Igennem den seneste tid har man kunne følge med i mine blogs om Perikon. Perikon er et naturlægemiddel og det er egentligt bare en plante i en gelatinekapsel, der er ikke tilføjet andet. I hvert fald ikke i det præparat, jeg har taget. Jeg tog Perikon fordi, jeg ikke ønskede at skulle ende på traditionel psykofarmaka endnu engang, efter langt om længe at være kommet ud ad det, efter mange år med meget medicin og primært kun dårlige bivirkninger og meget lidt gode effekter til sidst. Perikon er et meget veldokumenteret præparat og også det man vælger fremfor traditionel psykofarmaka ved behandling af lette-moderate depressioner i andre lande, for eksempel i Tyskland. Derfor valgte jeg Perikon fremfor andre præparater, her i blandt Rosenrod. Jeg havde researched grundigt forud og valgte at gøre det til et eksperiment, hvor jeg både havde samlet de tilgængelige fakta og hvor jeg fulgte virkningen på mig selv. Jeg tog det i lidt over 100 dage og alt i alt var jeg rigtig glad for Perikon og oplevede ikke nogle umiddelbare bivirkninger. Det hjalp mig rigtig meget og man kan se de mere detaljerede beskrivelser af forløbet i mine blogs her på siden.

Men betyder det så, at jeg er modstander af traditionel psykofarmaka? Der er løbende en debat imellem dem, der på den ene side er for psykofarmakas anvendelse og dem, der skyr det som ilden. Det er de to officielle lejre, men selvfølgelig har de fleste mennesker, som på den ene eller anden måde er berørt af debatten, nok reelt set mere varierede holdninger end lige de to yderpunkter. Men tit og ofte er det desværre bare nemmest at abonnere på en bestemt, meget sort-hvid-udseende holdning, især for menigmand. For det er et stort og omfangsrigt emne at skulle forholde sig til og ofte er ens holdninger udelukkende baseret på personlige oplevelser og/eller de oplevelser man har haft som pårørende, fordi der simpelthen ikke er nok – eller god nok – tilgængelig viden, som er lettilgængelig for den almene psykiatribruger – eller alle andre, for den sags skyld. Og er man et menneske med begrænset eller måske slet intet overskud, så er det næsten umuligt at skulle indsamle al den data selv og så oven i købet skulle forholde sig til det. For det billede der tegner sig ud fra den tilgængelige viden, er jo netop heller ikke sort-hvid eller på nogen måde lige til. Derfor bliver holdningerne i stedet baseret på følelser og egne, begrænsede erfaringer og det er der ikke i og for sig nødvendigvis noget galt i, det er en meget normal måde at forholde sig til de fleste større ting som Gud, politik, børneopdragelse og alt det andet vi kan være uenige om … Men det gør det svært at etablere en god diskussion, hvor man ikke bare står i hver sin lejr og råber vagt i gevær. Enten er man for piller, eller også er man imod.

Jeg er dog hverken eller. Jeg har været både dybt passioneret for og imod psykofarmaka på forskellige tidspunkter i mit liv, ud fra de erfaringer jeg på det tidspunkt havde gjort mig og hvor meget overskud og klarhed i hovedet, jeg havde til at finde frem til og sætte mig ind i og forholde mig til forskellig viden på området. Nu står jeg på den anden side, efter at have fået medicin af to omgange, fra jeg var knapt 20 og næsten 8 år frem. Jeg har fået mange forskellige medikamenter, for forskellige ting, mange har ikke virket særligt godt, men har til gengæld medført mange bivirkninger og også af den type, der bliver i kroppen længe efter, at man ellers er stoppet på medikamentet. Jeg har været fuldkommen bedøvet, ofte uden egentligt opsyn og opfølgning fra uddannet sundhedspersonel, nogle gange endda igennem flere år og næsten hele vejen igennem uden nogen terapeutisk behandling. Men jeg har OGSÅ fået medicin, der havde en positiv effekt, der gav mig ro på øverste etage, der gjorde at jeg kunne holde mig i live igennem ting, jeg måske ellers ikke havde overlevet – helt bogstaveligt – og der har været både læger, psykologer, sundhedsplejersker og så mange andre, der har haft en reel og mærkbar interesse og omsorg for mig, ofte har de bare netop kun kunne gøre det, de kunne gøre. De var begrænsede af et rigidt og forældet system, hvis kvalitet varierer voldsomt alt efter hvor i landet man bor og hvilke penge, man eventuelt selv kan kaste i projektet.

Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at medicinen altid er af det onde. Eller at den faktisk ikke sagtens kan være en direkte god og hjælpende hånd. Og det er heller ikke nødvendigvis den enkelte læge eller sygeplejerskes skyld heller, men mangel på penge, tid, enighed, overskuelighed, gennemsigtighed og så videre, gør det lige svært for os alle. Men det er os på bunden, psykiatribrugerne, det rammer hårdest.

