikke ville komme tilbage til lejligheden,  afdelingen indkaldte kommunen til møde,  sammen med mine forældre. Desværre meddeler min sagsbehandler 2 gange afbud, den første gang melder hun afbud en time før mødet skal holdes, og anden gang melder hun afbud via mail, hvor i hun skriver at hun ikke mener der er aftalt noget møde og derfor ikke kommer. Dette gør mig virkelig meget frusterert , jeg bliver vred og ked af det, og havde lyst til at gå helt amok, men gjorde det ikke fordi min mor var ved min side, hun talte mig ned, og fortalte dem at dette simpelthen ikke kunne være rigtigt, at de sku måtte sparke kommunen ind i kampen.  Da der så endelig bliver et møde, deltager lægen fra afsnittet og  en socialrådgiver fra afdelingen, min mor, min sagsbehandler og lederen fra de hjemmevejledere jeg har plus min behandler fra distrikt psykiatrien.  På mødet fortæller  min mor, hvordan hun mener at kommunen ikke hjælper mig, hvordan de ikke takler min situation rigtigt, hvordan jeg ikke får den hjælp jeg burde have. Min  behandler fra distrikt psykiatrien fortælller, hvordan jeg har kæmpet og hvordan jeg virkelig har prøvet at være i lejligheden, men at det er gået galt så mange gange.  At jeg ikke kan være i lejligheden. Og lægen fra afdelingen fortæller dem udtrykkeligt at jeg ikke skal tilbage til lejligheden, at et bosted ville være det bedste for mig, det samme fortælller socialrådgiveren.  Dog er min sagsbehandler faktisk pisse ligeglad, med hvad de siger, hun fortæller indirkte at jeg bare skal tage mig sammen,  og at der vil være døgn bemandig i det kvarter jeg bor i, af hjemmevejleder, at jeg kan kontakte dem døgnet rundt, og at det ville være det sammen som at bo på et bosted. Jeg fortæller dem at det ikke er det sammen, at jeg har boet på bosted i 6 år og at jeg ikke vil tilbage til lejligheden. Lederen fra hjemmevejlederne, er lige så ligeglad som min sagsbehandler og fortæller at jeg ikke bruger mine hjemme vejleder, at jeg aldrig er hjemme, til at få hjælp. Jeg griner kort og siger ” det nok fordi jeg ikke kan være i lejligheden at jeg tager hjem til mine forældre, for at være tryg og kunne klare hverdagene, jeg er bange for at være i lejligheden. ”  dette er de ligeglade med og jeg siger kort ” skal jeg virkelig tage mit eget liv før i fatter det ” hvor efter ingen af dem svare.  Jeg bryder fuldstændigt sammen og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg har allermest bare lyst til at skride fra det hele.  Mødet slutter med at jeg skal tilbage til lejligheden og give det endnu en chance, selvom jeg inderst inde ikke vil. Inden i føler jeg bare at kommune pisser mig op og ned af ryggen, at de er ligeglade med mig, at de behandler mig som et dyr.

 

Der går ikke særlig langtid efter mødet så bliver jeg udskrevet, til min egen lejlighed, det skal lige siges det var ikke en særlig rar følelse at skulle tilbage til et sted hvor jeg har haft så mange nederlag.  Kommunen havde indsat døgn bemanding i det bolig kvarter jeg bor i.  Dette skulle afprøves om det var bedre. Men følte bare at kommunen ikke hørte min råb om hjælp, at de var ligeglade med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.