Der findes mange forskellige psykiske lidelser. En ting til fælles for dem alle er – manglende forståelse. Både fra omverden, sine nærmeste, men i høj grad også sig selv. At forstå, hvad der foregår, forstå hvorfor, og forstå, at man måske aldrig kommer til at forstå. Lade os søge forståelsen sammen.

 

Jeg er 36 år, men det føles, som om jeg har levet flere ulidelig lange liv, og er endnu en gang født på ny. Allerede da jeg fik mit første angstanfald, omkring jeg var 15 år, anede det mig, at jeg var endt i kviksand. Jeg er først kommet på fast grund for et år siden.

Når jeg kikker tilbage på mit liv, bliver jeg dybt rørt. Ikke på grund af, hvad jeg har været igennem. Men på grund af, at jeg overhovedet kom igennem. Hver gang jeg absolut ikke kunne kæmpe mere, fandt jeg gløden til at give det et sidste forsøg. Hver gang jeg frivilligt lagde mig til at dø, blev jeg bare født på ny. Uanset hvad, så overlevede jeg. Det rører mig lige så meget, som det overrasker.

Andre kalder mig mønsterbryder. Det er jeg også. Hvad der dog er en endnu større ære for mig, er – anderkendelsen for at have brudt mine egne mønstre. At arbejde med mig selv, først og fremmest. At gøre mit syge sind til min styrke. At tage ansvar for at skabe mig selv, i stedet for passivt at acceptere, at jeg er, som jeg nu engang er.

Jeg har skrevet dagbøger siden mine tidlige teenageår. De første mange par dagbøger blev brændt. Det var sort med sort på. Dybe hemmeligheder, smertefulde følelser og grusomme tanker. Under mit vilde ungdomsliv ændrede jeg taktikken, og begyndte at skrive intentionelt. Jeg ville blive en anden, end jeg var. Jeg var endelig ikke parat, men jeg satte klare mål og søgte råd til at opnår dem. Jeg evaluerede og holdt mig selv i ørene. Jeg fik smag på den selvudvikling, jeg senere kunne læse imellem de pessimistiske sider. Jeg ændrede taktikken endnu en gang, og begyndte at køre seriøs selvterapi.

Jeg vil i mine blogindlæg ikke lægge skjul på, hvor umenneskelig hårdt det er, at skulle leve med en sindslidelse. Det er en kamp med mig selv.

Det er ikke et sår. Det er ikke en svulst. Det er ikke et manglende legeme. Det er mig selv – egne tanker og følelser, der former mig som person – som dagligt prøver at ødelægge mig.

Man siger, at det er et fuldtidsjob at være syg. Det er det også. Og det er endnu mere krævende, at holde sig stabil. Man bliver nemlig ikke skånet for livets uretfærdigheder, bare fordi man er sindslidende. Det har man oveni.

Jeg vil heller ikke lægge skjul på min frustration omkring fordomme. Ham, med den veltrænede krop og selvsikre smil, kan i virkeligheden lide af angst. Hende, der har al grund til at være lykkelig sammen med sine børn, kan have lammende depressioner. Hende, der ligner en million, skjuler måske diagnosens dæmoner. Ham, der dagligt styrer et helt firma, skal måske også styre en alvorlig lidelse. Psykiske lidelser har ingen favoritter. Alle samfundslag kan blive ramt.

 Det kræver ikke særlig meget at have det godt. Men det kræver vanvittig meget styrke at have det rigtig skidt, men så overleve alligevel.

Vigtigheden i at turde dele min historie med andre, mærkede jeg, da jeg var i mit første terapeutiske gruppeforløb. Jeg prøvede på bedste vis at formulere, hvor unormalt jeg havde det oppe i mit hoved, og hvor skræmt jeg endelig var af mine egne tanker og følelser. Lige så stille kunne jeg i øjenkrogen se flere og flere nikke i takt. Dér slog det mig – hvor er det dog normalt, at jeg har det så unormalt! Den dag startede min helingsproces for alvor, og åbenhed blev min drivkræft.

Det jeg vil dele med jer, er mit liv med angst. Den lange vej til den rette behandling, og kampen ud af behandlingen. Lettelsen over at få en diagnose, og ulempen ved at have en. Kærlighed/had forhold til medicinen. At søge mening. Kikke tilbage på barndommens traumer, og søge flugt fra smerten. Jeg vil pointere vigtigheden i at lære at græde, og blive ved med det, selv om det gør uhyggelig ondt.

Jeg vil dele min rejse fra den mørkeste mørke, til livet jeg elsker. Ikke fordi jeg er blevet lykkelig. Men, fordi jeg alt om længe ikke er ulykkelig.

Jeg vil blogge om emner, som maniens rus og depressionens onde cirkel. Jeg vil nævne et par detaljerede eksempler på, hvordan jeg i praksis har arbejdet med de terapeutiske udtryk, som “eksponering af angst” og “kognitive diamant”. Jeg vil beskrive, hvordan påstanden “du bliver hvad du tænker”, blev en håndgribelig sandhed i min hverdag. Hvordan jeg arbejdede mig frem til at genvinde kontrol over mine tanker. Jeg vil også give lidt indblik i, hvordan det er at være indlagt, og hvor umenneskelig hårdt det er at komme hjem igen.

Mine indlæg fra barndommens gade bliver mit ultimative opråb om, at trusler og vold skal aldrig på nogen måde og under ingen omstændigheder kunne finde sted. Et opråb om, at omverden må finde mod til at reagere på mistrivsel hos børn og unge. At dysfunktionelle forhold i hjemmet ikke er en ret, bare fordi man har titlen, som mor og far.

