Northern listening.

Jeg hedder Natacha.

Jeg skriver under navnet Ægirsdottir, fordi det er det navn, jeg generelt bruger, når jeg gerne vil sige noget. Ikke for at gemme mig bag det, ikke fordi jeg ikke tør sige ting, med mit eget navn, men Ægirsdottir, er navnet, jeg har givet mig selv. Det er mit kreative fristed. Mit helle. Ægir er en kæmpestor jætte fra den nordiske mytologi. Sammen med sin kone Rán, hersker han over havet og holder store gilder for guderne. Trods han er en jætte, regnes han til gudekredsen blandt aser og vaner. Han har 9 døtre, hvis navne alle er forskellige synonymer for bølger. I hele det billede, som tilhører Ægir og hans familie, finder jeg styrke. De er ikke de rareste eller smukkeste. De er alle jættestore og Rán holder sit eget dødsrige på havets bund. Havet er i det hele taget noget mystisk og farligt og uforståeligt, som vi ofte bruger til at beskrive blandt andet vores følelsesliv. Ægir og hans æt er personificeringen af alt dét, der hører sig til havet. Og trods de er sådan lidt anderledes, derhjemme hos Ægir, så er de en familie. De er et hjem. Og de er respekterede af de andre guder, jætter og væsener, som dem de er. De får ikke at vide, at deres anderledeshed – deres dysterhed – er upassende eller usmagelig.

Det har jeg til gengæld ofte fået at vide. Direkte som indirekte. Helt fra jeg var lille. Der var ikke plads til min anderledeshed, til min sårbarhed, til mine spørgsmål, til de ting jeg godt kunne lide, til de ting jeg ikke kunne lide og til alle de ting, der var med til, at definere mig som person. Der var ikke plads til det i mit hjem og min familie. Der var ikke plads til det i de institutioner og skoler jeg gik i, hverken blandt mine jævnaldrende, ældre børn eller de voksne og de fleste steder, jeg er kommet på min vej gennem livet, har det ikke rigtig været plads til det.

Jeg tror ikke, det er af ond vilje, folk ikke har kunne rumme det. Jeg forstår, at visse ting er så ubehagelige, at de sætter gang i noget indeni os selv, vi helst vil undgå, for enhver pris. Så jeg lægger den dag i dag ikke nogen til last for, at de ikke ville eller ikke kunne håndtere det. Men jeg ærgrer mig – ikke så meget på egne veje, jeg har sluttet fred med meget, efterhånden – men jeg ærgrer mig på vegne af de børn og unge, der igennem alle tider vil møde en tilsvarende modstand. Måske ikke helt i samme form, for samfundet HAR udviklet sig, siden jeg var barn og familier og mennesker ER forskellige – men der vil altid være et tabu knyttet til de ting, der er svære. Og jeg ærgrer mig på vegne af de pårørende, både voksne og børn, der gerne vil gøre noget, men ikke ved hvordan. Som er nødt til at vælge at tage afstand, fordi det simpelthen er FOR svært. Jeg forstår dem godt.

Når alt kommer til alt, passer det jo egentligt også de andre guder meget godt, at Ægir og Rán og de 9 døtre, holder sig nede på havets bund, det meste af tiden. Det er ikke fordi de ikke kan lide dem, for det kan de og de har respekt for dem, som de har for de andre – men nogle ting gør så stort et indtryk på os, at det er svært at håndtere i andet end små doser. Vi vil gerne involvere os mere, men som med Rán, ved man aldrig, hvornår man kommer på for dybt vand og bliver trukket med ned på bunden. Og man ved aldrig om det er på venlige bølger, der hjælper en på vej, man sejler, eller om de pludseligt slår om og synker skuden. Ægir og Ráns døtre har både navne så smukke og fredfyldte som Himinglæva, der betyder noget i stil med “det, hvorigennem man kan se himlen” og referer til vands transparens og til bølgernes refleksion af himlen – og så, i den anden skala, datteren Blóðughadda, “blod-hår”, en referense til det røde skum, der pryder havoverfladen efter en blodig kamp til havs.

Jeg håber at kunne bidrage med noget, ved at fortælle om mine oplevelser – både som syg, men også som pårørende. Jeg er heldig, at have forståelse og rummelighed til både mig selv, andre syge samt til dem som ikke har forståelse for sygdom og dem som har, men som lider under at være tæt på den – og alle der imellem. Men det har taget mig mange år at nå dertil og det er en daglig kamp, at forblive positiv og altfavnende og jeg håber, i vil kæmpe den kamp med mig. Jeg vil berette igennem den typiske dagbogs-essayform, men også prøve at tilgå det hele, fra de forskellige kreative vinkler, jeg til daglig beskæftiger mig indenfor. Jeg vil prøve at male et billedt af mit “Havrige” og hvordan det er foreneligt med “Jorderiget”, selv om det ofte virker umuligt og måske kan i få inspiration eller noget at tænke over, i forhold til jeres egen personlige rejse. Kort fortalt har jeg diagnoser indenfor det skizofrene/skizoaffektive spektrum og har i mange år lidt af en fuldkommen altoverdøvende og dybt invaliderende tendens til angst og depression. Jeg har været sårbar og skæv siden barndommen, men dengang var der ikke plads til det. Jeg har også sygdommen Huntingtons Chorea, som minder om for eksempel ALS og Alzheimers. Den går normalt først senere i udbrud, men jeg fik den tidligt og derfor kom jeg også på førtidspension i 2012. I skal være velkomne til at foreslå emner, i gerne vil høre mere om, ud fra hvad jeg skriver og min præsentation. Jeg glæder mig til at dele min rejse med jer! Vi skrives ved. 🙂

Gem

3 Kommentarer

  1. Grethe Nielsen

    Kære Natacha

    Velkommen til bloggen!

