Det er mit første indlæg her på bloggen, så det er en smule grænseoverskridende for mig, men jeg håber, at I vil tage godt imod mig. Jeg er lige for tiden indlagt på en psykiatrisk afdeling og har derfor en masse tanker på hjerte, som jeg gerne vil dele ud af. Jeg har fået lidt mere overskud, så jeg vil forsøge mig med en slags personlig beretning og indvie jer i, hvad der foregår inde i hovedet, når man har en psykisk lidelse. Jeg har et ønske om at udbrede viden om, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse og vil gerne være med til at bekæmpe de fordomme og den tavshed samt tabuisering, der er omkring psykiske lidelser. Derfor har jeg valgt at vende vrangen udad og fortælle åbent om, hvordan jeg selv er berørt af psykisk sygdom og hvordan det føles at være syg i sindet.

Jeg har været mange overvejelser igennem i forhold til, hvor meget jeg kan tillade mig at dele ud af mig selv og hvad der bør forblive privat, men mit håb er, at vi kan blive mere åbne over for hinanden og anerkende samt tale om psykisk sygdom på samme måde, som vi kan tale om fysisk sygdom. På den måde kan vi komme tabuiseringen til livs.

Om mig
Jeg vil starte ud med at fortælle lidt om mig selv. Mit navn er Ida, jeg er 20 år gammel og er bosat i Nyborg på Fyn. Til dagligt pendler jeg til Lyngby, hvor studerer på DTU. Jeg har en dejlig familie, gode venner og en fantastisk kæreste og er i det hele taget tilfreds med mine omgivelser. Jeg ser mig selv som et nysgerrigt individ, der nemt fascineres af alverdens sager. Jeg har et utal af forskellige interesser, der vedrører alt lige fra fotografering til min motorcykel. Jeg holder af at fordybe mig, men samtidig inspireres jeg nemt og er ikke bange for at forsøge at føre en idé ud i livet. Jeg har tendens til at søge spænding og prøve at skubbe grænserne en smule. Jeg vil gerne mærke, at jeg lever.

Grundet min psykiske lidelse er jeg på nuværende tidspunkt skrøbelig og sårbar, og som følge af, at jeg pludseligt og ret uventet blev meget deprimeret og ustabil, blev jeg for nogle uger siden indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg stadig er indlagt. Jeg forsøger at arbejde med mig selv, hvilket jeg blandt andet gør ved at skrive. Så nu forsøger jeg mig med et blogindlæg herinde.

Bipolar affektiv lidelse
Jeg lider af bipolar affektiv lidelse (tidligere maniodepressiv sindslidelse). Som navnet antyder, har sygdommen to poler, og sygdommen er således karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i depressiv og manisk retning. Derimellem har man stabile perioder, hvor man i princippet er rask. Som et citat lyder:

Et sind med to poler 1

Det varierer meget fra person til person i hvilken grad og hvordan man er påvirket af sygdommen. De fleste oplever, at depressionerne fylder mest, men nogle oplever, at de er mest maniske.

Under min indlæggelse har jeg brugt lidt tid på at være kreativ. Jeg må indrømme, at jeg aldrig bliver kunstner, men jeg har forsøgt at afbilde bipolar lidelse i farver i tre tegninger navngivet henholdsvis mani, stabilitet og depression. De kan ses nedenfor:

Et sind med to poler 3

Et sind med to poler 4

Et sind med to poler 2

Den første tegning “Mani” afbilder, som navnet antyder, følelsen af at være manisk. Farven rød repræsenterer alt, der er intenst og lidenskabeligt og er ofte forbundet med spænding, energi, passion, lyst, begær, bevægelse, hastighed, styrke, kraft, varme, intensitet, aggression, fare, overvældenhed og ophidselse. Det er alle udtryk, som på den ene eller anden måde kan forbindes med at være manisk, som jeg forklarer lidt om senere i indlægget.

Den anden tegning “Stabilitet” afbilder følelsen af at være i harmoni med sig selv. Grøn er en beroligende og behagelig farve, der for det meste er forbundet med positive påvirkninger såsom sundhed, fred, lykke, fornyelse, vitalitet, energi, håb og sikkerhed. Det er alle ting, som er med til at skabe stabilitet.

Den tredje tegning “Depression” afbilder depressionen. Den blå farve er egentlig på mange måder forbundet med positive påvirkninger, men de negative indebærer netop depression, frygt, koldhed, appetitnedsættelse og passivitet, som man netop kan føle i en depression. Den sorte kerne symboliserer den frygt, sorg, vrede, mørke og i de alvorlige tilfælde også død, som man bliver opslugt af i en depression.

