Når jeg tænker over den reaktion, jeg igennem årene har fået via min åbenhed, er der noget, der undrer mig. De fleste kender til depression. Det er legitimt at være sygemeldt, og folk har endda forståelse for, at man kan være nødt til at blive indlagt. Jeg får tid og ro til at komme mig, og slipper for en masse opgaver.

Nævner jeg en bipolar diagnose, bliver der stille rundt om bordet. Jeg bliver hurtigt gjort mere syg end jeg endelig er. Jeg føler, at der bliver holdt øje med mig, og jeg er til eksamen i at være menneske. Og angsten… Det er som om den ikke rigtig eksisterer, andet end en sund mekanisme? Men, hvis jeg skal sætte det op mod hinanden, så er min angst mere way out, end min diagnose.

Det er forudsigeligt, hvad der gør mig deprimeret. Der er et klart mønster i det – både i, hvordan mine depressioner former sig, og hvordan jeg kan komme ud af dem. Mine svingninger mellem depressiv og manisk, kan jeg efterhånden også se det logiske i. Jeg kan stabiliseres medicinsk og jeg kan forebygge en stor del, ved hjælp af mine mestringsstrategier. Men angsten…

Angsten er irrationel. Angsten er ekspert i at camouflere sig, og skyder skarpt, når jeg mindst venter det. Angsten kommer, når jeg er lykkelig; og den kommer, når jeg er ked af det.

Når angsten først har sat sine spor i min krop, kan jeg arbejde nok så meget med mine tanker. Kroppen glemmer aldrig!

Allerværst af alt, angsten spreder sig og skifter form. Og jeg står tilbage og tænker –  Seriøst? Hvorfor nu? Hvorfor igen? Jeg troede lige… Det er aldrig lykkedes mig at medicinere mig ud af angsten. Jeg har prøvet at ignorere den, og har knoklet med accepten. Jeg har arbejdet kognitivt, og jeg har eksponeret. Denne kamp ser jeg ikke til at kunne komme helskindet igennem.

1-0

Jeg ved ikke, om jeg er født sårbar, eller om jeg blev det. Min storesøster beskriver mig ikke som et ængsteligt barn. Hun fortæller dog, at jeg ofte beklagede mig over at have det skidt. Selv mindes jeg de tidlige teenageår, som værende særlig slemme. Jeg husker især smerter i maven, og at jeg jævnligt kastede op. Inden udgangen af 9. klasse, havde jeg været indlagt på mave-tarm afdelingen to gange. De kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede.

Og så var der anfaldene. Mit første angstanfald var så voldsomt, at ambulancen blev tilkaldt. Det var dagen, hvor min barnehjerne ikke kunne rumme flere dødstrusler. Jeg husker ikke, om jeg besvimede. Jeg husker bare, at jeg var sikker på, jeg skulle dø. Jeg gik i kramper. Min venstre arm var lammet og fingrene bøjede op ad. Jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne ikke formulere mig og havde synsforstyrrelser.

Endnu en gang, var der ikke noget fysisk at finde. Lægen omtalte det som dårlige nerver, og udskrev beroligende til mig. Min mor kaldte det hysteri, og gav mig aldrig de udskrevne piller. Jeg hæftede mig ved lægens ord om, at det ikke var livsfarligt for mig, og lærte at komme ubekymret igennem anfaldene.

Med tiden kunne jeg mærke optakten, og jeg kunne kontrollere en del med vejrtrækningen. Det var først, da jeg kom til skolepsykolog i gymnasium, at der var nogen, der satte ord på, hvad der endelig skete med mig. Jeg var bare ikke parat til at lytte. Det gjorde for ondt at se alvoren i det, så jeg droppede ham hurtigt.

De fysiske symptomer aftog sig stille og roligt, efter jeg flyttede hjemmefra. Jeg nåede at få to gode år og fik sat skub i de store fremtidsplaner.

2-0

Selvsikker og glad mødte jeg op på min første studiedag. Jeg kan stadig huske følelsen af, at være høj af lykke den dag. Dér sad jeg – i udlandet, og skulle tage en uddannelse på et fremmed sprog – hvor sejt var det lige?

