Virkelighedsbegrebet er for psykiatrien et af de vigtigste værktøjer til at behandle og ikke mindst diagnosticere sygdom hos mennesket. Uanset hvilken diagnose der stilles inddrages, så vidt jeg er bekendt, virkelighedsbegrebet. Virkelighedsbegrebet er inden for psykiatrien en kollektivt bestemt størrelse. Nogle kriterier skal misligholdes eller rettere opfyldes for, at et menneske besidder vrangforestillinger. Forestillinger som ikke stemmer overens med virkeligheden. En virkelighed, der som nævnt, bestemmes af psykiatrien selv. En virkelighedsbegreb der igennem diagnoser definerer raskt og sygt. Uvirkeligt og virkeligt.

Når mennesket af den ene eller anden grund, det være sig biologisk og psykosocialt bringes i kontakt med uvirkeligheden skal psykiatrien først og fremmest finde ud af om mennesket befinder sig i en uvirkelighed for derefter at sætte en behandling ind, der skal bringe mennesket tilbage til virkeligheden. Udfordringen er oftest, at mennesket i uvirkeligheden har allieret sig med en høj grad af mening oftest forbundet med en rolle. En rolle der giver betydning. En overdrevet betydning, som kan være af både negativ og positiv art, hvilken mennesket af mange grunde måske ikke har i den virkelige verden. Det må fx være fantastisk at være i en uvirkelighed, hvor man er den bedste i verden til at spille bordtennis!

Problemet er jo bare, at uvirkeligheden ikke stemmer overens med psykiatriens virkelighed. Skuffelsen og det dertilhørende meningstab er desto større, når/hvis man vender tilbage til virkeligheden, hvilket kan kræve yderligere behandling og hjælp. Uvirkelighedserkendelsen er i sig selv en kamp med psykiatrien, der hævder at have virkeligheden på sin side. Især når man finder ud af at man i virkeligheden er sygdomsramt. Sygdomserkendelsen kan være en lang og slidsom proces.

Men hvad nu hvis, at psykiatriens fastsættelse af virkeligheden ikke er virkelighedsdækkende? Min påstand skal hurtigt lyde, at psykiatriens virkelighedsforståelse er for snæver, fordi den åndelige dimension ifølge psykiatrien er vrangforestillinger! Jeg tror på, at mennesket også består af ånd, hvilket i nogle tilfælde betyder, at åndelige oplevelser kategoriseres som vrangforestillinger. Flere jeg har mødt som har haft ”psykotiske” oplevelser forklarer dem som værende religiøse, hvilket psykiatrien uhjælpsomt prøver at behandle væk i stedet for at lade sjælesorgen tage over, der hvor psykiatrien må slippe sin virkelighed. Hvilket også er en hård og slidsom proces.

2 Kommentarer

  1. Jens Peder nicolaisen

    Kære Rosenbaun
    Jeg kan følge dig et stykke i din problematisering af virkeligheden. Psykiaternes opfattelse af virkeligheden har ikke meget at gøre med den virkelige virkelighed, når det gælder psykiske sygdomme, deri kan jeg være enig med dig. Det bliver mere problematisk når du blander din religion ind, derved synes jeg, du begår den samme fejl som psykiaterne og forholder dig ikke til den virkelige virkelighed, men kun til din egen konstruerede virkelighed.

    Svar
  2. Jens Peder nicolaisen

    Kære Rosenbaun
    Min opfattelse af den virkelige virkelighed er i sin enkelthed – væren – hvor jeg accepterer min tilstand på godt og ondt. Kan jeg ikke holde den tilstand ud, er der jo andre muligheder at ty til – forskellige virkeligheder – herunder guder og religioner. Disse virkeligheder opfatter jeg som en form for eskapisme, og det tror jeg ikke er nyttig. Grundlæggende må jeg selv påtage mig ansvaret for mit liv.
    Min erfaring tilsiger mig, at blive i væren så vidt muligt, skulle jeg falde ud, må jeg kæmpe mig tilbage. Jeg øver mig hver dag i – væren.
    Jeg er ikke klar over, hvad du mener med “biokemi”.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.