    Dit indlæg gør mig nysgerrig på:
    1) Hvordan udfolder du dig kreativt? Hvad giver det dig?
    2) Dine beskrivelser og ord om dig selv virker visuelle og poetiske – sætter du noget af det på digt fyldt med sanseindtryk, visuelle udtryk og/eller leg med ord med videre?
    3) Du skriver om at være anderledes. Hvordan er du anderledes fra det “normale”? Hvad vil det sige at være “normal” og ikke skille sig ud. Hvad vil det sige at skille sig ud? Hvad betyder det for dig at skille dig ud? Kan der være en styrke i at være anderledes?

    God skrivelyst!

    Venlig hilsen
    Grethe

    Svar
    • Ægirsdottir

      Hej Grethe – jo tak!
      Jeg skal prøve at besvare dine spørgsmål så godt, som muligt.
      1) Jeg har altid været kreativ. Ikke nødvendigvis på nogen defineret måde, sat i form med en aktivitet – jeg tror kreativitet er en sindstilstand, der finder sit udgangspunkt i nysgerrighed. Og det er først og fremmet dét, jeg er – altså nysgerrig.
      Det har jeg været nødt til at være, for der har i mit liv ofte ikke været nogen at “lege med”, andre end mine egne tanker. Så i første omgang handler det om den kreative tankeproces – ikke nødvendigvis den udførende kreativitet. Det er min foretrukne måde at tænke på og den, der falder mig mest naturlig. Når det kommer til udtryk i noget fysisk, så er det først og fremmest i ord, som jeg arbejder med og nærmer mig på forskellige måder. Det kan jeg skrive mere om i punkt 2. Jeg kan også lide at lave andre kreative ting, men det er mere som en slags meditation. Desuden elsker jeg at eksperimentere med min egen fysiske form, med alt fra tøj, hår, makeup og lignende, men det har også ofte haft noget at gøre med, at jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle forholde mig til den jeg er, inden i.
      Du spørger, hvad det giver mig at udfolde mig kreativt. Det giver mig først og fremmest et udgangspunkt. Et ståsted. Og det giver mig ro og frihed.
      2) Ja, jeg beskæftiger mig som sagt med ord. For meget er ordet ikke blot det skreve og læste ord. Det er også ofte det sagte ord. Eller det fysiske ord, tilføjet mere end to dimensioner. Når jeg skriver, som jeg gør hele tiden, så bliver det oftest i kort- og knækprosaform og ofte med en tydelig rytme og stemme. For mit skrevne ord skal ikke nødvendigvis læses, men høres. Jeg skriver også digte og lignende, men det er oftere hvis jeg har en decideret ide, der har brug for en bestemt form.
      3) Anderledeshed er mange ting. Det er oftest en her-og-nu-ting, som er ufravigeligt knyttet til al kontekst omkring en. Jeg var anderledes fra min familie på den måde, at jeg ikke trivedes i deres måde at gøre tingene på. Jeg er ud ad reagerende og fuld af følelser, der har brug for at blive udtrykt og spørgsmål, der har brug for at blive stillet. De er mere formbevidste. Ikke at de er fisefornemme eller noget i den dur, men hvis man har det svært og lever i en tid, hvor tabuer er meget tyngende (som fx 90erne, 80erne og før), så er form, noget man kan bruge, til ikke at gå i stykker. Jeg var anderledes fra de andre børn. Jeg var gammelklog. Mærkelig. Grænsesøgende. Nervøst anlagt. Ikke bevidst om sociale spilleregler. Og jo mere, der gjorde ud af, at jeg var anderledes, jo mere blev jeg det. Jeg er et extrovert væsen, men jeg blev tvunget til at leve i eget selskab meget hen ad vejen, eller bide nogle virkeligt ubehagelige ting i mig, for at få en flok. Som teenager blev min anderledeshed noget bevidst, fordi det var alt jeg havde og en måde i øvrigt at udforske min nysgerrighed på. Som voksen er jeg anderledes, fordi jeg ikke kan, som samfundet vil, at jeg skal kunne. Men i det daglige omgås jeg primært folk der har det ligesådan, så der oplever jeg ikke den store anderledeshed. Jeg tror ikke anderledeshed nødvendigvis er en styrke eller en svaghed, mange gange er det bare et vilkår og i sidste ende det eneste man kender. Og så må man få det bedste ud af det. Jeg har ikke et problem med at være anderledes som sådan. Men jeg har lidt meget under det.

      Svar
      • Grethe Nielsen

        Tak for det lange svar på mine spørgsmål 🙂
        Spørgmålene var også tænkt til at give dig inspiration til flere blogindlæg. Jeg kan se, at du allerede har lagt en digt op også 🙂
        Keep up the good work!

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.