Midt i stoltheden blev jeg pludselig dårlig. Jeg følte jeg blev kvalt, og at jeg skulle kaste op. Alt blev sløret og jeg rystede. Jo mere jeg prøvede at skjule det, jo værre fik jeg det.

Jeg var overbevist om, at alle kunne se det på mig. Det tog et split sekund, og jeg blev overvældet med alle de nedværdigende tanker, de andre måtte have om mig. Jeg måtte væk, før jeg faldt om.

Jeg tolkede det som en en-dags affære, og mødte flittigt op dagen efter. Angsten kom, så snart jeg trådte ind på seminariet. Hver evige eneste dag… Jeg var for pligtopfyldende til at pjække, så jeg bed det bare i mig. Jeg var i et trygt forhold, hvor jeg blev fyldt med kærlighed og anerkendelse, og det kompenserede for mine sociale vanskeligheder på studiet.

Der var ingen af mine studiekammerater, der spurgte, om jeg var okay. Det var et godt tegn, tænkte jeg –  så kunne de ikke se på mig, at jeg havde det ad helvedes til.

Jeg holdt mig for mig selv, så jeg kunne passe mine symptomer i skjul. Jeg talte ikke, med mindre jeg blev spurgt om noget. Jeg var hverken med til frokost eller på rusturen. Jeg var usynlig. Indtil den dag, hvor jeg skulle lave min første fremlæggelse…

Jeg var godt forberedt. Jeg havde faktisk glædet mig, fordi det var min chance for at vise, at den stille mus var knald dygtig og faglig stærk. Jeg nåede halvvejs i den første sætning, og klappen gik ned…

Udover at være fysisk dårlig, blev jeg ramt af uvirkelighedsfølelse. Alle de øjne, der kun stirrede på mig. Hvor var jeg henne? Hvad skulle jeg?

Jeg prøvede at formulere nogle ord fra mine papir, men kunne godt høre, at det ikke var dansk, der kom ud af min mund. Jeg løb ud af klassen og låste mig ude på toilettet. Jeg græd, så snottet sprøjtede. Det var simpelthen så pinligt, at jeg ville dø! Jeg forstod ikke, hvad det var, der skete med mig. Hvorfor reagerede min krop så voldsomt? Og hvad var det endelig kroppen reagerede på? Jeg var jo ikke i fare!?

Mit mislykkedes forsøg på at vise, hvor dygtig jeg var, blev starten på, at jeg følte mig direkte mobbet. Vores studietur blev dråben, og jeg brød sammen på rektorens kontor. Jeg var ikke i stand til at gennemføre uddannelsen, måtte jeg erkende. Rektoren overtalte mig til at tage sygeorlov, og give det en chance til. Det hjalp at få det på afstand. Jeg kom i terapi og fik arbejdet med tankerne.

Psykologen beskrev angsten som min ven, og forklarede logikken i dette for mig meget anstrængende venskab. Jeg skulle lære at passe på mig selv og sige fra.

Da jeg vendte tilbage i en ny klasse, var jeg godt rustet, og fik afsluttet mit studie, stort set uden problemer. At kroppen skabte sig åndsvag i ny og næ, havde jeg lært at acceptere. Så længe jeg vidste, at jeg reelt ikke var i fare, blev jeg i angsten.

2-1

De næste fire år mærkede jeg ikke særlig meget til angsten. Det var faktisk kun, når jeg talte om barndommen, at min krop reagerede. Jeg havde godt gang i karrieren, havde en guldklump i maven og følte, at jeg alt om længe havde styr på det hele.

Det havde jeg også. Indtil vi reelt sad med datteren i hånden.

Jeg var så lykkelig, at det skræmte mig. Pludselig havde jeg alt at miste. De naturlige, overvældende følelser alle de nybagte forældre får, blev langsomt erstattet med dødsangst.