Forløb
Allerede i min tidlige barndom var jeg præget af adfærdsproblemer. Som 8-årig var jeg dagpatient i skolebørnafsnittet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor jeg blev afsluttet med diagnosen adfærds- og emotionel forstyrrelse. Jeg begyndte efterfølgende på en specialskole, hvor jeg gik i 3. og 4. klasse. I de to år udviklede jeg mig meget og fik redskaber til at takle mange af mine vanskeligheder. Jeg afsluttede folkeskolen i 2011, hvorefter jeg startede på en gymnasial uddannelse, hvor jeg i 1.g udviklede en depression, som krævede medicinsk behandling. Jeg blev med støtte fra familie, venner og ikke mindst mine lærere rask igen og fik min studentereksemen i 2014. Efterfølgende tog jeg et sabbatår, hvor jeg udviklede en mani. Jeg kom igen i behandling i psykiatrien, hvor jeg blev diagnosticeret med bipolar lidelse. Det var nærmest en lettelse for mig at få en forklaring på den måde, jeg havde haft det.

Når jeg er manisk
Som tidligere nævnt har en bipolar lidelse to poler, og ud over depressioner optræder der også manier og/eller hypomanier, som er en “mildere” mani. Hvis jeg skal beskrive, hvordan det føles at være manisk, så kan det beskrives som at have en sol indeni. Selvom den bringer glæde, så er den ukontrollérbar og bliver derfor nemt så varm, at jeg brænder mig på den.

En mani er på mange områder en diametral modsætning til en depression. Når jeg er manisk er jeg unaturligt opstemt, og jeg bliver nemt irritabel, hvis der er noget, der ikke forløber, som jeg har forventet. Det er en følelse af rus, der breder sig ud i kroppen, der giver en underlig form for livsglæde og optimisme. Jeg har øget selvværd og selvtillid. Jeg føler mig ekstatisk. Jeg har øget energi og føler en konstant trang til, at der skal ske noget. Jeg ser mange underlige sammenhænge og har en følelse af, at omverdenens tempo er alt for langsomt. Jeg synes søvn er overvurderet og kan uden problemer holde mig kørende på få timers søvn, og der kan også gå dage helt uden. Jeg får en masse idéer, som jeg har lyst til at realisere. Det resulterer i, at jeg kan blive meget produktiv, men fordi jeg let bliver afledt, så er det svært at holde koncentrationen på en ting af gangen. Tankerne raser igennem mig med en hastighed, jeg ikke kan kontrollere, og derfor snakker jeg også mere end jeg plejer. Jeg bliver nemt rastløs, føler mig usamlet og handler af og til uansvarligt og impulsivt, fordi jeg ikke er i stand til at konsekvensberegne. I trafikken kan jeg finde på at trykke lidt for hårdt på speederen og blive ret så aggressiv, hvis folk ifølge mig ikke kan finde ud af at køre bil. Min erfaring siger mig, at man i disse perioder på mange områder kan ”fucke up” i sit liv. For at dulme kaosset indeni drikker jeg alkohol og kan finde på at gå på værtshus uden at kende nogle derinde. I det hele taget har jeg et øget behov for social kontakt, og det kommer mig helt naturligt at starte samtaler med fremmede. Min libido er også øget, så ind i mellem har jeg formået ukritisk at rode mig ud i forhold, som jeg aldrig ville gøre, når jeg er mig selv og rask. Heldigvis har jeg lært af mine fejltagelser, og jeg vil gøre alt for ikke at ende i de situationer igen.

Det kan være svært at vurdere og skelne mellem, om jeg er hypomanisk eller om jeg bare har en god periode. Det er svært at se sig selv udefra og derfor kan det måske være, at jeg ikke er tilbøjelig til at søge hjælp. Konsekvensen af ikke at få dæmpet en hypomani kan dog resultere i, at det eskalerer og bliver til en mere alvorlig mani, der kan have større konsekvenser. Derfor arbejder jeg også med at opfatte faresignalerne tidligt, så jeg kan nå at fange det i opløbet. Når først jeg er blevet manisk, så kan jeg overhovedet ikke se problemet selv, og så bliver det endnu sværere at søge hjælp. Så er jeg meget afhængig af, at det f.eks. er min mor, der tager kontakt til psyk og fortæller, at den er gal. Jeg er ikke til at komme ind til, hvis nogen fortæller mig, at jeg er syg. Derfor er pårørende en essentiel hjælp, når det går for stærkt fordi jeg oftest selv ikke kan se alle faresignalerne samt deres alvorlighed.

