En af de ting, der har fyldt mest i min tid som psykisk syg, er skyldfølelsen.

Skyldfølelsen over ikke at få ordnet hverdagens gøremål.
Skyldfølelse over ikke at få svaret folk tilbage i god tid.
Skyldfølelse over at takke nej til invitationer, når overskuddet ikke er der.
Skyldfølelse over at spilde mine dage med at sidde indenfor, mens livet drøner forbi udenfor.

Skydfølelse over de mindste ting….

Nogle gange forsøder jeg mit liv med slik eller is. Måske junkfood.
Og lige bagefter er skyldfølelsen der. Dét skulle jeg ikke have gjort. Nu bliver jeg fed.

Det hele kører rundt derinde. Skyld, skyld, skyld.

Men det, der er værst, er den skyldfølelse jeg har, overfor mine nærmeste, og min eksistens generelt.

Ser man det hele udefra, har jeg jo det meste.

Jeg har en kæreste, der vil gøre alt for mig, og som virkeligt prøver sit bedste med at forstå, hvad det er, jeg gennemgår. Og det kan han ikke, og det kan INGEN der ikke har været der selv. Man han kæmper for det, og mere kan jeg ikke bede om. Han er der altid, hvis jeg har brug for ham!
Han har hjulpet mig med alt fra psykisk støtte og varme, til finansiel støtte og hjælp til at overskue alt livet kaster i ansigtet på mig!

Jeg har en mor, som aldrig, på trods af den fysiske afstand mellem os, er mere end et opkald væk, hvis lokummet brænder! Ringer jeg nu, og siger at det hele går ned, så er hun på et tog om højst to timer, det er jeg ikke i tvivl om.
En mor, som spytter i økonomisk, da det ikke er billigt at være psykisk syg med tilskudsfri piller og psykologsamtaler på en SU. Og som jeg også kan trække på sidst på måneden, hvis det behøves.

Jeg har en far, som selv har haft det hårdt, og som derfor på mange måder kan forstå hvad jeg sidder midt i. En far jeg altid kan ringe til og tale tingene igennem med. En far med uvurderlig erfaring, som endda også bidrager til økonomien, så det hele kan køre rundt, selvom han ikke selv har meget!

Jeg bor med min kæreste i en dejlig lejlighed, over standarden for de fleste studerende. Han arbejder, og vi har derfor råd til lidt bedre forhold end mange par på SU. Den er stor, den er lys, den er indrettet fedt! Og ud over nogle få bagateller, er der ikke meget at brokke sig over! Den er endda billigere end det tilsvarende i en mindre by, selvom vi bor i Århus!

Jeg har en kat, som jeg anser som det tætteste på et barn jeg kan komme. Det er kun lige arten der adskiller. Ja, og så at han er NOGET nemmere end en baby! Men han gør mig glad og tryg, og han har fulgt mig siden før jeg blev syg og igennem det hele. Uden nogensinde at gøre andet end at være en stor, hyggelig, pelset varmedunk fuld af kærlighed!

Jeg har en bedste veninde, som selv har det psykisk svært, og hende kan jeg tale om alt med. Højt eller lavt. Jeg kan skrive til hende når hele verden er lort, og jeg bare har lyst til at gå i hi indtil armegeddion! Og jeg kan skrive til hende når jeg er på en lyserød sky, og helt oppe at køre, som da jeg mødte min kæreste. Uanset hvad er der støtte!
Vi bor langt fra hinanden, men vi ved at vi altid er der for hinanden. Særligt fordi vi ikke har ret mange andre, og slet ingen der forstår os, så godt som vi forstår hinanden!

Ja, selv min svigerfamilie har tilbudt økonomisk hjælp til psykologsamtalerne, selvom jeg pænt takkede nej.

Jeg er endda lynende intelligent, og kunne vælge og vrage fra alle hylder, da jeg skulle søge uddannelse! Det resulterede ogå i et fejlvalg, men nu er jeg på det rette studie, som jeg finder spændende ud over alle grænser, og glæder mig til at arbejde med engang i fremtiden (så meget som man nu glæder sig til at arbejde).

Vi har bil, stor fladskærm, 3 computere i hjemmet, to sofaer, stort køkken, hurtigt internet…. Vi tager på ferie hver sommer, og mange andre ture i løbet af året. Min kæreste tager endda med mig på Reggae Festival, selvom det er MIG der er reggae-fan, og ikke ham! Men han er med for MIN skyld.

Jeg er PRIVILIGERET! Ud over det hele!
Jeg er ikke rig. Det behøver man ikke være for at være godt stillet. Det er blot én faktor af mange.
Men jeg er rig på kærlighed fra mine nærmeste! Støtte og omsorg har de spandevis af, og de giver hvad de kan.

