Et lille ord var det, men voksede sig stort inde i hendes hoved. Mor var syg. Det var alt hvad Sofie vidste. Hun var også nogenlunde klar over hvordan. Mors sind var ødelagt, men hun var blevet forklaret at man ikke kunne lave det på samme måde som når mor satte plaster på Sofies knæ når hun havde slået sig.

Sofie kunne godt lide at læse og drømte sig tit ind i de verdener der var inde i bøgerne. Hun elskede billederne og sproget. Nogen gange kunne hun faktisk godt føle sig som en lille prinsesse, når hun virkeligt levede sig ind i det. Den dag Sofie opdagede at mor var syg, skete der også noget andet. Hun fandt en hule i nærheden af hvor de boede i nogle buske, som var blevet efterladt. Det var nok nogle af de store, der havde lavet den tænkte hun. Men hun tog sine eventyr historier med derhen, når det var varmt nok til at sidde ude. Så plejede hun gerne at have kiks og saftevand med.

En dag da hun netop var ude i hulen, fandt hun den smukkeste blomst. Hun tænkte at hvis hun gav den til sin mor, ville hun blive glad igen. Men da Sofie kom ind i gården, så hun at mor og far skændtes og mor græd. Hun kunne ikke lade være at blive lidt mut og tvær, hun forsøgte flere gange at vise sin mor sin flotte blomst, men hendes mor blev bare irriteret: “Vi snakker altså lige” sagde hun. Sofie tænkte om det var fordi mors sind var ødelagt, at hun ikke kunne give Sofie den opmærksomhed hun gerne ville have. Hun følte sig pludselig ensom. Kunne man det? Føle sig helt alene, selvom der var nogen? Hun gik op på sit værelse og legede lidt med hendes dukker, men i virkeligheden ville hun ønske at den dumme følelse i brystet ville gå væk. En tåre irriterede i øjenkrogen, men hun ville ikke græde. Hun begyndte at smide rundt med tingene af raseri. Men mor sov nu vidste hun. Og hendes far sad og drak.

Når Sofie var i skole, gik hun nogen gange på biblioteket. Børnene i skolen drillede hende med det, hun vidste heller ikke rigtigt om det var helt normalt, men hun elskede bøger. Hun følte det som en trøst, når hun læste små digte, og historier.

Hun læste engang et digt, der lød sådan her:

 

Jeg har tændt stjernerne for dig, og læst dit blik.

Jeg har følt din sorg, og mærket dit sprog, som ville du fortælle mig noget.

Men sov trygt, mit barn; Jeg bygger den bro for dig over det vilde hav. Du ville roligt

kunne rejse tværs over de drømme der adskiller dig fra dagens lys.

 

Jeg er med dig hele vejen, så sov du trygt, og drøm for mig vil du;

Om fjerne bakker og livsglade søndage med latter og milde solopgange.

For når du vågner er det søndag, og jeg har siddet og læst dit blik, som fortalte

mere end ord kan fortælle. Dit drømme blik, hvori du hældte af dagens minder.

Det er her jeg vil sige; Godnat lille stjerne, husk at alle stjerner som du har et hjem.

 

Hun vidste ikke rigtigt hvad det betød, men hun elskede ordene og smagte på det som var slik. Og på en måde følte hun at det var hendes mor der talte igennem ordene til hende. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, men hun var bange for døden og tænkte meget på om hendes mor skulle dø. Hun vidste godt, det var nogle underlige tanker at have, eller det troede hun.

En dag i skolen fortalte hun det til en veninde. Veninden som var to år ældre end hende og gik i en af de andre klasser, sagde til hende at hun gerne ville vise hende noget. Og så tog hun det her lille blad frem.

Uden på bladet stod der: DET ER IKKE DIN SKYLD AT MOR ELLER FAR GRÆDER.

Sofie læste bladet igennem. Hun sad længe og stirrede på billeder af andre børn med deres forældre som sad i rundkredse og snakkede.

Det ville Sofie rigtigt gerne prøve. Men hun vidste ikke hvordan. Hun fik dog bladet med hjem, og hun lå længe om aftenen og kiggede i bladet til hun faldt i søvn. Næste morgen, så hendes mor bladet der var faldet ud fra Sofies seng. Det vendte op og ned på mange ting. Om eftermiddagen efter skole kaldte Sofies far og mor på hende. De ville gerne snakke med hende. Hendes mor nussede Sofie i håret og sagde: ” Vi synes du skal med til samtaler, ligesom på billedet her.” Moren viste bladet frem, og Sofie blev så glad.

 

En onsdag tidlig eftermiddag, kom Sofie og hendes forældre ind i et lille lokale. En venlig dame kom hen til dem. Hun smilede og viste dem ind i et rum med nogle stole og et fint billede på væggen af nogle smilende børn. Her blev der snakket og grædt. Denne gang var det mest Sofie som græd og fortalte hvordan hun var bange og følte at hun var skyldig i morens ødelagte sind. Hun var meget flov over at hun troede at hendes mor skulle dø. Men hun fik det sagt.

Moren smilede og sagde: “Sofie min stærke pige: Det er IKKE din skyld, du klarer det så flot. Men jeg lover dig jeg nok skal være dobbelt så stærk for os begge to, og vi kan tale åbent om det til en hver tid”

Sofie blev så lettet. Men da hun kom ud igen og mødte en pige der også var her med hendes forældre, faldt de i snak. Pigen hed Mona, og var på alder med Sofie, som selv lige var blevet 12. Hun sagde: Når mor er ked af det tegner vi sammen og snakker om tingene, vi hører også musik og ser film, eller hvad vi kan finde på af sjove ting. Mange gange letter hele stemningen og det gør det nemmere for os alle sammen at tale åbent om det.”

 

Om Forfatteren

Jeg er en kvinde på 37 år fra Århus, og har meget på hjertet. Jeg er i forvejen spirende forfatter, og har da også min egen hjemmeside med en kombination af poesi og om psykisk lidelse, (Og vejen ud af det) Jeg har selv udgivet lidt digte, hist og pist. Venter stadig på det store "gennembrud" ved forlagene :) Jeg lider af en meget sjælden diagnose/lidelse, ved navn Organisk hallucinose og vil gerne fortælle lidt om det, men også om andre aspekter af livet og selve recovery processen, som jeg selv går igennem nu. Shirlz.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.