Når jeg er deprimeret
Hvis jeg skal beskrive, hvordan det føles at være deprimeret, så føles det som et sort hul indeni mig, som suger alting ud af mig og vokser sig større. Jeg føler, at jeg ikke har kontrol over mit liv og er ude af stand til at kæmpe mig fri. Jeg har en vedvarende følelse af nedtrykthed, har ingen energi, sover meget, spiser mindre og har mistet lysten til det, som normalt interesserer mig. Jeg isolerer mig og har ikke lyst til at tage stilling til noget. Jeg kan også føle en stor uro indeni og blive rastløs, hvilket er ubehageligt, når man ikke har energi til at kæmpe sig ud af følelsen. Nogle gange kan jeg slet ikke føle noget og det skaber en underlig tomhed og en kæmpe frustration over, at jeg ikke ”slår til”. Jeg nedbrydes langsomt og kan ikke fungere i dagligdagen. Det er ubeskriveligt hårdt, når jeg kan se omverdenen fortsætte i sit normale tempo og jeg bare er fastlåst i en følelse af håbløshed. Hvis jeg skal oversætte det billedligt, så føles det som at drukne bortset fra, at jeg kan se alle andre omkring mig trække vejret. Mit selvværd er på sit laveste og jeg har tanker om, at livet er meningsløst og ikke er værd at leve. Jeg føler mig malplaceret i verden og jeg kan fra tid til anden fundere over, hvordan jeg kan begå selvmord. Det skræmmer mig, fordi jeg inderst inde ved, at jeg egentlig ikke har et ønske om at dø. Derimod ønsker jeg at få smerten til at forsvinde.

En udfordring for mig er, at jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har svært ved at gennemskue, hvordan jeg skal omsætte mine følelser til ord, og i afmagt bliver jeg selvdestruktiv. Jeg har indimellem perioder, hvor jeg ikke kan modstå trangen til at selvskade og derfor ender med at skære i mig selv. Jeg gør det til dels fordi jeg forsøger at omsætte den psykiske smerte til en mere håndgribelig fysisk smerte. Men faktisk er en del af årsagen også, at det er en måde, hvorpå jeg visuelt udtrykker et ønske om hjælp. Når jeg har svært ved bede om hjælp ved at sige til, så er selvskade en indirekte måde for mig at indikere, at jeg har brug for hjælp. Jeg er klar over, at det er en uhensigtsmæssig måde at gøre det på, og derfor arbejder jeg også med at lære at opsøge hjælp inden jeg føler behov for at påføre mig selv skade.

Jeg er taknemmelig for, at min familie, venner og kæreste altid er der for mig. Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg havde været uden deres tilstedeværelse. De griber mig, når jeg falder og sørger for, at jeg får den hjælp, jeg har brug for. Dog kan jeg ofte ikke selv se, hvor dårligt jeg har det, og det er typisk andre, der må handle på mine vegne. Da jeg endte i den depression, jeg er i nu, var det min støtteperson på min uddannelse, der hjalp mig med at få hjælp. Han var den eneste, jeg havde fortalt, at jeg havde det dårligt. Derfor var det også meget naturligt, at det var ham, der opfordrede mig til at tage på psykiatrisk skadestue og hjalp mig med at fortælle min familie, hvor slemt det stod til. Jeg kan godt have dårlig samvittighed over, at jeg ikke formåede at udtrykke til min familie, at jeg var ved at blive deprimeret. Da min mor blev klar over, at jeg havde det skidt, støttede hun mig med det samme og kørte mig på psykiatrisk skadestue, hvor jeg derefter blev indlagt. Jeg er derfor evigt taknemmelig for, at personerne omkring mig tog hånd om mig, da jeg havde allermest brug for det.

 

Når jeg er stabil
Heldigvis er jeg det meste af tiden stabil, og det er her jeg skal arbejde med, hvordan jeg håndterer min sygdom. Det er svært, men jeg forsøger at erkende, at sygdommen sætter begrænsninger, som jeg skal tage hensyn til. Jeg skal tage mange forholdsregler for at forebygge sygdomsperioder, og jeg skal forsøge at skabe en god rutine i min dagligdag. Få nok søvn, spise regelmæssigt, nedsætte alkoholforbruget og så videre. En del af den forebyggende behandling af bipolar lidelse indebærer at nedsætte mængden af stress, da det kan udløse nye sygdomsperioder. Det er svært for mig at acceptere, at jeg ikke altid kan formå at yde en optimal indsats eller at jeg har svært ved at overskue ting, som for andre kan virke banale.