Og alligevel… ALLIGEVEL, går jeg rundt og er led og ked af det hele.
Jeg har alt. Mere end hvad mange andre har. Og alligevel kan jeg ikke bare være taknemmelig og glad over, at det hele egentlig kører!

Nej, jeg går med jævne mellemrum og græder snot over tingenes tilstand.
Jeg har det dårligt.

Selvom jeg jo egentlig har det godt… har jeg det dårligt….

Jeg kunne ikke bede min familie om mere. De hopper allerede på tungen med fødselsdagsflag for mig.
Og jeg vil ikke HAVE mere. Hvad mere kunne jeg bede om? De giver mig allerede alt!!

Men ALDRIG er det godt nok! Det er aldrig nok til, at jeg kan være glad. Jeg kan være taknemmelig, og det ER jeg.
Men af en eller anden grund, selvom jeg ved at disse mennesker ville give deres højre, venstre og mosters arm for mig, så hjælper det bare ikke.

Og det er da unfair! Det er da skammeligt at jeg ikke kan glædes, midt i al denne kærlighed!

Det har jeg stor skyldfølelse over. Hvordan kan det være, at jeg er så kold, at jeg ikke engang kan se alt det gode folk vil mig, og bare være glad for det?
Sandheden er, at det kan jeg jo også godt. I de klare øjeblikke. Men det er ikke altid et klart øjeblik jeg befinder mig i.

Jeg er ikke god til at sige ‘tak’. Det er min fejl. Men jeg er heller ikke god med at FÅ tak. Så bliver jeg forlegen. Det var ingenting, pshh, smut du bare igen. Du skal ikke takke mig.
Men jeg håber de ved, at jeg er dem evigt taknemmelig. ALLE dem, der har været der for mig!

Det forholder sig bare sådan, at selvom jeg har alt, så er jeg ikke glad og lykkelig. Og hvad er jeg for et menneske, når jeg har det sådan?

Den tanke strejfer mig tit. Den er kilde til enorm skyldfølelse.

Jeg har det hele. Alligevel søger jeg efter det jeg mangler. Det der kan gøre mig hel, gøre mig normal igen.
Hvad er det dog jeg har gang i?
Hvad er jeg for et utaknemmeligt skarn?

Det er en skyldfølelse, jeg nok ikke slipper af med lige med det samme. At vide, at selvom jeg har et stærkt bagland, kan jeg ikke stoppe med at krakelere. At folk bruger så meget energi på mig, og at jeg stadig ikke kan rykke mig mere end en picometer ad gangen!

For at sige det på moderne: What the fuck……

Så undskyld til alle- det er ikke jeres skyld.
Jeg er overstadisk over de ting, I gør for mig. Indeni. Udenpå er det hele lidt dæmpet for tiden. Men jeg håber på en dag, at kunne få sagt ordentligt tak, eller måske endda gengælde det, der er blevet gjort for mig.

Men indtil da, må I undskylde, at jeres kærlighed kan virke utilstrækkelig og nyttesløs.
Vid dog, at det ikke er sådan! Og at det betyder mere end ord kan beskrive at have nogen, der er der!
Faktum er nok bare, at dét udefra, måske ikke nødvendigvis kan kurere dét, der er indeni.

Dette er min største skam. Ikke at kunne glæde mig over det gode.
Jeg LÆNGES efter den dag, hvor den sorte dis løfter sig, og lyset bryder igennem. Når alt det bras mit hoved beskæftiger sig med, er blevet smidt til brændbart og er væk for altid!
Men indtil da, må jeg måske lære, at selv de, der kommer fra de kærligste hjem, kan ende på bunden.

Hernede er jeg. Måske ikke helt nede på bunden længere. Jeg er klatret lidt opad, men jeg er ikke så stærk, så det går langsomt!

Så jeg skammer lidt videre. Selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke kan pålægges skylden for en kemisk ubalance i min hjerne. Så føler jeg skylden, der følger med at have så meget at glædes ved, og stadig være deprimeret.

Undskyld, I kan nok ikke redde mig. Det må jeg selv gøre! Men tak for at blæse i mine sejl, så jeg kan nå i land!

-Myon

Om Forfatteren

Jeg er en ung pige, midt i 20'erne, som nu har levet i 3 år som psykisk syg. Jeg studerer og lever et normalt liv som alle andre, men der er ting under overfladen som ligger og ulmer. Mine blogs retter sig mest mod de generelle samfundsmæssige problemer, med min egen baggrund og historie som referencepunkt. For det meste i hvert fald :) Jeg vil gerne skabe lidt større bevidsthed og forståelse for livet som psykisk syg, og det er det mine blogs vil afspejle (håber jeg da!). I håb om at det kan hjælpe til indsigt hos både pårørende og almenfolket.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.