Til tider er jeg sårbar. Til tider – meget syg. Til tider er jeg slidstærk og urørlig. Men aldrig – helt rask…

 

Fra sårbar til syg

Jeg er meget påvirkelig af de ydre omstændigheder. Uanset, hvor godt stabiliseret jeg er, er det de ydre rammer, der afgør, om mit sind bliver til et sår. Som en vabel på hælen. Huden er så tynd, at en uheldig gnidning slider hul igennem det ydre lag, og vablen er ikke til at redde. Lige så tyndt er laget til min psyke… Nye sko giver mig altid smertefulde vabler. Får jeg pres på vablen, springer den. Putter jeg plaster på, lindrer jeg smerten fra den trykkende sko. Smider jeg skoene, begynder såret at hele. Tager jeg sko på igen, giver såret sig til kende. Når jeg får gået skoene til, bliver det bedre. Aftryk af vablen ses dog i lang tid. Samme sker med mit sind.

En af udfordringerne ved at have sårbar psyke er, at belastningerne ikke behøver at være særlig store, før jeg bliver syg af det. Der er ikke langt til den sidste dråbe, fordi bægeret er konstant godt fyldt. Alene ændringer i mine rutiner kan give mig voldsomt ubehag. Også de gode ændringer. Drastiske omstillinger påvirker mig dybt. Noget så lykkeligt, som at blive mor endda. Livskriser er min direkte billet til Akutmodtagelsen.

En anden udfordring er, at jeg aldrig ved – bliver det en depression, gensyn med angsten eller en mani, der bliver udslaget af belastningerne? Jeg ved heller aldrig, om ubalancen står til at redde, eller – er det nu, jeg skal gøre mig klar til at ramme bunden? Jeg synes også, at bjerget vokser sig højere og højere, hver gang jeg vil tilbage op på toppen…

Jeg kan ikke mærke den glidende overgang fra, at være ekstremt presset til overfyldt. Det kommer som lyn fra himlen. Midt i en samtale kan hjernen blokere, og jeg kan ikke rumme mere. Og når jeg siger ”ikke mere”, så mener jeg bogstavelig talt – intet. Hverken lyde, berøring eller øjenkontakt. Får jeg ikke mulighed for at afskærme mig eller trække mig tilbage – ordner kroppen det for mig. Kroppen siger fuldstop, og jeg får black out. Vedligeholdelse af stabiliteten og forebyggelse af pres, er derfor et fast punkt på min dagsorden.

 

Den gyldne middelvej

Mit daglige arbejde i at holde mig stabil starter med, at mærke efter forstyrrelser. Ja, jeg kalder dem forstyrrelser, fordi de forstyrrer mig noget så voldsomt i at leve livet. Bare én enkel, automatisk tanke kan starte en kædereaktion i hele kroppen og sprede sig ud i mit sind. Flere gange om dagen går jeg derfor og scanner min hjerne for ændringer i tankemønstre, svingninger i stemningsleje og udsving i mine følelser. Jeg skanner også min krop og mærker efter, om kroppen giver mig signaler om noget, tankerne ikke lige har fanget endnu. Det er faktisk et krævende og forpligtende job i sig selv. Der følger et kæmpe ansvar med, at skulle mærke efter. Et ansvar jeg ikke kan uddelegere, fordi de andre ikke kan se på mig, om – og hvor slemt jeg har det. Og – fordi det kun er mig selv, der kan redde mig fra at komme på afveje.

At kunne sidde med det ansvar, kræver selvindsigt. Det kræver, at man har lært at skelne imellem – hvad er mig og hvad er sygdommen? Har jeg blot almindelige bekymringer, eller er det decideret angst? Er jeg bare glad eller på vej ind i en hypomani? Er det endelig hypomani, eller er jeg allerede blevet dybt manisk? Er jeg bare ked af det eller deprimeret? Måske i blandingstilstanden? Og er jeg overhovedet i en tilstand, hvor jeg reelt kan vurdere, hvad der sker i dette øjeblik?