Jeg var bange for at dø fra hende, mens hun var så lille, og vil ikke kunne huske mig. Og jeg var hysterisk bange for at miste hende! Alt, hvad der kunne indikere livsfare, blev registreret i min hjerne. Bare min datter fik feber, blev jeg handlingslammet. Det var hovedsageligt min partner, der tog sig af hende, når hun var syg – fordi jeg forsvandt ind i en osteklokke. Jeg kom først til mig selv, når hun igen var blevet rask.

At skulle genoptage job efter barsel, var det rene tortur for mig. En dag, på vej i vuggestuen, blev jeg ramt af angst på en måde, jeg ikke havde prøvet det før. Det var ikke længere bare en bekymring om, hvorvidt der kunne være sket datteren noget. Jeg så hele scenariet om ulykken for mig. Jeg hørte pædagogen sige de tunge ord… Jeg følte mig helt magtesløs!

I øjeblikket vidste jeg ikke, hvad der var værst – frygten for at miste min datter, eller angstens magt til at skabe så stor en frygt?

Det var som om, at min hjerne holdt fast i, at der SKAL ske en tragedie, at jeg absolut SKAL være bange, at jeg bare SKAL være ulykkelig! Hjernen fandt en tanke, som kørte sin automatiske rute. Når jeg formåede at komme ud af tanken, kom der en bagtanke, som fortsatte ruten. Når tanken blev afkræftet, så fandt hjernen bare en ny tanke og tog samme tur igen.

Mine katastrofetanker var så autentiske, at jeg blev inderligt ked af det, grad og rystede.

2-2

De næstkommende år var tanker om døden der konstant. I de år var jeg mentalt ikke til stede i livet.

De forskellige scenarier af, hvordan og hvornår en af os tre vil dø, var efterhånden en dagligdag for mig.

Det stressede mig, at jeg ikke havde taget stilling til, hvad jeg endelig selv troede på, døden var for noget. Jeg hold stædigt fast i, at jeg ikke ville dø. Men min stædighed fastholdt mig i tanken om, at det måtte være skræmmende at dø. Og frygten for selve døden forstærkede min benægtelse af, at døden alligevel var uundgåelig.

Vi gik fra hinanden. Det gik meget godt i noget tid. Jeg var overbevist om, at jeg havde lavet en fælde for angsten. Jeg var endelig nået frem til accepten af, at vi alle vil dø en dag. Jeg havde sat mig ind i alt omkring døden, og havde taget stilling til min egen begravelse. Jeg havde lavet en mindebog til min datter, og skrevet et sidste brev til hendes far.

Jeg var sådan set parat til at dø, hvis det skulle være. Jeg følte endda, at jeg fik rigtig meget ud af livet, fordi jeg levede efter princippet ”Live like there is no tomorrow”.

Det skal man så åbenbart ikke gøre, når man lider af angst. En skønne dag blev mottoet til ”There IS no tomorrow”…

Angsten vendte tilbage, og stærkere end nogen sinde før. Nu var det ikke længere kun tanker, nu var det en mavefornemmelse – det bliver i dag, en af os dør. Jeg havde dage, hvor jeg ikke havde tid til at leve livet, fordi jeg skulle forberede mig på døden. Dage, hvor jeg simpelthen ikke kom ud af døren. De rationelle tanker på de dage var magtesløse. Jeg følte bare, at hvis jeg kunne forudse, forhindre eller forberede mig – så kunne jeg redde mig selv og mine nærmeste.

Knockout

I og med vi ikke længere var sammen dagligt, udviklede jeg et kæmpe kontrolbehov. Når datteren var hos faderen, hang jeg i telefonen i tide og utide. Jeg skulle lige høre deres stemme. Jeg skulle lige sikre mig, at de vidste, jeg elskede dem. Jeg skulle lige høre, at de var kommet godt frem i trafikken. Jeg skulle lige …

De dage datteren var hos mig, hang jeg lige så tit i røret. Jeg kunne ikke længere klare mig igennem et hvepsestik eller opkast uden et anfald. Den ene gang måtte han gå fra undervisningen, for at samle os begge op.

