Jeg vil gerne dele en af mine lidt dårlige episoder i psykiatrien.

Det er efterhånden sket en del gange, at jeg har følt mig svigtet af psykiatrien. Bl.a. af lægerne, fordi de simpelthen ikke lyttede til mig. Det var i hvert fald den følelse, jeg havde.  Det endte ud i, at jeg i december, da jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling i Viborg, begyndte at planlægge, hvornår jeg skulle tage livet af mig selv.
Jeg sagde til mig selv, at jeg VILLE have lov til at fejre jul med min familie, og jeg ville holde den fede nytårsfest, som jeg så længe havde gået og planlagt.
Det gjorde jeg, og jeg havde nogle rigtig dejlige dage.
På det tidspunkt boede jeg sammen med to veninder i Aarhus. Den 5. januar var jeg alene hjemme om aftenen, og så slog det klik. Jeg fik det så skidt. Jeg tog et bad, men det endte ud i selvskade. Selvom jeg havde gået og planlagt hvordan det skulle foregå, havde jeg ikke valgt en dato.
Jeg ville egentlig ikke dø. Jeg ville ikke forlade min familie. Mine tre små søskende.
Det endte med, at jeg tog en overdosis af noget seroquel og truxal – 60 piller for at være helt præcis.
En halv time after jeg havde taget dem, ringede jeg til min “ekstra-mor” Sonja. (En kvinde der arbejdede på børne- ungdomspsyk da jeg var indlagt der. Vi fortsatte med at have kontakt, da hun skiftede job, og jeg blev udskrevet)
Vi snakkede stille og roligt, og det endte med, at jeg fortalte, at jeg havde gjort noget dumt.
Jeg fortalte hende, hvad jeg havde gjort, og hun fik ringet efter en ambulance. Hun snakkede med mig helt indtil ambulancen kom.
Jeg blev kørt med fuld udrykning på hospitalet, hvor jeg blev kørt til udpumpning, og derefter blev indlagt på intensiv-afdelingen.
Dagen efter sendte de mig ud på psykiatrisk modtagelse, hvor jeg kom til at snakke med en læge.
Dem oppe på intensiv-afdelingen regnede med at jeg blev indlagt, da jeg før havde været indlagt og jeg ligesom havde forsøgt at tage mit eget liv. Men ved i hvad lægen gjorde? Han sendte mig hjem. Han mente ikke, at de kunne gøre noget.
Så omkring 15 timer efter jeg havde taget en overdosis, blev jeg sendt ud på egen hånd. Busturen hjem varede tre kvarter, og jeg havde det så skidt.
Jeg kom hjem og lagde mig direkte til at sove. Min veninde kom hjem 3 timer efter, og hun forstod, ligesom mig, heller ikke hvorfor jeg ikke var blevet indlagt. Hun sagde dog, at hun ville tage med mig ud på modtagelsen igen dagen efter.
Og det gjorde vi… Min veninde sagde til lægerne, at hun ikke turde tage mig med hjem. Så blev jeg indlagt.

Men at ham lægen rent faktisk havde sendt mig hjem, selvom jeg fortalte ham, at jeg havde gået og planlagt det.. Det forstår jeg ikke.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.