“Du ser ikke syg ud?”
Den har vi vist alle hørt før. I hvert fald alle os, der er åbne om vores tilstand.

Der er ingen, der ønsker at fremstå syge. Vi er alle gode til at tale vores problemer ned, bagatellisere vores udfordringer og med et smil afværge dybe samtaler, der skulle tage hul på mere. Vi bærer vores overskudsmasker med højt hoved og løftet hage.

Men når masken bliver en livsstil, hvad sker der så?

Jeg er selv diagnosticeret med depression, angst, OCD og socialfobi. Jeg har først fået diagnoserne nu, midt i tyverne, men jeg er ikke med mig selv i tvivl om, at de har været der så længe jeg kan huske. Undtaget depressionen. Den blev udløst af årelang undertrykkelse af alt det andet.

Jeg har hørt dem en milliard gange.
“Ej, dig, deprimeret? Du er da altid den glade!”, “Ej, du er da altid klar på en joke, du kan ikke være deprimeret!”, “Du har da mange venner, hvordan kan du så have socialfobi?”, osv. osv.

Ja, jeg har altid været et muntert og socialt væsen. Jeg har joket for fuld skrue om alt og intet, og jeg har placeret mig i mangt en vennegruppe her og der.

Men det har altid føltes anstrengt. Det har på en eller anden måde altid vredet sig lidt indeni mig, når jeg skulle møde nye mennesker, deltage i en fest, holde en tale, en tur på festival eller lignende. Jeg har aldrig haft lyst. Jeg vil hellere bare være derhjemme, hvor jeg kan gøre som jeg plejer, uden problemer.

Og skal jeg være ærlig, når jeg så har gjort det alligevel, har det nok været et forsvar, en slags kostume, så de andre ikke kunne se, at den var gal indeni.

Jeg har ikke lyst til at fremstå sygelig og svag.
Det virkede som en langt bedre løsning bare at spille med, og være den HELT modsatte af, hvem jeg var indeni.
Usikker, akavet og lidt af en enspænder? HA! Prøv med overdrevet selvsikker, fremme i skoene og hypersocial!!
Og på den måde formåede jeg i lang tid at passe ind, og have venner og omgangskredse og alt det, som normale unge mennesker jo har.

Men hele tiden var der noget forkert. Jeg havde mange venner, men de var ikke venner. Kun nogle få af dem var, og det var dem jeg kunne tale stort med. Big talks er min ting, og small talk er min største frygt.

Hele dette show jeg fremførte, kunne have titlen “Se mig, jeg er normal!”.

Og det viste sig da også, at da forestillingen var ovre, og virkeligheden ramte, var “vennerne” der ikke længere. I virkeligheden burde jeg have vidst det. De spillede alle bare en rolle i showet, de var i min virkelighed, for at hjælpe mig med at skabe det ‘jeg’, som jeg så gerne ville ses som udadtil. De var statister i mit selvbedrag, og jeg var hovedrolleindehaveren. Stjernen.

Lige siden jeg var lille, har jeg altid været lidt ekstra hurtig i replikken, lidt ekstra flabet og udadtil næsten egoistisk selvsikker. Men i virkeligheden var det jo et forsvar. Tænk hvis de begyndte at stemple mig som en nørd, fordi jeg kunne læse og skrive før de andre, og klarede mig rigtigt godt. Nej, så hellere være lidt rap i replikken og vise dem, at jeg ikke bare er en kedelig taber. Og humor kan alle lide!

Og sådan er det egentlig stadig i dag.

Før du kalder mig tyk, har jeg allerede fyret en joke eller to af, om min “atletiske krop”.
Når du siger “Tag bare en ven med!”, og jeg grinende svarer “HA, HVILKE venner?”, så har jeg vist, at jeg selv har styr på min ensomhed.
Når jeg går ind i et rum, skynder jeg mig at indtage det som den selvsikre, jokende, snakkende, unge kvinde, så alle får det overkudsmættede billede af mig som jeg ønsker.
Før du ser, at jeg er trist indeni, har jeg allerede lavet et slør af fire-fem situationspassende jokes, så du glemmer alt om at se, hvem jeg er.

For den jeg er, er det stik modsatte.
Jeg har altid kæmpet med min vægt, og på trod af mine stride, affejende kommentarer når jeg har hørt for det, så gør det lige ondt, uanset om jeg fik givet en sviner tilbage eller ej.
Jeg er invaliderende ensom, har været det i tre år, og er først nu begyndt at tage hul på det, og forsigtigt skabe et minimalt netværk.
Jeg bryder mig ikke om at træde ind i et rum med mennesker, da jeg ved at de vil se på den der kommer ind gennem døren. Men i stedet for at gå ind med dukket nakke eller flygte, ignorerer jeg koldsved, kvalme, hjertebanken og rødmen, og vader ind med et stort falsk overskudssmil.
Og for hver eneste tåre jeg har grædt, har jeg fyret en joke af, for at distancere mig fra, hvad der foregår i mit indre.