Jeg har oplevet på egen krop og som pårørende, at medicin kan være det, der gør en syg, fremfor rask. At det kan sætte en i fængsel i egen krop. At det kan forhindre en i, at leve et normalt liv – eller et bare tilnærmelsesvist tilforladeligt liv. At det kan gøre en til ikke engang en svag skygge af en selv. Jeg har tabt mange år af mit liv på den konto. Men jeg har ligeledes oplevet, at medicin var det, der gjorde mig rask, fremfor syg. At det satte mig mere fri både i krop og sjæl. At det hjalp til, at jeg kunne leve et, måske ikke altid normalt, men så om ikke andet tilforladeligt liv. At jeg fik lov til, at være mere mig selv.

Det der som oftest gjorde forskellen, var i hvilket omfang lægerne havde overskud til at vurdere mig korrekt og give mig den korrekte viden og også hvor meget jeg selv var i stand til at forholde mig engageret til og rent faktisk forstå min egen behandling og de konsekvenser tingene ville have for mig. Der har været en stor debat om, hvad jeg rent faktisk fejler og nogle læger har – af den ene eller anden grund – kun forholdt sig til gamle diagnoser i en journal, diagnoser som man er nået frem til, fordi man i sidste ende var nødt til at sætte sig fast på en diagnose og ikke havde ressourcer til at gå mere i dybden med, at jeg nok har flere end en diagnose og at nogle af diagnoserne måske endda var fejldiagnoser. De har ikke haft tid, mulighed, økonomi eller overskud til at forholde sig til de oplevelser jeg kom og fortalte om, hvordan jeg oplevede behandlingen og de har ikke altid været lige gode til at følge op på mig, yderligere stærkt problematiseret af, at jeg ofte – i flere år – ikke har haft overskud til selv at komme fysisk til opfølgning og så har “nydt godt af” at have læger, der bare udskrev over nettet eller telefonen. Dette har oftest været kombineret med, at jeg selv har været for ung, uerfaren og syg til at sætte mig ind i behandlingen og måske har manglet overskuddet til at have en sund skepsis og i stedet sat min lid til, at jeg denne gang fik det, der kunne vise sig at være en mirakelkur. Og samtidig har jeg haft forskellige dagsordener i mit liv, forskellige mærkelige tankegange og ideer om tingene, fordi jeg netop ER syg. Derfor har jeg måske styret lægerne mere i den retning jeg selv ønskede, når de måske foreslog noget, jeg synes kunne være “spændende” eller “godt” at fejle, fremfor andre ting, jeg ikke kunne “se mig selv” fejle. Jeg har været god til at manipulere og pynte på sandheden, i stil med hvad man som læge måske i virkeligheden kunne forvente fra en, der fejler de samme ting som jeg gør.

I sådanne situationer har det haft en ulykkelig udgang og jeg har været ladt tilbage endnu mere ødelagt, end jeg var fra starten. I de forløb, hvor jeg blev fulgt og selv var i stand til at have sygdomsindsigt og at passe min behandling, hvor jeg fik terapeutisk støtte og hvor jeg følte jeg blev forsøgt hørt og taget seriøst, der har udfaldet som regel været et andet. Og det handler nok blandt andet om, i hvilket omfang medicinalindustrien og psykiatrien er i stand til at forholde sig til noget i størrelsesordenen “den enkelte person” eller om det er for svært, fordi de måske i stedet er indrettet lidt mere samlebåndsorienteret. Det er i mine øjne desværre relativt tilfældigt, om man ender i et forløb med behandling, der viser sig at være god eller dårlig for en. Det står og falder med, hvilken kommune man bor i, hvilken eller hvilke diagnoser man har, hvor meget man selv er i stand til at sætte ord på egne oplevelser, både i forhold til korrekt diagnosticering og at finde frem til den medicin, der fungerer for en, hvor godt overskud man har til at følge sin behandling mest optimalt, hvilket sikkerhedsnet man har og selvfølgelig også kemien med dem, der ender med at skulle håndtere ens behandling, hvad deres måde at håndtere forskellige ting på er, hvad de har af overskud, erfaring, tid og økonomi til rådighed og så videre. Og det er simpelthen for ustabilt. Det resulterer i, at det faktisk oftest står og falder med, hvor meget man selv kan “holde lægerne i ørerne” og kan man det, får man som oftest også en god nok behandling, uanset de forhold, man ikke selv kan kontrollere. Den bliver god, fordi man ender med at have indflydelse. Man sørger for at blive hørt. Man forbeholder sig retten til, at være skeptisk. Man kan selv mærke, hvordan tingene føles og virker og sætte ord på det. Og kan man ikke det, afhænger det i stedet af tilfældigheder. Nogle gange er tilfældighederne til ens fordel. Andre gange ikke.

Så min holdning er netop ikke sort-hvid. Den er ikke afklaret. Den er ikke statisk. Den afhænger nemlig af, hvor jeg eller andre er – i deres liv, i deres sygdom, i deres behandling. Jeg tror ikke, medicin nødvendigvis altid er godt eller skidt. Jeg er tilgengæld af den opfattelse, at det er for tilfældigt, hvornår det er godt og hvornår det er skidt.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.