Når advarselslampen bliver tændt, skal jeg lokalisere årsagen til ændringerne. Hvilke triggere har jeg været ude for? Har jeg været presset? Har jeg ikke overholdt mine rutiner? Været sammen med nogen, jeg endelig ikke ville være sammen med? Sprunget restitutionstiden over? Har jeg været i angstprovokerende situationer? Fået for mange sanseindtryk? Haft ændringer i medicinen? Andet?

Og så skal der handles. Forskellige advarselstegn kræver forskellige handlemetoder. Og – hvor skal jeg endelig hive ressourcerne fra? Skal jeg sige fra på arbejde eller over for familien?

For at gøre det lidt mere indviklet, så er der også faktorer, som på ingen måde er belastende, men bliver det, når man er sårbar. Når forårets skarpe sol endelig bryder frem, bliver jeg som en hund, der er kommet ud af lænken. Bare noget så uskyldigt som forventningsglæde, skubber mig en tand op over det normale stemningsleje. En fantastisk nyhed som ”mor, jeg har lært at cykle”, sætter gang i angstspiralen. Duften af hjemmebagte vafler smider mig tilbage til barndommen, og gør min krop klar til kamp. Alt ryger ind, fordi mit filter er så tyndt.

 

Forståelse og accept

For nogle år siden, var jeg på mellemleder kursus. Underviseren gjorde os opmærksom på, at det mest utaknemlige job var, at have en position som ’midt imellem’. Jeg gav hende et smil og tænkte ”det skal jo heller ikke være kedeligt at gå på arbejde”. Hun viste sig dog at have ret. Jeg havde aldrig prøvet noget mere nedslidende, end at skulle motivere og beskytte medarbejderne, samtidig med at skulle overholde lederens skjulte dagsorden. At være enig i lederens visioner, samtidig med at have medarbejdere, der trodsigt modsiger at gå samme vej. At sidde med alle behovene i hånden, men vide, at det ikke er mig, der på nogen måde har magten til at opfylde dem.

Se – i det virkelige liv er jeg min egen mellemleder. Forskellen er bare – det er ikke en besværlig medarbejder, jeg kan sende videre til lederen. Det er heller ikke en situation, hvor jeg kan fratage mig ansvaret, ved at sige ”det er ikke mig, der sidder med de afgørende beslutninger”. Det er mig selv, der både er besværlig og skal være lederen. Dagligt og på timebasis. Uden optjent ferie eller afspadsering. Jeg er konstant på arbejde!

Alle mine udfordringer og det arbejde, der ligger i at holde mig på den gyldne middelvej – det ligger oppe i mit hoved. Det er ikke en bunke papir på skrivebordet, man langsomt kan se blive ryddet af vejen. Min indsats er usynlig for andre. Det er mine tanker, der gør mig syg; og det er mine tanker, der kan helbrede mig. Så – jeg tænker og tænker, og jeg kæmper med at holde fokus på de helbredende tanker. Til sidst opstår der larm oppe i mit hoved. Det er noget så forstyrrende, at blive afbrudt i denne tankekamp. Jeg må jo ikke miste fokus. Jo mere uro der er omkring mig, desto vildere bliver derfor mine tanker. Til sidst overdøver mine tanker alt andet, og jeg kan høre mig selv tænke.

Og det er her, det halter lidt med forståelsen fra omverden. Forståelsen for, hvor krævende det endelig er, at være psykisk sårbar. Forståelsen for, at man altså godt kan blive syg af det. Og ikke mindst accepten. Accepten af, at det ER lige så slemt, som at være fysisk syg. Og accepten af, at der bliver sagt fra. ”Nu ikke så kedelig”. ”Du kunne måske bare”. ”Vi andre er også presset”… Ja, okay? Jeg synes da også, det er krævende at køre rundt i byen i myldretiden. P.S.: Jeg har ikke kørekort, og jeg har aldrig siddet bag rettet…

 

Sygdomserkendelse

Man kan have nok så meget selvindsigt, men man kommer ikke langt uden sygdomserkendelse. Det er ikke usædvanligt, at det kan knibe lidt med sygdomserkendelsen hos de bipolare. Jeg er ingen undtagelse.