Mange vil nok nu sidde og nikkende genkende disse udfordringer. Og måske virker det ikke så slemt.
Men lad mig fortsætte….

Sagen er den, at jeg ikke længere er mig. Jeg er to personer. Et ydre og et indre jeg. Og de to har intet med hinanden at gøre.

Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg i snart 25 år, har opretholdt en falsk virkelighed omkring mig. Både mit selv og mine omgivelser.
Jeg er blevet fanget i den. Jeg løb ind i en fælde af illusioner og bedrag, og nu er lågen smækket i bag mig.

Der er ikke rigtigt nogen der kender det indre mig. For jeg er ude i at have spillet dette spil i så mange år, at alle er blevet narret.
Så er målet vel opnået? Mission success!

Eller hvad?

Nej. På ingen måde.

Nu lever jeg et liv, der ikke er mit. Det er ikke det gode liv for mig, det er ikke det rigtige liv for mig og det er ikke et sundt liv for mig. Når jeg lever, som den jeg vil have andre til at se, i stedet for den jeg er, så dør lidt mere af det rigtige mig hver dag.

Jeg har haft to psykologer, en psykoterapeut og en sagsbehandler, som alle har påpeget det samme: “Du har det meget værre indeni, end hvad du udstråler udadtil.”
På en måde var det en lettelse at høre, at de havde gennemskuet mig. Samtidig var det noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har hørt.

Tænk, at folk ikke ser MIG.

Jeg står i en situation nu, hvor min facade har sat sig så godt fast, at jeg ikke er sikker på hvodan jeg skal rage den ned igen. Hvordan bliver jeg MIG igen? Dét mig, jeg har indeni, og som så desperat har brug for at blive hørt og draget omsorg for.

Hvem er jeg egentlig?

Og hvis jeg er dette usikre, triste, ødelagte menneske, hvordan pokker hopper jeg så fra falsk jetset attitude over i den helt modsatte grøft på et døgn?

Sandheden er, at det skal jeg jo nok heller ikke. Det er fint at have en form for forsvar, så længe det ikke tager over.
Men mit HAR taget over, og jeg er begyndt at leve et liv, der KUN er et forsvar.

Problemerne kommer, når jeg møder andre. Især andre, der skulle kunne hjælpe mig.
For hvordan skal de nogensinde vide, hvor meget jeg har brug for deres hjælp, når jeg udadtil ligner en, der kunne rive sig løs som selvstændig i morgen, hvis det skulle være?

Dén udfordring står jeg med nu. Nu, hvor jeg har taget en pause fra “Livet”, for at få det bedre inden jeg fortsætter ud ad den samme sti. Nu hvor jeg netop skal til at finde disse mennesker der kan hjælpe mig. Hvordan får jeg så overbevist dem om, at jeg har brug for det? Det kan være svært at tro på, at jeg har det så dårligt, når jeg smiler og giver hånd som et normalt menneske.

Det er vel nøgleordet.
NORMAL.
Det jeg sådan stræbte efter.
Det jeg malede på min facade.
Det, som jeg ikke kan slippe fra igen.
Det som holder mig fanget nu.

I mit forløb er udfordringen nu, at finde mig selv igen. At finde en vej ind til den bløde kerne bag den hårde skal.
Det er ekstremt svært for mig, at skulle være ærlig i mit udtryk. At skulle blotte, at jeg ikke kan alt. Jeg er ikke en superkvinde. Jeg har også problemer. Og dem kan jeg ikke altid løse selv.

Især, når nu forestillingen har kørt i snart 25 år. Det er sandelig lidt af en vane at skulle bryde med.

Jeg håber det lykkes. Jeg har brug for at blive taget seriøst. Jeg har brug for, at de tror på mig.

Der er intet at sige til, at det bliver svært. Jeg har levet hele mit liv op til nu, i et samfund hvor det var godt at være normal. Det er først de seneste år, at vi har valgt at bryde tavsheden om psykisk sygdom. Op til da, har det været skamfuldt, pinligt og forkert. På trods af, at utroligt mange rammes af en eller anden form for psykiske udfordringer i deres liv. Det skulle man helst bare holde for sig selv, og da særligt, hvis man stadig ønskede sine venner, kolleger og families respekt og anseelse. Så går det altså ikke at være syg i hovedet.

Heldigvis er det andre tider nu.

Jeg er meget åben og ærlig omkring min situation. Jeg taler gerne om psykiatrien og hvad jeg laver i den, hvad mine diagnoser går ud på, og spørgsmål besvarer jeg gerne. Ikke at der er så forfærdeligt mange af dem, bevares. Folk er stadig noget forsigtige med at stikke en finger i vejret.

25 år. 25 år alligevel. Og først nu indser jeg, at det hele må vende.
Det er måske en del af at blive voksen. Jeg rammes bare lidt hårdere end alle de NORMALE.

25 år gik jeg og var ikke ærlig overfor mig selv. Nu er den tid slut.

For først da det var for sent indså jeg,
at min facade var blevet mit fundament.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.