I omsorg for mig var han der til at støtte mig dag og nat. Det gav mig tryghed. Og det gav angsten fuld kontrol …

Det var pludselig ikke kun død, der kunne slå mig ud. Der var en masse fremtidlige bekymringer, vi lige skulle sikre os imod. Ja, – ”vi”. Jeg var godt i gang med at overføre min angst på ham.

En dag ringede jeg ham grædende op. Jeg havde hørt om flere, der havde fået angst på grund af stoffer. Hvis nu datteren havde arvet min sårbarhed, måtte vi opdrage hende til at tage afstand fra den slags. Jeg havde sat mig ind i det, og hun skulle ikke så meget som ryge hash. Jeg havde allerede en holdning til, hvilke kammeratskaber vi skulle holde øje med.

Manden vidste ikke, om han skulle grine eller græde. ”Hun er kun 5 år” sagde han forundret…

Dér stod det klokkeklart for mig – angst var ikke bare en naturlig følelse. Og angst var på ingen måde min ven! Angst for mig var en lidelse. Invaliderende for alle parter.

Men selv med den bevidsthed i baghovedet, kunne jeg ikke vinde denne kamp. Jeg var slået ned, og jeg kunne ikke komme op. Jeg kunne ikke komme op! Jeg var færdig. Jeg var livløs. Og det var jeg i et år endnu …

4 Kommentarer

  1. jens peder nicolaisen

    Kære Dace Neimane
    Jeg skal ellers lige love for, at dit indlæg gør et stort indtryk, både fordi det er godt skrevet, men også på grund af de forfærdelige rædsler du beskriver meget realistisk. At en psykolog kan foreslå at se angsten som en ven, kan forekomme ganske langt fra virkeligheden, og kan kun være udslag af en teoretisk baggrund, hvor man ikke skelner mellem neurotisk angst/panikangst og traumatisk angst/generaliseret angst.
    Jeg tror, det er altafgørende at forstå forskellen på disse angstformer.
    Jeg har forsøgt at beskrive min egen erfaring med angst her i Outsideren, og hvad jeg har gjort for at komme af med specielt den frygtelige neurotiske angst, som jeg tror er noget af det værste man kan blive udsat for.
    Jeg ønsker dig alt godt, og håber du kan få noget bedre hjælp og støtte i fremtiden.

    Venlig hilsen
    Jens Peder Nicolaisen

    Svar
    • Dace Neimane

      Kære Jens Peder, tak for dit svar. Jeg fandt dig på Outsideren, og vil helt klart tage mig tid til at læse dine indlæg.

      Ja, det må være meget teoretisk. Og for mig at se, er det venskabelige syn på angsten nødvendig, for at kunne nå frem til accepten. Fordi uden accepten, kan jeg ikke rykke mig.
      I nogle sammenhænge kan jeg da også godt se, at angsten er min ven. Jeg har lært, at følelser ikke må undertrykkes – og lige præcis denne lærdom ville jeg ikke være foruden! Jeg er aldrig endt i et voldeligt eller dominerende forhold, fordi min krop fortæller mig, hvor grænsen til det uacceptable går. Jeg husker at vise min kærlighed og handle i stedet for drømme – fordi måske når jeg det ikke i morgen.
      Men længere kan jeg desværre ikke komme med denne teori..

      Jeg ved endelig ikke, hvor langt jeg er i processen. Der er sket en gevaldig udvikling, efter jeg begyndte at gøre det modsatte af, hvad angsten bad mig om. Jeg tror endelig jeg har knækket koden til kontrol. Men altså.. Det har jeg jo troet før.

      Jeg vil i fremtiden skrive mere om angst.
      Venlig hilsen, Dace

      Svar
  2. Sigurd Lomholt

    Hej Dace.
    Det slår mig hver gang hvor præcist du kan sætte ord på dilemmaer, processer og udfordringer ved at være psykisk syg.
    Ligesom dig, er der mange hos hvem, en bipolar diagnose følges ad med angst. Også for mig.
    Det er ikke det dit indlæg primært handler om, men i forhold til omgivelsernes reaktion på angst/bip. oplever jeg det som, da man i firserne reagerede med stilhed på depression. Det gør mig meget optimistisk for at, tabuet overvindes i en eller anden grad, i en ikke så fjern fremtid. Du gør en stor indsats i den retning med denne blog.
    Men som du også selv oplever da, du får at vide at du har dårlige nerver og din mor ikke vil give dig de piller, som muligvis ville have hjulpet dig, tager det mere end en generation at flytte forædlede holdninger.

