Jeg er den dårlige patient. Et eksempel, der ikke bør efterfølges. For jeg vil ikke zombificeres af antipsykotika eller køres over af det tonstunge psykiatri system. Diagnosen har længe været klar, og jeg har fornemmet at forventningen er, at jeg forholdsvis hurtig og stille bør acceptere, at det er sådan, det er for mig. Men jeg er bare født som den irriterende type, som slår sig i tøjret ved at få sat et entydigt mærkat på. Den non kompliante type.  Den ingen psykiater med respekt for sig selv tør indrømme, at de forstår. Men på trods af alle mine krumspring og svinkærinder i forhold til medicin og diagnose, er jeg ærlig og direkte om mine uartigheder. På et eller andet tidspunkt i hvert fald. Og i hvert fald inden der er gået år med løgn og skuespil. Et sted ved jeg jo godt, at jeg spænder ben for min egen stabilitet. Hvis en sådan findes? Jeg har haft brug for at føle mig sygdomsfri, og det er altså unægtelig svært at bilde sig selv ind, at min hjerne er fri for hæklefejl når hånden er fuld af piller hver dag. I psykiatrien siger de, at jeg kæmper en hård kamp, hvis jeg tror, at jeg kan bekæmpe diagnosen og alt hvad den fører med sig. Men jeg kan ikke lade være med at kæmpe. Kampen er, ja nærmest bare kampen for kampens skyld, ret ofte det eneste, som jeg føler, at jeg har tilbage, som giver en form for mening i mit liv. En ulige kamp for en slags retfærdighed. Selvom jeg har en diagnose og ja indrømmet har mine sære øjeblikke, så har jeg lov til at kæmpe for min egen overbevisning og insistere på, at jeg ikke er metervare og fordi der findes et behandlingsregime, så er det ikke det samme som, at jeg vil have gavn af netop det. I det mindste kunne der måske blive lyttet, før oprøret i mig har taget over og jeg har kastet pillerne over højre skulder.

Forleden kunne jeg mærke, at nu havde jeg været den dårlige patient så længe, at mit sandhedsbarometer stod på: “Ud med sproget”. Med ærlighed kommer man jo længst siges det. Ja, hvis det er at komme længst ind på den lukkede, er det rigtigt nok.  Jeg blev nemlig konfronteret med de mindre gode konsekvenser af kombinationen af ulydig patient og ærlighed; en slet skjult advarsel fra overlægen om, at tvangsindlæggelse ikke var andet end en omgang formalia væk. Depressionens stemme havde overtaget taletiden i mine hjerne ifølge overlægen og kompagnon, eller også var min nedtrykte sindstilstand et naturligt udtryk for pres på de grundlæggende ting i mit liv såsom bolig og afklaring af fremtid i kommunens vold de sidste par måneder. Ville mange andre mennesker ikke reagere på det også? Det tænker jeg er sandsynligt. Måske er det stadig depressionens stemme, der har magten i min hjerne, når jeg skriver det? I hvert fald har jeg ikke lyst til at sige så meget til overlægen mere, for p.g.a. min diagnose kan alt tilsyneladende tolkes sygeligt, og min paranoia forbyder mig at give modparten flere skyts for nuværende. Og munden er lukket.

På trods af, at min hjerne er overmandet af depressionens sorte slim indimellem i denne tid, insisterer min indre tromme af ild på, at selvom jeg er en del af systemet, så er jeg også mig med mine egne meninger og at jeg skal behandles som en ligeværdig af andre uagtet deres titel, og ikke som et uartigt barn der ikke har taget de rigtige piller i dåsen. Hvis det gør mig til den dårlige patient, så er det ikke noget, som får mig til at bøje hovedet. Jeg vil blive ved med at kæmpe.

 

Privatfoto taget af Ulven

4 Kommentarer

  1. Signe Bischoff

    Tak for din tekst, jeg har også holdt fast i ingen medicin og er også blevet bevidst om, hvordan ord kan tolkes.
    Godt at læse din tekst og godt at erfare, at du har det som mig.
    Opløftende at du skriver, som du gør, vi er nok mange, som har det som dig. Super hvad du sætter i gang med din tekst.

    Svar
    • Malene West

      Tak for din kommentar. Det glæder mig at høre, at jeg har ramt noget med min tekst og at du og måske også andre kan bruge det til ikke at føle de er de eneste “uartige” 🙂

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.