Hurra hurra, det er min fødselsdag i dag… Ved i hvad? Der er ikke særlig meget hurra over det. Jeg har været alene i min lejlighed hele dagen, sovet og ikke set nogle mennesker.
Det er første gang, jeg ikke laver noget som helst på min fødselsdag. Selvfølgelig fordi jeg er flyttet hjemmefra, og mine forældre derfor ikke holder fødselsdag for mig. Jeg boede heller ikke hjemme, da jeg blev 18, men der skete i det mindste lidt. Jeg fik en hjernerystelse i skolen, spiste med nogle veninder om aftenen OG fik skrevet en opgave, som jeg rent faktisk fik 10 for, selvom jeg lavede den med en hjernerystelse.
Sådan er det ikke i år. Langt fra.
Jeg har som sagt været alene hele dagen, og det passer mig egentlig fint. Jeg synes ikke folk skal være sammen med mig, når jeg har det sådan her. Og måske har jeg egentlig heller ikke lyst til at være sammen med mennesker i nogle dage.. Jeg kom hjem fra Paris i nat. Fløj fra Paris ved seks-tiden, var i Kastrup lufthavn et par timer senere, og så næsten 4 timer hjem til Aarhus i toget.
Det var første gang, jeg har været ude og rejse (udover en skoletur til Tjekkiet og nogle få ture til Norge)
Jeg havde sådan håbet, at det ville blive en positiv oplevelse for mig, men sådan skulle det desværre ikke være. Jeg ville hjem lige fra dag 1. Jeg kunne ikke overskue at folk ikke forstod mig, at jeg ikke forstod dem, at det var et nyt sted og specielt at vi skulle op til noget dag efter dag. Jeg har brug for afslapningsdage, men det havde vi slet ikke. Vi skulle jo se det hele – Eiffeltårnet, Notre Dame, Triumfbuen osv. OG så skulle vi på festival i søndags for at se Lana Del Rey, som jeg elsker. Mine to veninder ville gerne at vi sad ude foran festivalen klokken 8 om morgenen, så det gjorde vi. Lana gik først på klokken otte om aftenen. I 12 timer sad/stod vi og ventede. Det kunne jeg godt mærke, at det var for meget for mig. Min angst var lidt for voldsom.
Men i hvert fald – vi gjorde det , og det var også en fed oplevelse. Jeg er bare SÅ glad for at være hjemme lige nu. Også selvom der ikke sker noget spændende.
Jeg er langt fra på toppen for tiden. Jeg endte på skadestuen den anden nat, fordi min selvskade var lidt for voldsom. Det er et rigtig dårligt tegn, at min selvskade er blevet værre. Det plejer at være dét, der starter det hele.
Jeg er bange. Bange for hvad jeg kan finde på at gøre. Egentlig ville jeg tage på psyk. modtagelse, men jeg skal flytte i weekenden, så det ville ikke passe så godt. Jeg må vel bare holde ud – og håbe på at det bare er en dårlig periode, selvom jeg virkelig tvivler på det.
Nu er jeg 19, og jeg føler, at det først er nu, jeg skal til at være rigtig  voksen. Som 18-årig havde jeg det lidt sådan, at jeg gerne måtte dumme mig og spørge min mor om råd. Det føler jeg ikke, at jeg kan nu. For nu er jeg 19.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med det her indlæg. Jeg trængte vel bare til at dele mine tanker…

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.