Jeg presser mig ned i min nye supersmarte buksedragt. Jeg fik så mange søde komplimenter sidst jeg havde den på, “Ej hvor ser du godt ud Sascha!, Du er så smart. Den klæder dig fordi du er så høj og slank”. Jeg suger ordene til mig som en magnet, og det galopere af en lille glæde inden i mig. Min buksedragt er godkendt. Jeg er godkendt!

Så da jeg er i den sorte buksedragt igen, står jeg med fronten til spejlet. Jeg drejer mig 45 grader og måler mit udseende med øjnene. Ser min mave bule. Jeg er 25 år og jeg har stadig hvalpefedt. Julie plejer at forklare mig at ‘det er almindeligt, at der sidder mine tarme og dem skal der jo være plads til, ik’. Dumme tarme. Jeg drejer mig 45 grader tilbage igen. Kigger på mine hofter. De er så brede, og fordi jeg har smalle skuldre får det mig til at ligne en…. pære. En pærer man ikke har lyst til at spise. Jeg ser alle fejlene. Men nå, jeg skal alligevel bare sidde ned og spise og så bliver min krop mindre synlig. Det skal nok gå alt sammen, hvisker jeg til mig selv.

Jeg er blevet inviteret på restaurant med 40 andre dejlige kvinder i alle aldre. Jeg er så heldig at jeg kender de fleste. og de kender mig. De ved, at jeg for kort tid siden har været frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling i 3 måneder for spiseforstyrrelse. En rigtig hård og givende periode i mit liv. Men… man ønsker vel altid at man kan fjerne de svære ting man kæmper med, 100%! – og kunne sige “ja dengang jeg havde en spiseforstyrrelse… “ Måske kommer jeg så langt en dag, det håber jeg. En spiseforstyrrelse er bare rigtig svær at forstå. Jeg forstår det næsten ikke selv, på trods af jeg har været i det i 10 år.
Jeg fatter ikke at der er gået 10 år med anoretisk bulimi, mest bulimi. Men det vil jeg helt sikker blogge om senere, ellers bliver mit første indlæg lidt zzzzzz… 😉

Jeg cykler hen til Chopsticks House, en lækker restaurant med buffet og runing sushi. Jeg er nervøs. Hvem er der allerede? hvor skal jeg sidde? hvad skal jeg spise? Kan jeg godt styre at spise buffet, uden at gå amok i mad, og derefter flygte til toilettet og kaste op? Det sidste stykke tid er spiseforstyrrelsen begyndt at komme lidt tilbage. Jeg har været vant til at kontrollere angsten ved at kaste op. Bilder spiseforstyrrelsen mig ind.
Alt kører rundt inde i mit hoved, små diskussioner om hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal gå, hvad jeg skal sige. Jeg vil så gerne udstråle en fantastisk overskud og positivitet, og vise at jeg er fuldstændig rask efter min 3 måneders ophold på afdeling P50V i Odense.. Men det er en løgn. Hvis jeg overhovedet tænker sådan, så er jeg ikke rask, tværtimod ønsker jeg bygge en facade op. Eller.. FacadeN..

I lokalet er der placeret 5 sammenmaste langborde. Jeg prøver at danne mig et overblik, men mit syn smelter alting sammen, så det jeg ser, er sløret, det samme som at kigge igennem et dugget vindue. Jeg tager en dyb indånding og finder en plads. Jeg kommer til at sidder helt inderst og helt op af vinduet til det kørende “sushi tog”. På hver tallerken er der et lille stykke gods, meget af det, er pakket ind i friturestegt dej. Jeg kan næsten ikke fokuserer på andet end det lille lyntog og menneskelarmen, fra 40 snakkende kvinder. Lydene bliver blandet med min i forvejen alt for overvældende og ubeslutsomme tanker. Jeg kan ikke adskille lydene fra hinanden. Det hele er bare støj. Om jeg stod ved siden af en pulserende byggeplads, eller var her – jeg ville ikke kende forskel hvis jeg lukkede mine øjne. Hende der sidder over for mig siger noget til mig, lidt small-talk tror jeg. Det bliver bare en del af støjen. Men jeg får svaret hende, jeg ved ikke hvordan og hvad, men ud fra hvad jeg kan fornemme på hendes ansigtsudtryk så ser det ud til at det ikke bare var volapyk det jeg sagde.

Mit hjerte hamre, jeg skal bare væk. NU! på toilet! bare gemme mig lidt. bare trække vejret lidt. Ingen må se mig sådan her. Bordene er så tæt placeret, at jeg skal presse mig igennem. Det går op for mig hvor fanget jeg lige har været, og en angst breder sig i kroppen.
Nu SKAL jeg rænke mig op, gå pænt i min fine buskedragt og smile. Stråle af overskud. Du kan godt Sascha.
Jeg kommer ind på toilettet. Ånder lettet op. Ser mig i spejlet. Jeg burde have haft krøllet mit hår. ‘Sascha du ser så kedelig og slasket ud, og se bare på din brystkasse.’ Den kommer til syne ved V-udskæringen i buksedragten. Jeg slår med en lille knytnæve på brystkassen. Dunk-dunk, dunk-dunk. ‘Ja Sascha, du er helt flad og kunne sagtens optræde i et cirkus for at være en omvandrende tromme.’ Det er det eneste sted jeg ønsker at have mere fedt, så jeg kunne være en rigtig kvinde.
Der kommer nogen og jeg skynder mig ind på  selve toilettet og sætter mig ned. Jeg gør et ihærdigt forsøg på at samle tankerne. Det er som en masse garnnøgler der er viklet ind i hinanden, og det er et utroligt stort stykke arbejde at vikle dem fra hinanden. Jeg kan ikke overskue.Jeg mærker en varm dråbe falde ned af kinden. og så en til. Jeg kan ikke blive her, jeg er ikke stærk nok, jeg må hjem!

Jeg går hen til arrangøren med min smilende facade, jeg åbner mig og fortæller at jeg bliver nød til at tage hjem pga. angst. Hun er utrolig forstående og giver mig et kæmpe langt kram. Jeg er en lille smule lettet. Men også nedtrykt efter endnu et nederlag, hvor jeg flygter fra alt det hyggelige og sociale. Angsten og spiseforstyrrelsen holder mig til fange. Jeg får ikke lov til at gøre det jeg elsker.

Enderesultatet: Jeg kan ikke modstå trangen til at overspise i 20.000 kalorier og derefter kaste op. Spise, kaste op, spise kaste op.. Hele aftenen.. og jeg får ro.. Eller dvs. at jeg skader min krop så meget at der ikke er energi til at tænke. Min spiseforstyrrelse siger det er en belønning, men min krop siger at det er en straf.

En lille historie fra hvordan en spiseforstyrrelse kan påvirke en. Jeg ved ikke om det gælder andre, men det her er min erfaring, og del gerne jeres.

kram <3

Næsten samme slags buksedragt, min havde dog lange bukser og korter ærmer. :)

Næsten samme slags buksedragt, min havde dog lange bukser og korter ærmer. 🙂

En kommentar

  1. Annie

    Det er simpelthen SÅ genkendeligt, det du skriver og beskriver. Det er et helvede!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.