Med lidt indsats er det altså muligt at leve et ”normalt” liv. Jeg får stemningsstabiliserende medicin, hvilket dæmper mange af mine symptomer og skaber et godt udgangspunkt for at kunne forblive rask og undgå for store udsving. Dog er den vigtigste hjælp for mig den støtte, jeg får fra dem, der står mig nært. Det er en tryghed at vide, at de forstår mig og kan tage hensyn til mig. I sommers begyndte jeg at studere, og jeg føler, at det er det helt rigtige for mig. Selvom jeg ved, at min lidelse giver mig udfordringer, så har jeg troen på, at jeg godt kan gennemføre min uddannelse. Jeg er derfor taknemmelig for mit intellekt og at jeg har nemt ved at tilegne mig ny viden, for det gør det hele meget nemmere, at jeg ikke skal bruge så meget energi på at forstå det faglige. Det giver mig mere tid til at kunne tage hensyn til mig selv. Endvidere er jeg uendeligt stædig, så det vil jeg bestemt også udnytte.

Det blev et langt indlæg, men mit håb er at formidle, hvordan det er at leve med en bipolar lidelse, så andre kan få en forståelse af, hvordan det påvirker ens liv. Jeg fornemmer også, at der er et tabu omkring psykiske lidelser. Jeg oplever, at folk har berøringsangst og har svært ved at snakke om emnet. Jeg tror, at manglende åbenhed og manglende viden er med til at skabe misforståelser og dermed fordomme. Netop derfor har jeg valgt at dele min historie og give et indblik i, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse. Mange rammes af psykisk sygdom, men man er aldrig alene. Man skal ikke skamme sig over ikke at have det godt og derfor er det samtidig vigtigt, at vi alle bliver bedre til at tale om psykisk sygdom og tage fat i hinanden, hvis vi fornemmer, at der er brug for at få talt sammen.

Til sidst et citat jeg lige for tiden tillægger en stor betydning, fordi det giver mig håb:

Et sind med to poler 5

Om Forfatteren

Jeg er født i 1995 og bosat i Nyborg på Fyn. Til dagligt pendler jeg til Lyngby, hvor jeg studerer på DTU. Jeg er selv berørt af psykisk sygdom, da jeg lider af en bipolar lidelse og derved både har haft depressioner og manier. Jeg har mange tanker omkring det at være psykisk syg, så derfor forsøger jeg mig med at blogge herinde og håber at andre kan finde mine tekster nyttige. Hvis jeg skal beskrive mig selv, er jeg et meget nysgerrigt individ, der nemt fascineres af alverdens sager. Af selvsamme årsag har jeg også et utal af forskellige interesser, der vedrører alt lige fra fotografering til min motorcykel. Jeg holder af at fordybe mig, men samtidig inspireres jeg nemt og er ikke bange for at forsøge at føre en idé ud i livet. Jeg har tendens til at søge spænding og prøve at skubbe grænserne en smule. Jeg vil gerne mærke, at jeg lever.

2 Kommentarer

  1. Jonas

    Mange tak for god læsning – du skriver vildt godt!! Jeg ser mig selv i flere af de situationer som du beskriver. Jeg er 35 år og helt ny med diagnosen, så det var dejligt at få nogle gode fif 🙂

    Svar
    • Ida Nikoline

      Hej Jonas 🙂

      Jeg er glad for, at du synes om mit blogindlæg, samt at du kan genkende dig selv i nogle af de situationer, jeg beskriver. Erkendelse og accept af sygdommen er en vigtig del af at kunne lære at håndtere sygdommen både i det hele taget, men også i dagligdagen. Jeg har erkendt, at jeg har sygdommen, men jeg har stadig store problemer med at acceptere den. Jeg formår ikke at tage hensyn til de begrænsninger, som sygdommen sætter, og det har helt klart været en medvirkende faktor til at jeg nu er blevet syg igen.

      Jeg håber det bedste for dig, og det gør mig utroligt glad, at du kan bruge bare en lille smule af det, jeg skriver.

      Mvh.
      Ida 🙂

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.