Jeg er det, de kalder ’velmedicineret’: Jeg tager mine piller som jeg skal, og har ikke haft en full-blown psykose siden jeg startede på Seroquel Prolong. Før jeg fik stillet min skizofrenidiagnose som 21årig, havde jeg været på antidepressiv medicin on/off siden jeg var 12. Man kan vel kalde det fejlmedicinering, da det de depressive symptomer i sig selv var et symptom på noget andet, og jeg har set et hav af forskellige behandlere gennem tiden. Efter intensiv psykiatrisk udredning fik jeg min diagnose, og begyndte i målrettet medicinsk behandling. Erfaringerne med det første præparat husker jeg som én stor pærevælling af bivirkninger: Vægtøgning, svimmelhed, urolighed, ufrivillige bevægelser osv. Men så skiftede jeg til Seroquel, og blev (næsten) fri for bivirkninger. Og så blev alting godt.. Eller gjorde det? Mine behandlere har ofte rost mig for at være ‘velmedicineret’, for at have god sygdomsindsigt og yadda yadda..

Jeg har helt bestemt respekt for medicin, og har heller ikke i sinde at stoppe min egen behandling. Men et liv på piller, er lidt et liv uden følelsesmæssige udsving. Umiddelbart lyder det jo egentlig ganske bekvemmeligt at kunne så godt som slippe for at håndtere følelser af f.eks. sorg og had. Det gør helt også bestemt nogle situationer nemmere, fordi der er lagt en dæmper på følelsesregistret.

Men hvor selvmodsigende det end lyder, så savner jeg at savne ting – og mennesker. Den knugende fornemmelse det kan give, og den gensynsglæde der er, når man så endelig mødes. Jeg savner at kunne glæde mig over succes og gode ting på egne og andres vegne. Og jeg savner faktisk også at kunne blive splitterragende tosset i hoved af vrede.

Det er ikke fordi jeg ikke har det godt. Jeg er egentlig fint tilfreds med mit liv og min situation. Der er måske også en form for tryghed i at gå rundt og være semi-ligeglad. Men når visse repræsentanter for psykiatrien betragter medicin som en genvej til et normalt liv, så vil jeg hævde at de tager grueligt fejl. Jeg bryder mig ikke (for) storladne ytringer, men et såkaldt ”normalt liv”, er altså et liv, der inkluderer følelser – fra de allermest negative til de allermest positive og lykkebetingede.

Min historie er på ingen måde unik. Derfor er jeg også interesseret i at høre andres erfaringer på området. Hvad gør I? – Og kan man overhovedet gøre noget? Skal man stille sig tilfreds eller ej?

Om Forfatteren

Jeg er 24 år, og kommunikationsstuderende ved Syddansk Universitet. Jeg har efterhånden gjort mig en del erfaringer med psykiatrien, da jeg har levet med paranoid skizofreni og atypisk anoreksi i mere end 10 år. Jeg håber at kunne bruge min kommunikationsfaglige uddannelse i en psykiatrisk kontekst.. Ud over at være studerende og psykiatrisk patient, er jeg bl.a. også en habil yoga-entusiast med hang til glimmer og obskur synthesizermusik fra 80'erne.

2 Kommentarer

  1. Grethe Nielsen

    Jeg har også erfaret, hvordan det er at leve i en følelsesmæssig osteklokke. Og det er vigtigt, at man først trapper ned og eventuelt ud af medicinen, når man er klar til det. For mit vedkommende var det to år efter min fødselspsykose, hvor jeg stødt og langsomt havde kæmpet mig frem til et mere og mere velfungerede liv – dog stadig sygemeldt. Før det var jeg trappet ud af Abilify og kommet ned på acceptable doser af Zyprexa og Litium.
    Jeg har skrevet om sidste etape af min udtrapning her: http://outsideren.dk/2014/06/10/paa-vej-ud-af-osteklokken/
    Artiklen er omkring et halvt år gammel. Sidenhen er jeg kommet helt ned på 2,5 mg Zyprexa hver anden dag. Sidst, jeg havde symptomer, var for et år siden, hvor jeg gik for drastisk ned i dosis fra 15 til 10 mg Zyprexa. Så jeg havde tre-fire småparanoide oplevelser på en uge. Derefter er jeg kun gået 2,5 mg ned ad gangen hver tredje måned. Da jeg trappede ud af Litium havde jeg korte perioder med selvskadende tanker efter hver gang, dosis blev sat ned.
    Jeg ved, jeg er sluppet meget billigt mht. både bivirkninger, udtrapningssymptomer og andre symptomer. Jeg tænker, at mange har langt sværere ved at trappe ud, end jeg har haft det. Næste skridt er, at jeg trapper helt ud. Og det er jeg ikke 100 % tryg ved. Men jeg har det bedre, end før jeg blev syg, er tilbage på arbejdsmarkedet, har min søn hver anden weekend, har mine følelser tilbage, er velfungerende på alle planer, så hvad kan gå galt? Alt – jeg kan miste alt det, jeg har nu. Men jeg har fået bearbejdet mine traumer, min indlæggelse, udviklet mig supermeget og alt det der, så jeg står et helt andet sted, end da jeg blev psykotisk. Og det tænker jeg også, er vigtigt, når man vælger at trappe ned eller ud. Hvad har man af mestringsstrategier? Får man passet sin søvn? Har man struktur på sin hverdag? Har man glæde i livet? Fungerer ens liv? Og så videre. Og det er alt sammen noget, man kan kæmpe sig i retning af – med hjælp fra andre – og ud fra ens egen drivkraft og motivation og håb for et bedre liv.
    Held og lykke fremover!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.