For en del af os – men bestemt ikke alle – går psykisk sygdom hånd i hånd med omsorgssvigt. Det er altså to kriser oven i hinanden. Den ene krise påvirker den anden.

Jeg er en af dem, der slæber tung bagage med fra barndommen. Kufferten er blevet pakket om en del gange, og forsøgt afleveret tilbage til afsenderen. Nu er kufferten så slidt, at den ikke længere tjener formål for nogen af parterne. Den bliver liggende i vejkanten.

At være mønsterbryder føles til at starte med, som at være en helt. Man får hurtigt en status i andres øjne, fordi man er den stærke og den fornuftige i familien. Men at være mønsterbryder kan faktisk også være meget smertefuldt og ensomt. Det er en reminder om, at man har mønstre med sig, som der måtte brydes. Det skaber afstand og en loyalitetskonflikt. Helten bliver langsomt til det sorte får. En kattekilling – nuttet nok til at stjæle et blik, men unødvendig at tage med hjem.

 

Jeg har minder, jeg ikke ønsker at have. Og jeg mangler minder, jeg burde have. Jeg lider stadig af smerte, jeg ikke længere burde mærke. Og jeg hører skrig. Men allerværst af alt – jeg hører tavsheden fra, da jeg havde brug for at høre, at de inderst inde elskede mig, bare lidt…

 

Jeg var længe om at forsone mig med ordet omsorgssvigt. Det føltes helt forkert at sige det om sine forældre. Det føltes faktisk som en ond gerning. Jeg fik flere terapiforløb, hvor jeg blev klædt på til at tage den svære snak og uddelegere ansvaret bare en lille smule. Hvert et forsøg endte dog med, at det var mig, der måtte være den voksne i dette forhold; at det var mig, der måtte være den forstående; at det var mig, der måtte finde accept og tilgivelse frem.

Men det kunne jeg bare ikke. Ikke før… forhåbentlig snart?

Det var nemt nok for mig at stemple min far værende skyldig. Det var jo ham, der delte slagene og de grusomme ord. Men i forbindelse med min diagnosticering, lavede psykologen rav i den. Han gravede alt, alt for dybt, og mit fundament røg… Det gjorde sateme ondt at vågne op til realiteten. Jeg havde aldrig før beskæftiget mig med, at jeg faktisk også bar rundt på sorg grundet min mor…

Psykologen bad mig om at skrive et brev til hende. Da han læste brevet, fratrådte han mig at sende det. Dér sad jeg – med et flået hjerte – men ingen at give det til. ”Sandheden vil knække hende”, sagde han.

Fair nok. Så hellere knække selv.

Det tog ikke lang tid. Erkendelsen om, at jeg var blevet svigtet af begge forældre, var simpelthen ikke til at leve med, og selvskade blev min dagligdag.

Når folk selvskader, siger de ofte, at det hjælper på det indre kaos. Selvskade for mig handlede udelukkende om straf. Jeg var fyldt med selvhad. Nu måtte jeg sgu snart forstå, at jeg ikke var ønsket. At mærke smerte var det eneste, der gav mig følelsen af at høre til. Endelig var jeg hjemme…

Det tog nogle år at lære, at jeg faktisk ikke fortjente at blive straffet. At selvskade måtte udskiftes med selvomsorg.

Selvomsorg er et ord, der jævnligt popper op, når jeg søger professionel hjælp. Men er det egentlig ikke det jeg har gjort hele mit liv? Sørget for mig selv. Trøstet mig selv. Opdraget mig slev. Beskyttet mig selv. Endda påtaget mig alt ansvar selv. Selv. Hele tiden selv – fordi der bare ikke var en eneste voksen!?

Men de bliver ved med at snakke om, at jeg skal lære at give omsorg til mig selv…

 

Jeg forestiller mig, at jeg står overfor en lille pige. Det er Dace 5 år. Hun er hunderæd. Ensom. Hun er faret vildt. Hun kan ikke finde sine forældre… Jeg tager pigen hen til mig, holder om. Det vil hun gerne. Godt nok river hun og slår, men det kun fordi hun er bange. Jeg må ikke give slip. Ikke give slip! Hun skal nok falde til ro, når hun føler sig tryg. Jeg behøver ikke sige noget. Eller stille spørgsmål. Jeg skal bare holde hende tæt, og vugge hende til ro.

Jeg er efterhånden blevet meget god til at spotte lille Dace. Vi er blevet fortrolige med hinanden, og jeg fanger tit mig selv ved tanken – hun er faktisk noget så kær. Hun er en livlig, lille pige. Lidt sær, men utrolig varm. Hun er betaget af livet og alt det livet har at byde. Hun vil alt, og kan alt det hun sætter sig for at kunne. Og hun er modig. Ekstremt modig. Det ser hun bare ikke selv, så hun har brug for mig.

Det er dog ikke så tit hun kommer mere. Jeg tror hun har det godt? Og hun græder næsten ikke. Kun, når hun savner en mor.

 

Det her bliver mit sidste indlæg under navnet Dace. Jeg har taget et navneskift. Mit dåbsnavn er det sidste, der er tilbage fra den grumme fortid. Det sidste, der minder mig om, hvad jeg har måtte flygte fra. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har brug for at kunne ryste mønsterbryderstatus af mig.

Det er en mestringsstrategi – en mental løsrivelse fra de usunde familiære bånd – at vælge et andet navn til kvinden jeg har skabt, s e l v …

 

Foto: Colourbox

 

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.