Livet har mange op- og nedture, men for mig er livet en lang og hård kamp om overlevelse hver evig eneste dag. Kampen handler om at sove trygt og godt om natten, men jeg med glæde skal stå op om morgenen for at passe de daglige gøremål. De indre dæmoner prøver hele tiden i både vågen- og sovende tilstand at indtage mit sind. Jeg skal være på vagt for disse dæmoner, som vil besætte min krop.

De samme dæmoner dukker op ved min seng hver aften, når jeg skal sove. Hver aften med den samme følelse af, at jeg IKKE vil sove, og tårerne presser sig på, men jeg kan høre mig selv sige:” Lad mig nu være og lad mig sove. Jeg er træt, og jeg har brug for min søvn.” Angsten for at dæmonerne besætter mig, mens jeg sover, er meget stor. Om dagen har jeg kontrollen det meste af tiden, men om aftenen og natten er jeg et et offer uden mulighed for kontrol. Dæmonerne sørger for, at jeg drømmer den samme drøm om og om igen i forskellige variationer, men budskabet er den samme. Andre dæmoner prøver at overtage mine indre følelser og tanker. Følelserne som er urimelige, og de burde slet ikke kunne eksistere. Disse følelser kommer samtidig med, at tankerne kredser rundt. 3 dæmoner ved min seng og jeg har lyst til at råbe:” Hold kæft og skrid ad helvede til”, men det er ikke nemt at skrige af sig selv for at opnå ro på øverste etage. Jeg føler nogen gange, at jeg er ved at blive sindssyg. Sindssyge og jeg bliver hentet af den blå vogn og kørt til den lukkede. Lad dem gøre det og smid endelig nøglen væk. Måske det kunne være løsningen på mit indre kaos, men måske ville det være nemmere bare at skubbe alle de dårligdomme væk. Tænk positivt, tænk positivt og atter tænk positivt. Ja det vil jeg, fordi sindssyg bliver jeg aldrig. Jeg er helt normal, bare med en masse kaotiske følelser og tanker. Slå hjernen fra om aftenen og falde til ro, der er jeg svagest. Svagheden over at jeg slapper af og prøver at få kroppen ud af alarmberedskabet, men det er lettere sagt end gjort.

Drømmene er om alt det dårlige, der er sket og alle de fysiske følelser omkring oplevelserne. Dæmonerne prøver at kvæle mig, og min krop bliver badet i sved i søvne for angsten at dø, vågner jeg op i total panik og tror, at jeg skal dø. Dæmonen slipper ikke sit tag, før jeg har genvundet kontrollen, og her kan jeg ligge i flere minutter uden at opdage, at jeg rent faktisk er i sikkerhed. Den indre kamp med dæmonerne fortsætter efter opvågning. Jeg hader tanken om at sove, mens følelsen af træthed siger til mig, at jeg sal sove, så jeg kan være frisk til næste dag. 2 forskellige dele som begge tilhører min krop, er i en kamp mod hinanden, mens jeg står i midten og føler mig splittet. Maven reagerfer på det ved at give smerte fra sig, hjertet hamrer derudad og halsen snører sig sammen. Mange gange hører jeg musik for at ignorere dæmonerne. Til sidst giver de op og lader mig sove. Dæmonerne bryder sig ikke om mindfulness, som musikken hedder. Mindfulness giver mig kontrol over mine dæmoner, men det er ikke altid, at dæmonerne holder sig væk alligevel, men mindfulness er mit sidste håb for at finde den indre ro til at sove.

Vi siger, at underbevidstheden kommer til udtryk i vores drømme, men alle de ting jeg gør, og det der sker omkring mig i vågen tilstand, passer ikke med mine drømme. Det ville være rart at have de gode og dejlige drømme oftere end de dårlige drømme, men det er sådan min underbevidsthed arbejder, og det kan jeg ikke lave om på. Jeg fører dagbog over min søvn og drømme, mens jeg prøver at finde en løsning på, hvorfor de gode drømme kommer. og hvorfor de dårlige drømme kommer. Jeg skriver mange digte om alt fra gode minder til dårlige følelser og tanker. Mange gange hjælper det mig at skrive om mine dæmoner, som måske kan virke voldsomme, hvis andre skulle læse om dem. Jeg forsikrer om, at det er rart at få skrevet om dæmonerne. Teksten om dæmonerne handler om, hvordan jeg har det, og hvad dæmonerne får mig til at føle og tænke. De er meget reserverede og bange. De er mest bange for, at jeg skal få den evige kontrol over dem, så der ikke længere er plads til dem i mit liv. De har været en del af mit liv gennem mange år, men jeg vil ikke fortsætte livet med dem som en del af mit liv.

Dæmonerne er min betegnelse på mit indre kaos. Betegnelsen på dæmonerne gør det muligt for mig at have styr på dem i min forstuvede hjerne, da en diagnose ikke er nok til mig. Diagnosen PTSD er en betegnelse på min konstante psykiske tilstand, men PTSD beskriver ikke mig som person. Når jeg oplever angst, depression, mareridt, onde følelser og tanker, føles det som en besættelse af onde dæmoner der skal uddrives af min krop. Min forstuvede hjerne er min måde at sige, hvordan min hjerne fungerer, og hvordan jeg tænker.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.