Når jeg er nede i det sorte hul, erkender jeg både lidelsens alvor, og respekterer den indsats, der bliver gjort for mig. Depressioner er direkte livsfarlige for mig, fordi jeg kan blive psykotisk.

Sygdomserkendelsen ryger dog under mine stabile perioder. Set i bakspejlet, så går det galt for mig, efter jeg har været stabil i 1-2 år. Så ser jeg mig selv som fuldstændig rask, og glemmer derfor at passe på mig selv. Jeg dropper mine rutiner, afvænner mig fra at mærke efter og sige fra. Før jeg når at se mig om, lever jeg det fulde liv, som alle de andre. Jeg besøger ikke læge, for hvem gør endelig det, når man er glad og har det godt? Det er her, det kan blive farligt.

Når jeg er manisk, vender bevidstheden om, at jeg alligevel ikke er som alle de andre tilbage. Jeg er godt klar over, at den pirrende tilstand og grænseløse drivkræft er ud over det normale. Problemet er bare – jeg er ligeglad. Fordi jeg elsker mine manier. Når jeg er manisk, synes jeg endda, at lidelsen er en velsignelse. Og det er her, det kan blive rigtig, rigtig farligt. Jeg er ikke til at tale til fornuft. Jeg afviser råd og nægter hjælp. Jeg dyrker min rus. Jeg vil ikke reddes! Ikke fra denne himmelrige. Men jeg slipper aldrig af sted med en mani, uden et styrt ned i det sorte hul…

 

Til tider er jeg opgivende. Til tider – døende. Til tider er jeg helt væk. Men aldrig – færdig med at kæmpe…

 

4 Kommentarer

  1. Mikkel S

    ”Sygdomserkendelsen ryger dog under mine stabile perioder. Set i bakspejlet, så går det galt for mig, efter jeg har været stabil i 1-2 år.”

    Jeg tænker – også som Bipolar type I – at det er noget meget tæt på en sygdomserkendelse, der for mig ryger. Det er forfærdeligt langt ord, men dækker det meget godt: Sygdomsforebyggelseserkendelse. Der er ingen grund til at have sygdomserkendelse, når jeg er rask, men en grund til at erkende, at jeg skal forebygge det. Men hvorfor ryger min sygdomsforebyggelseserkendelse nemt?

    Efter en mani så slæbes man modvilligt igennem en depression. Bagefter er den tætteste sygdomsreference noget depressivt. Man kommer derfra og har til vis en grad glemt manien, da en depression er en voldsom invaliderende og altopslugende størrelse. Man er bare lykkelig over, at en depression ikke varer evigt, og man nu er normal. Det handler om at komme videre og tro på sig selv og egne evner frem for at lade sig begrænse af sygdomspessimismen. Måske der er lidt angst i ny og næ, der minder én om en psykisk lidelse. Men det er dybest set meget langt væk det maniske, hvor problemet var med omvendt fortegn: Anti-angst, frygtløs.

    Når alt virker langt væk fra det maniske, så er det svært at igangsætte en leden efter symptomer på noget, der virker som en fjern fortid. Lad dog vær med at navlepille og dyrke selvindsigten med overbekymrende tolkninger af det og det andet, når der lige pt. intet er galt. Det er den fælde, som man går i. Aldrig at indse, at man som rask person er tvunget til at se sig selv som potentiel syg. Ikke at man skal erkende, at man er syg i en rask fase, men erkende at man selv kan være med til at forebygge flere sygdomsepisoder.

