Der var engang for længe siden hvor jeg troede, at jeg ikke var bedre værd end at skulle elske en mand, der aldrig elskede mig tilbage. Mit selvhad, var stort og meget intenst. Det var som en kåbe af den sorte nat, som jeg bar over alt og skjulte mig bag. Jeg så aldrig rigtigt nogen i øjnene, og mine hemmeligheder var så dystre at det åd mig op inde fra.

Der var engang et område af mit liv, hvor jeg plejede at flygte hen. Jeg troede at alle mine tiltag imod flugten, skulle hjælpe mig til at få det bedre. Men i stedet sank jeg dybere ned. Faktisk gjorde jeg mig selv mere syg, føler jeg. Eller også gav jeg bare op overfor livet. Men den dag idag, er jeg symptomfri og mærker ikke noget til sygdommens golde ansigt. Men hvor har jeg kæmpet og må huske mig selv på hvor jeg er idag, for jeg kan ærligt talt ikke huske andet end de lange mørke korridorer jeg vandrede fortvivlet rundt i.

På en måde er jeg ked af at jeg har mistet så mange år, til sygdommen og medicinen. Jeg har tabt mange år på gulvet, og skal nu efter jeg er “Vågnet op” til at lære de helt mest basale ting som at: Søge ud af og ikke isolere mig, styre min økonomi, holde styr på breve og regninger, få handlet ind og spist regelmæssigt, samt skrive alt ned jeg erfarer fordi jeg husker så dårligt. Er ikke god til at skrive dagbog, selvom jeg rigtig gerne vil.

Jeg husker tilbage på fordums tid, hvor jeg elskede en mand, der mishandlede og misbrugte mig. Hvordan kunne jeg være så forfærdelig forræderisk overfor mig selv? I mange år følte jeg skyld. Og på en måde var de år med ham, måske et ekstra skub ud i min vandring i sygdommens landskab, der dog har været meget alsidig. Jeg har skabt mig mange erfaringer på min vej. Jeg troede aldrig jeg skulle lære at elske mig selv, men erfarede at det kan man godt lære. Jeg erfarede at midt i alt kaosset, var livet ikke kun skidt. Jeg har faktisk nogle helt fantastiske minder fra min tid i starten af 20’erne. Jeg er 33 nu, og ser tilbage på mit liv med blandede følelser. Tror måske at jeg lærte at leve for alvor, på godt og ondt. I takt med smertens vilde ridt, udvidet min skrift sig på papiret. Jeg skrev mere end nogensinde og ordene var en af de positive flugt lommer i mit liv.

Kan ord helbrede? Kan man helbrede sig selv ved at bruge kreativitetens udtryk? Jeg tror det faktisk. Jeg har jo noget fysisk som aldrig vil gå væk, og jeg slås stadig med efterfølgerne af svær psykisk sygdom, og det har indeholdt svære psykotiske depressioner. Jeg har i tiden igennem min vandring skabt den blå lomme. Den blå lomme, er tidevandet. Den har med al beroligende kraft skyllet ind i tide og utide, og fulgt min færd. Og det jeg vil prøve at sige, at jeg skabte mit eget univers her i livet. Fandt min plads, mit stå sted, min ø.

For at leve er slet ikke så tosset 😉

Jeg skriver stadig, mine ord bærer mig igennem alle tider. Og jeg griber til kunstens udtryk nu og da… Fordi jeg kan!

Engang for længe siden,

i et område af mit liv

hvor sorgen byggede templer

hvor jeg gik

da så jeg ansigtet af en mand

hvis øjne fortalte en historie

inde i iris hvilede en flamme

og mystikken bredte sig

Der var et område af mit liv

hvor jeg vandrede op og ned

i dybe dale,

fra den fjerne fortid

hørte jeg svagt en hvisken.

Der var et område i mit liv

hvor tidens spraglede hvisken

prøvede at fortælle mig noget om dig

noget om livet

når jeg lukkede i

hørte jeg hvordan du skreg

og dykkede ned over

det åbne tempel i mig

Du var et fjernt ekko i mit hoved

en drøm jeg sent vil glemme

og dine skridt i de fjerne korridorer

giver stadig genlyd i mine drømme

om det var kærlighed

eller besættelse er det jeg stadig ikke ved

Men et minde fra havets dyb

stiger stadig op

og svimlende omringer det mig

det som jeg troede der var

Det område af mit liv er nu forbi

fra mit inderste dyb af natten

hvisker jeg nu mit farvel

til den drøm.

Om Forfatteren

Jeg er en kvinde på 37 år fra Århus, og har meget på hjertet. Jeg er i forvejen spirende forfatter, og har da også min egen hjemmeside med en kombination af poesi og om psykisk lidelse, (Og vejen ud af det) Jeg har selv udgivet lidt digte, hist og pist. Venter stadig på det store "gennembrud" ved forlagene :) Jeg lider af en meget sjælden diagnose/lidelse, ved navn Organisk hallucinose og vil gerne fortælle lidt om det, men også om andre aspekter af livet og selve recovery processen, som jeg selv går igennem nu. Shirlz.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.