Mit opråb har også den pointe, at ”det kunne have været værre” blev en overlevelsesstrategi, der førte mig til ødelæggelse. Det kommer ikke an på, hvad den voksne gør, men hvad der skader barnet.

Alkoholismen alene var nok for mit sind. Der kommer sider så hudløs ærlige, at det næsten kan mærkes på egen krop. Især hos mine nærmeste. Men – hvis jeg overlevede at være i det, så kan I overleve at læse om det.

Sidst, men absolut ikke mindst, vil jeg i mine indlæg dele min respekt til de pårørende. Når sårbar psyke bliver til lidelse, rammer det hele familien. Jeg har stor respekt for de pårørende, der finder en vej til at overleve i det. Men jeg har lige så meget, og måske endda endnu mere respekt for dem, der til sidst samler mod til at sige stop. Jeg vil i hvert fald dele min evige tak til min tidligere partner, for at have taget de rigtige beslutninger og på de helt rigtige tidspunkter. Beslutninger, der gjorde umenneskelig ondt på mig, men reddede hele familien.

Nej, man skal ikke blive sammen, til døden os skiller. Det er urimeligt at forlange, at ens partner skal dø i et destruktivt forhold.

Jeg vil også komme ind på børn som pårørende. Hvordan taler man med sit barn om noget, man selv ikke forstår? Hvordan arbejder man med, at ens egen angst for at miste, ikke smitter af på barnet? Jeg vil dele mine overvejelser, fejl og successer. Jeg vil pointere vigtigheden i at bede om hjælp. At bruge sikkerhedsinstruksen fra flyet, og tage iltmasken på, før man sætter en på sit barn. Uanset, hvor forkert det føles i øjeblikket! Jeg vil også dele smerten, der følger med ordene ”mor er blevet syg, du må bo hos far”. Smerten så enorm, at endda døden føles mindre smertefuld. ”Det kunne have været værre” bliver ikke en overlevelsesstrategi for mit barn. Mønstret stopper ved mig.

 

Ved min åbenhed vil jeg være med til at bryde tabu omkring det syge sind. Når jeg kikker på de mennesker, jeg har mødt igennem mit liv, kan jeg med ære sige – de stærkeste af dem er dem, der er mest sårbare. Det er lige netop ham, der har været på vej ned til togskinnerne. Det er hende, der har snittet sår så dybe, at arrene aldrig vil forsvinde. Det er dem, der i skrivende stund må undvære deres børn. Det er dem, der råber ordene ”jeg kan ikke mere!” De, alle og enhver, har min dybeste respekt og anerkendelse, fordi de formår både at leve livet og overleve helvedet.

4 Kommentarer

  1. Sigurd Lomholt

    Hej Dace. Jeg er dybt berørt af din historie og glæder mig meget til at følge din blog.
    Jeg tror jeg bliver så berørt (jeg er meget følsom og kan ikke lade være med at give udtryk for dem) er fordi din historie minder om min. Men i modsætning til dig har jeg aldrig formået at arbejde så bevist og konstruktivt med min lidelse. Jeg glæder mig som sagt til at følge din blog og du slipper nok ikke for en kommentar eller to.

    Jeg kan se at du bliver et fantastisk talerør for alle os der kæmper i “skyggesiden” og du kan formulere det som er så smertefuldt ved at blive stigmatiseret. Det er også nogle meget relevante emner du vil tage op.
    I forhold til det med fordommene, har du overvejet at tage emner op om de forskellige kontekster som psykisk syge kan befinde sig i? Arbejdsplads, uddannelse, fritid osv. Du har jo selv oplevet at gøre karriere med en lidelse i baglommen. Jeg tror mange kunne bruge nogle erfaringer fra en der har oplevet det.

    Super godt skrevet og stort tillykke med dit udspring som blogger.

    Svar
    • Dace Neimane

      Kære Sigurd
      Tusind tak for, at du tager dig tid til at kommentere. Du har en vigtig detalje jeg vil tage med, af hensyn til fordomme. Det er hermed noteret 🙂

      At du ikke formåede at arbejde så bevidst og målrettet som mig, håber jeg at kunne modbevise en dag. At få en psykisk lidelse, ser jeg som en sorgproces. Fordi det er en krise. Jeg har mistet mig selv, føler jeg, så jeg er i dyb sorg – på lige fod, hvis jeg havde mistet min datter. Og alle skal igennem krisens 4 faser. Ingen slipper fri.

      Da jeg fik min diagnose, røg jeg direkte over i tilpasningsfasen. Jeg havde været syg længe, så endelig gav det hele mening. Lykken varede dog ikke længe, og jeg landede brat i chokfasen. Og dér lå jeg i nogle år. Og i de år, var jeg hverken bevidst eller konstruktiv. Nu kommer der en reaktion. Jeg søger mening og stræber efter at komme over i den afsluttende fase. Men der kan jo ske noget i morgen, der gør, at jeg bliver kastet tilbage i chokfasen – og så er jeg igen, hverken bevidst eller konstruktiv.

      Samme sorgproces kan jeg se ift. min barndom. Måske er du bare i en anden fase end mig lige nu.

      Svar
  2. Sonny Lundahl

    Super godt skrevet og super godt billede!

    Begge dele kan virkelig mærkes – på godt og ondt, jeg kan ikke sige jeg ligefrem glæder mig til at læse mere, men jeg ser frem til det alligevel, hvis du forstår… 😉

    Flot du står frem, jeg tror virkelig du har vigtige ting at bidrage med!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.