    Svar
    • Dace Neimane

      Det er et rigtig godt, langt ord du hiver frem der. Det rammer bare perfekt! Jeg synes netop, at forebyggelse er det sværeste for mig at udføre i praksis. Hvad skal jeg forebygge? Og hvorfor lige netop nu? Så kan jeg jo gå og forebygge at blive jublende glad, i frygt om at blive manisk af det.
      Jeg forebygger jo heller ikke en influenza…
      En meget spændende infaldsvinkel. Tak for det 🙂

      Svar
  2. Sigurd Lomholt

    Den fase der kommer efter en sygdomsperiode, den stabile periode, eller den neutrale periode, er for mig den mest angstfyldte af de stadier, jeg kan befinde mig på, i min lidelse. Jeg glæder mig over at være sluppet ud af maniens forbandelse (Jeg får den “vrede” mani), eller depressionens apati og mørke. Men angsten for at blive akut syg hænger hele tiden over mit hoved. Og glemmer aldrig i en neutral periode at jeg har været og er syg. Mine nærmeste omgivelser gør heller ikke for det påvirker dem meget når jeg er syg.
    Min sygdomserkendelse fosvinder i stedet når jeg er i mani. Så er det bare alle andre der er nogle idioter. Jeg har mistet mange venner på den konto, og når depressionen melder sig rammer det mig som en hammer at jeg, har opført mig som jeg har.

    Det der blandt andet er interessant i din artikel er, at du kalder den scanning du foretager for “arbejde”, og med det udgangspunkt er meget bevist om, hvad der forstyrre, hvad du skal eller ikke skal.
    Jeg er styret af en retningsløs angst, og selvom jeg har haft den her lidelse siden jeg var ganske ung, er det aldrig lykkedes mig at “målrette” mine neutrale perioder. Jeg er godt klar over at du ikke undgår sygeperioder på den måde, men jeg vil vædde på at du ville have haft mange flere hvis du ikke var så bevist.

    Jeg var på en psykoedukation for et par år siden hvor vi blev introduceret for Stress/Sårbarhedsmodellen. (Kan googles. Har forsøgt at indsætte link.). Dit arbejde, eller det ansvar du tar, minder mig om den. Jeg kunne ikke omsætte den til virkelighed fordi, jeg har det lidt svært ved PowerPoint. Men jeg kan se den omsat til praksis i det du gør, når du lokalisere triggere.
    Jeg har længe været klar over at jeg skal have bedre styr på mine neutrale perioder, fordi jeg ellers lever et liv, hvor jeg aldrig har fred og kan restituere. Jeg har været stabil nu i et halvt år efter 2 1/2 års akut sygdom med mani, indlæggelser, depression og selvmordsforsøg og det er tid til at restituere. Tak for inspirationen til at søge retning i stedet for angst.

    P.s. Du er en sej blogger 🙂

    Svar
    • Dace Neimane

      Du gav mig stof til eftertanke. Det med at være styret af angst i de neutrale perioder.. Måske er det i virkeligheden det, der sker for mig. Måske er det bare en forsvarsmekanisme, at jeg ser mig selv som rask, fordi frygten for at blive syg igen ikke er til at håndtere. Måske er jeg mere angst i de perioder end jeg er bevidst om, fordi angsten bliver retningsløs. Den må jeg lige tygge lidt på..

      Ja, man kunne godt relatere det til stress/sårbarheds modellen. Hvad jeg endnu bedre kan lide, er vægten med ressourcer og krav. Det man ofte glemmer er, at der både er indre og ydre ressourcer, samt indre og ydre krav. Og det er virkelig noget jeg øver mig på at holde balance i.
      Når der f.eks. bliver stillet krav om, at jeg skal være alenemor, så kan jeg ikke samtidig kræve af mig selv, at jeg også skal være en flot, kreativ og aktiv alenemor – hvis ikke der både er de indre og de ydre ressourcer til at holde vægten lige. De fire ting påvirker hinanden, og de skal alle fire findes plads til på vægten. Og mine “scanninger” er mit målestok.

      Det med at restituere, så har jeg fundet ud af, at jeg skal holde pauser før jeg får brug for dem. På den måde når jeg reelt at koble af, og kroppen får pusterum. Ellers går pauserne med at behandle symptomerne – og så kører jeg bare på underskud non stop.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.