    Hele din livshistorie, din tidlige ungdom (du er self. stadig ung) beskriver hvordan angsten, har haft indflydelse på alle dine vigtige livsbegivenheder og jeg kan ikke lade være med, at tænke på hvad den rette indsats allerede som barn, kunne have betydet for din fremtid.

    Det er heldigvis ikke kun tabuer der brydes. Det er også gamle behandlingsmetoder og mønstre. Min datter lider, som jeg, af angst og er heldig at leve i en tid hvor, der er stor fokus på børn og angst. Hun har i gennem efteråret og vinteren deltaget i et forskningsprojekt der hedder “Cool Kids”. Kort fortalt har behandlingen foregået via pc, med oplysningsvideoer og spørgeskemaer, samt en ugentlig samtale med en psykolog. Jeg er meget spændt på hvad udfaldet af forskningen bliver. Virker det er der ingen tvivl om at man vil kunne hjælpe mange flere børn i fremtiden end tilfældet er i dag, da det ikke er så ressource tungt. Tænk hvis der var blevet taget fat i os så tidligt på, en måde der appellerede til børn.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på om den sociale angst min datter lider af er grundlagt af min egen angst. Du er også inde på det. Bliver vi født med angst, er det fordi vi er særligt sårbare, eller er det de på virkninger vi udsættes for. Det ville undre mig meget hvis ikke, min datter er blevet påvirket at min angst. Jeg lider af generaliseret angst og har i perioder haft angst for stort set alt. Jeg har ikke kunnet undertrykke det og mine børn har, oplevet mig meget angst og hørt hvad jeg var angst for.

    For mig er det naturligvis vigtigt at få styr på min angst for min egen skyld. Men allermest for min datters og mine andre børns skyld.
    Så de kan udvikle en naturlig frygt for død/fare/ubehag………..og ikke angst.

    Jeg mener at vores kamp mod vores angst starter med- og motiveres af børn.

    Kærlig hilsen Sigurd

    P.s. Jeg er glad for din blog.

    Svar
    • Dace Neimane

      Kære Sigurd. Beklager mit sene svar! Jeg værdsætter rigtig meget dine kommentarer. De er så konstruktive og reflekterende. Tak for det!

      Jeg bliver varm i hjertet over, at der er så stor fokus på sårbare børn og unge nu til dags. Har været inde at læse om Cool Kids, som du nævner. Wow! Det lyder virkelig gennemtænkt og brugbart.
      Nu mangler vi “bare” at bryde tavsheden i dagligdagen. Jeg håber vi når dertil, hvor man kender en, som kender en, som … – så vi kan udskifte frygten for fordomme med åbenhed, som en selvfølge.

      Og det er netop en fordel vores børn (dine og mit) har – at de vokser op med åbenhed. De behøver ikke at fortie os, at de mærker/tænker noget usædvanligt. De behøver ikke at ofre flere år, før accepten kommer. Vi har brolagt vejen for dem, og står klar med forståelse og indsats. Det var en mangel, da vi voksede op.

      Af hensyn til, om din angst er smittet af på din datter… Kender du det med sårbarhedsfaktorer -> belastningsfaktorer -> beskyttende faktorer? Det giver et godt billede af, hvorfor nogle er mere sårbare overfor udvikling af psykisk lidelse end andre. Og jeg er overbevist om, at personligheden – som også bliver nævnt som en sårbarhedsfaktor – spiller en stor rolle. Jeg kan i hvert fald se det ret så tydeligt, i forhold til mig og mine søskende. Det jeg vil sige er, at det er en kombination af faktorer.

      Ønsker dig en angstfri dag.

      Hilsen, Dace

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.