Jeg er nok ligesom bamses skårsten, den vælter også en gang imellem. 

-> Kan nogen se mig? er jeg usynlig? jeg vil gerne være usynlig.
Når jeg tænker på mig selv, så er jeg nok lidt ligesom bamses skårsten, den velder også en gang i mellem. Hvad har jeg lavet de sidste par år? verden er bare suset forbi mig på ingen ting. Men faktisk både verden, ja, og min virkelighed.
jeg har nogle gange svært ved at finde ud af virkeligheden.
Jeg har kæmpe svingninger og det fustre folk, fordi de slet ikke kan følge med, jeg kan sidde og have det godt, grine og smile, men på ingen ting sidde i et hjørne, helt krøllet sammen, Jeg kan faktisk heller ingen gang følge med.
Jeg står her – 18 år, men jeg kan ikke mærke jorden. Jeg er bange for at falde i gennem endnu en gang – for når jorden er lidt usikker, så på ingen tid falder jeg igennem, ligesom is, det er også meget sårbart.  
Jeg sidder ved vinduet tænker og tænker. Alt er godt, alt er skidt.
Jeg ryger ud og ind af bevistheden, af virkeligheden, af mig selv.
Mange ting vender rundt i mig, som om at der bliver flyttet på mine organer i kroppen. Men hvad er det enligt jeg gør?
Jeg smiler jo bare… ‘ men græder så meget indeni.
Jeg har det mærkeligt. Ud ad til, er jeg langt over skyerne,
men i virkeligheden er jeg så langt nede i havbunden som man overhoved kan være.Der er ingen der kan se ens facade, igennem ens så ellers tynde vægge.
Når ensomheden trykker, når alt ramler, og det er ved at blive mørkt, og jeg går i stå. Det e rgået op for mig at det kun ikke kun er ensomheden der trykker. Nok mere angsten og frygten, selvværdet og lysten til at forsvinde, men så samtidigt at blive elsket og holdt om. Tænkerne køre om hvad der ville ske hvis man bare kunne dø, ikke kun for en dag, men for altid.
Jeg vil have kontrol over så meget i mit liv, men noget jeg kan have kontrol over det er da min krop, eller er det? den glider også langsomt væk, føler jeg. Men i mindste så er der da noget jeg føler.
Jeg vil ikke være mig, men hvem vil jeg så være?
Jeg vil ikke være hende som alle kan lide, for så ved jeg også at det er hende
som halveden frygter. Jeg vil ikke være hende som kan alt i skolen, men alligevel
ikke har nogen venner. Jeg vil ikke være hende som kommer, og aldrig er til at blive.
Jeg kan ikke holde det her ud. Alle tænker og mener om hvordan jeg skal leve mit liv korrekt, men vil jeg leve? vil jeg trække vejret? vil jeg vågne op om morgen, jamen – vil jeg bare alt det her?
Folk er bange for at spørger mig om min sygdom, folk skaber billeder.
Da jeg var tvangs indlagt sidste gang, endnu en gang, skrev min veninde, at hun havde fået at vide af sin mor, at hun ikke måtte besøge mig, fordi jeg var på en lukkede psykiatrisk afdeling, Gud hvor føler man sig flov. ‘
Man føler at andre tror jeg er farlig. Hvis jeg er farlig, så er det jo nok kun over mig selv.
Jeg har tænkt meget over det. For hvad er det der gør at en pige på 20 år ikke ville besøge mig, fordi hendes mor sagde hun ikke måtte se mig mere, fordi jeg er psykisk ustabil.
– jeg er jo stadig mig Ninna, jeg er jo bare Ninna som er rigtig sårbar, men jeg kan sgu altid være der for andre. jeg sidder ikke mig selv højst på listen. Jeg er der altid for mine veninder. Men måske er det også det nemmeste,
altså at hjælpe ALLE andre, men at det så er mig selv i sidste ende jeg ikke kan hjælpe.
Jeg har lavet så mange fejl i mit liv. Jeg et i hvertfald ikke det man kalder fejlfri. Men er der nogen der er det?
Alting er gået op for mig. Jeg lukker folk ude nu. Jeg sidder på mit værelse, ned rullede gardiner. Jeg ved godt at det ikke er godt for mig, at sidde her, men det er virkeligt kun det jeg kan magte. Men faktisk, så magter jeg heller ikke mit eget selvskab. Jeg kan ikke kigge for meget på folk, jeg er bange for at de kan se i mine øjne, hvor ondt det gør indeni mig. Jeg ligger under min kugle dyne, i et værelset der er ryddet op, men hvem har gjort det? Jeg mindes ikke at jeg har ryddet op. Hvem har været på værelset når jeg sover? – eller er det bare noget som jeg tror er virkeligt, altså at der er ryddet op. Måske er der enligt bare kaos, men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg går i stykker hvis jeg går på gulvet. jeg kan ikke magte mig selv mere, hvad skal der så ske med mig?
Kan jeg enligt stadig finde overskuet til at komme op af håbløsheden?
Man kan roligt sige at håbløsheden har taget sit tag i mig.
Jeg kæmper nogle gange imod den, det gør jeg altiså. Men det er oftere og oftere, at
jeg bare lader flyde den over mig.
Når facaden ikke længere virker, og alt skriger i mig. Men jeg må ikke skrige med, jeg skal tie stille, ellers falder hele vores aftale på jorden. Stemmerne snakker endnu en gang, det hyler i mine øre. Mine tanker er forvranget, livet er for svært, og jeg er en fiasko. Natten bliver til dag, og dagen bliver til natten. Jeg ligger her endnu en gang i min seng, drømmer mig langt væk, drømmer om døden, og den faste og rolige verden i nangijala.
Når lægen spørger mig – hvorfor går det med dig? ” – det går godt svare jeg så, med det største og mest ærlige pårklisterende smil, en ild i øjnene, et blik i hendes øjne, gad vide om hun kunne se når jeg sagde det, at det faktisk ikke er sådan. Men alt skal holdes i skjul fra nu af.
Jeg har længe ikke kunne overkomme, at spille glad og overbevisende. Nu har jeg fået hvilket ud, og er klar til at bruge kræfterne til at snyde dem alle igen, sige at jeg har det godt, og bum så er jeg her ikke mere.
Denne stille udgang for at komme ud i verden, men gør mig lille og sårbar og jeg virker som en lille pige der skal holdes i hånden det første stykke tid. Spørgsmålet er om nogen vil rakke hånden ud, og give mig et håndtryg, som gør mig tryg. 
Jeg er lidt som en mælkebøtte, meget meget skrøbeligt, og kommer der bare en lille vind, så falder man om, og så føles det som en orkan. 

Nogle gange blev man usikker, man rev sig væk fra andre mennesker, var det mennesker som rev sig væk, eller var det virkeligt mig som troede alle mennesker ikke gad mig, men at de faktisk gjord? 
Men hey folk. 
Der er liv derude. Den stille udgang for at komme ud til verden, gør mig lille og sårbar, og jeg virker nok som en lille sårbar pige som skal holdes i hånden det første stykke tid. Spørgsmålet er om nogen vil række hånden ud, og give mig et håndtryg, som gør mig tryg. Jeg er glad, jeg er magtesløs, – det skifter ligeså hurtigt som man kan sige det. jeg ved stadig ikke om det er en kamp jeg skal vinde, men jeg er nødtil det, man kan enten vinde, men man kan også tabe.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.