Jeg står på toppen af et bjerg og nyder den storslåede udsigt.
Lyset er skarpt i mine øjene og solen prikker på min hud, den varmer mig helt ind i mine knogler.
Jeg kan mærke vinden lege med mit hår, mærke den ae min kind og dufte de mest vidunderlige blomsterdufte som den fører med sig.
Jeg er lykkelig. Glæden bobler i mig, glæden over livet, over at alle mine sanser føler, mærker og ser. Glæden over alle de små ting i livet.
Jeg drejer rundt om mig selv, rundt og rundt og rundt, med armene strukket ud.
Jeg kan tænke krystalklart og jeg er fyldt med energi, jeg griner op til den blå himmel.
Jeg kan mærke jordens hjertebanken slår i takt med mit.
Jeg kan høre hvordan bladene på trærene, langt borte, rasler i glæde med mig.
Det føles fantastisk at stå her og føle mig fri, føle mig let og på toppen af verden.
Jeg kan klare alt. Alt er muligt. Intet kan holde mig tilbage.
Jeg er sikker på at jeg kan flyve. Jeg går hen til kanten og sætter af………

Jeg ligger på siden og krymper mig sammen, prøver at gøre mig så lille som muligt.
Jeg fryser, jeg er kold og føler mig fortabt. Jeg ligger i en lille mørk hul, langt under jorden.
Jeg kan ikke længere høre jordens hjertebanken, men en mumlen, ligesom når man har hovedet under vand i svømmehallen.
Det gør ondt, ondt dybt i mig, en udefinerbar smerte.
Min hjerne er som havregrød, tankerne klister sammen og sidder fast, de kommer ikke videre.
Jeg ligger og vugger mig selv, det føles trygt.
Selv om jeg prøver at rejse mig føles det som om jeg sidder fast i tyk mudder, jeg skal bruge mange kræfter på at bevæge mig og det gør mig træt, ulidelig træt.
Jeg tror at min familie vil have det bedere hvis jeg bare forsvandt i den blå luft, men jeg har ikke kræfter til at gå, jeg er for handlingslammet til at pakke mit tøj og jeg er bange for smerte, så jeg bliver bare liggende her og grædder, mens jeg ønsker at jeg ikke var blevet født………

Mest af alt ønsker jeg, at jeg at finde den gyldne middelvej mellem hypomani og depression, så jeg kan få et tåleligt liv.
For lige så fantastisk hypomanien er, lige så frygtelig er depressionen der kommer lige efter.

Dette er min fortælling om hvordan jeg oplever min bipolar.
Hvis du vil prøve at forstå, kan du tage den bedste dag i dit liv og den værste dag i dit liv og så ganger dem med 10, næsten sådan føleses det.
Det er en brat overgang med fritfald, fra bjerget til hullet.

En kommentar

  1. Jens Peder nicolaisen

    Kære Mus

    Mange tak for en meget smuk beskrivelse af mani og depression. Det er meget tankevækkende, når du skriver:

    “For lige så fantastisk hypomanien er, lige så frygtelig er depressionen der kommer lige efter”.

    Det er som om disse to tilstande hører sammen på en eller måde, og det undrer mig, at det ikke er noget, som man er optaget af i psykiatrien.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.