Hvorfor er noget så dejligt, som en hyggetur med vennerne, blevet så stor en udfordring for mig?

 

Livet kalder

Det tog mig halvandet år at komme op på et nogen lunde funktionelt niveau efter min sidste depression. Nogen lunde vil sige – jeg kunne komme op og i bad uden besvær, og jeg kunne stabilt passe min datter. Jeg var stadig ikke klar til at genoptage arbejde, og mine venskaber var stadig envejskommunikation.

Genoptræningen tilbage til livet startede med, at jeg kun skulle have én aftale om dagen. En aftale var, eksempelvis, at svare på en SMS eller reagere på en mail. Mere havde jeg ikke ressourcer til. Det var for mig en smertefuld pligt – og jeg fik anbefalet, at resten af min dag skulle fyldes ud med lystbetonede ting. Det var en mestringsstrategi min terapeut brugte, for at få mig til at synes, at livet alligevel var dejligt at være en del af. Strategien skulle give mig mere overskud i posen, så jeg langsomt kunne udvide graden af, hvad en aftale var.

Strategien virkede, og jeg genfandt glæden ved at være vågen – ved at være i live. Jeg fandt tilbage til min kreativitet og læselysten. Bagsiden var så, at jeg fandt ud af, at jeg faktisk nød mit eget selskab. Jeg fandt ud af, at min alenetid var tiden, hvor jeg udviklede mig. Jeg havde aldrig før trives med at være alene, men pludselig gik det op for mig, at det var dér magien skete.

I den tid, hvor genoptræningen stod på, var jeg lykkelig uvidende om, hvad der foregik ude i verden. Grundet min angst kunne jeg simpelthen ikke tåle at forholde mig til virkeligheden. Jeg fulgte hverken mine Facebook venner eller med i nyhederne. Jeg levede i mit eget lille, beskyttede univers.

Da jeg begyndte at eksponere det virkelige liv, gik der ikke lang tid, før jeg faldt tilbage til katastrofetanker. Det var ikke kun krig, der triggede min angst. Det var mennesket som skabning. Jeg havde fået lidt for meget af magien. Jeg var blevet enspænder… Som en snegl måtte jeg straks trække følehornene til mig og trække mig tilbage til mit beskyttede univers. Min alenetid blev hellig for mig.

 

Jorden kalder

Mennesker er sociale væsner, siges det. Så ved jeg ikke helt, hvor jeg hører til, da jeg efterhånden trives allerbedst alene. Jeg bruger EKSTREMT mange ressourcer på at være social. Mødet med verden dræner mig. Selv mødet på de sociale medier. Jeg forstår ikke den tankegang, de prioriteter og det adfærd jeg støder på. Jeg er alt for sensitiv til denne verden. Jeg har derfor bygget mit eget Repunzel tårn. Min datter er den eneste, der kender de magiske ord.

Men jeg kan godt høre – jorden kalder, når sagsbehandleren noterer: isolation → støtte

Jeg øver! Jeg øver mig i at være menneske. Jeg øver mig i at passe mine Kaffe Latte ture og virke interesseret i de ansigter, jeg møder på min vej. Jeg øver mig i at bibeholde min Facebook konto og socialisere mig online. Jeg øver mig i at bruge min kreativitet som lokkemad og møde ligesindede i et kreativt univers. Jeg øver mig i at se fjernsyn igen, og jeg har endda postet et par selfies.

Men jeg stiller mig også undrende – skal man absolut gøres normal? Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg har lyst til at blive så normal.

Min livskrise har uden tvivl ændret mig. Mit sygdomsforløb har uden tvivl sat dybe spor. Men det er altså ikke kun skidt! Det har fået mine værdier på plads. Det har åbnet op for nogle indre kanaler, jeg ikke vidste jeg havde. Det har vist mig verden fra en helt anden vinkel. Det har vist mig MIG fra en anden vinkel. Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at opgive min lærdom bare for at passe ind!?

Men jeg kan godt høre – jorden kalder, når jeg taler med psykiatrien…

 

Kære ven.

Det er af kærlighed, at jeg laver aftaler med dig. Du har været så sød at respektere, at jeg ikke længere kan levere spontanitet i vores venskab. Du er også så barmhjertelig at sige: ”Og hvis du alligevel ikke kan overskue det, så siger du det altså!”

Men…

En uge op til den aftalte hygge begynder min krop at give signaler om, at der er fare på vej. Det mærkes på min søvn, stressniveau og koncentration. Dagen inden svinger jeg imellem hele følelsesregisteret og bliver restløs. På selve dagen titter angsten frem; jeg sidder med mobilen i hånden og tænker – hvordan skal jeg mon formulere en besked om, at jeg endnu en gang må aflyse? Den dårlige samvittighed vinder, og jeg tvinger mig selv ud af døren – længe før tid, for så er der mindre risiko for, at jeg bakker ud.

Under selve hyggen er jeg ikke rigtig til stede. Jeg bruger al min energi på at skjule, at jeg faktisk ikke magter at være her. Hvis du observerer mig nøje, vil du lægge mærke til, at jeg undgår øjenkontakt. Jeg spørger rigtig meget ind til dig og dit, for at flytte fokus væk fra mig.

Jeg frygter allermest spørgsmålet ”Hvordan går det?”. Svarer jeg ”Godt”, så forpligter det mig til at have det godt, også næste gang vi ses. Svarer jeg ”Skidt”, frygter jeg, at din tålmodighed snart bliver brugt op.

På vejen hjem er jeg glad og lettet. Lettet over, at det faktisk er gået så godt. Jeg er stolt over at være taget af sted.

Så nemt slipper jeg dog ikke… Når stoltheden har lagt sig, kommer der en efterreaktion. Jeg bruger flere dage på at komme mig. De dage kører hjernen non stop og analyserer ALT, hvad der er sket under den hyggelige cafétur. Jeg husker kun halvdelen, da jeg jo ikke rigtig var til stede. Det provokerer min angst, og de forskellige katastrofetanker skal lige tænkes igennem. Ofte ender jeg ud i, at vores venskab nok ikke er sundt for mig. Det smider mig tilbage til startpunktet, og frygten for vores næste møde melder sin ankomst. Min flugtvej er derfor blevet – aldrig at tage initiativ selv.

Men…

Jeg håber, kære ven, at du kan rumme min underlige hjerne lidt endnu – for det er af kærlighed, at jeg laver aftaler med dig.

 

2 Kommentarer

  1. Malene

    Kære Loucia
    Genkendeligt og velskrevet indlæg. Tak for at du deler dine tanker og oplevelser så åbenhjertigt, så forståelsen kan vokse. Kh Malene

    Svar
    • Loucia Annachanell

      Mange tak, Malene. Ja, det er åbenbart meget genkendeligt. Det er mig en ære at være med til at skabe forståelsen. Jeg bliver selv klogere på det hele, først når jeg møder genkendelsen fra læserne. Kh Loucia

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.