Jeg har “løjet” for jer. Med det mener jeg selvfølgelig, at jeg overhovedet ikke har løjet for jer, begivenhedernes gang er bare blevet anderledes, end sådan, som jeg måske først lige havde planlagt det.

Igennem de sidste mange måneder har i kunne følge mit Perikonprojekt, hvor jeg har brugt planten Prikbladet Perikon mod depressive symptomer og andre tilsvarende tilstande, i stedet for at vende tilbage til traditionel psykofarmaka. Det var succesfuldt og jeg stoppede med Perikon lige i starten af året og det gik såmænd også helt udmærket uden.

Jeg fik dog også pludseligt travlt og der skete en hel masse ting i mit liv og jeg blev stresset – ikke kun stresset på tid, men også stresset på følelser. Tidspres klarer jeg fint nu, i modsætning til dengang, jeg var meget syg. Faktisk kan jeg godt lide at have relativt travlt det meste af tiden. Men følelsesmæssigt stres er bare noget andet. Og det er det jo for alle mennesker, raske som syge. Jeg klarer helt sikkert også følelsesmæssig stres bedre nu, end jeg før har gjort. Meget bedre, faktisk! Men det betyder ikke, at det ikke sagtens kan vippe mig lidt af pinden.

Jeg har været i gang med et stort projekt siden jeg stoppede på medicin i sommers og især i de sidste par måneder. Det er et projekt, der handler om at gå efter det jeg vil med mit liv. Men det handler om så meget mere, end blot at opfylde sine drømme. Det har også handlet om, at det er det første store projekt, jeg faktisk har haft en chance for at følge til dørs, siden jeg blev syg. Normalt har jeg altid saboteret ting der var vigtige for mig selv eller måtte droppet dem, fordi de blev for uoverskuelige, for intense, for angstprovokerende og sønderknusende. Jeg var ikke i stand til at tage ansvar for mig selv og mit liv dengang, men det er jeg nu. Og det er både dejligt og skræmmende, for jeg har stadig den gamle vane siddende i kroppen. Lysten til bare at rulle sig sammen til en lille kugle indeni dynen og ikke skulle håndtere noget. Og jeg ved, at jeg nemt falder ned i den grøft, hvis jeg ikke holder mig selv i ørerne. Og når man først er dernede, så bliver alting overgivet til tilfældighederne – nogle gange går det så tilfældigvis helt okay, men rigtig ofte er det bare ikke særlig fedt at gøre sig selv til offer for omstændighederne. Og den anden mulighed er så at tage fuldt ud ansvar for sig selv og sit liv. Det er pisse svært. Og komplekst. For på den ene side er det bare “at gøre det,” “at tage sig sammen” – men det er sindssygt angstprovokerende at skulle “tage sig sammen!” Lige pludselig er det op til én selv, om man vil have det godt. Om man vil kunne stå ved sig selv og ved tingene. Man kan selvfølgelig ikke kontrollere udefrakommende omstændigheder, men man kan vælge hvordan man vil forsøge at forholde sig til dem og håndtere dem. Men har man først én gang taget ansvar, i stedet for at blive til dynekugle, så ved man også, at man ikke kan gå tilbage til dynekugleriet igen, med god samvittighed. Og det er dét, der er skræmmende. At det er så absolut en ting. Ligesom når man beslutter sig for, for alvor at bevæge sig ned i dybet og arbejde med de ting, der gør allermest ondt. Har man først åbnet op, kan man ikke gøre det uset igen.

Men ja, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er i stand til at tage ansvar. Jeg er samtidig i gang med at gøre ting, jeg kun kan gøre, fordi jeg tager ansvar og jeg er usigeligt bange for at fucke dem op for mig selv. At sabotere alting, på trods af, at jeg nu er “rask” – at det viser sig, at alt det jeg ikke kunne lide ved mig selv og alle de dårlige ting jeg gjorde overfor mig selv og andre, da jeg var syg, viser sig faktisk bare at være den jeg er. Det er, for mig, mere skræmmende end udsigten til at blive syg igen. Og i lyset af den kæmpe, eksistentielle frygt og krydret op med lidt forskellige andre af den slags ting, der bare sker i livet, så blev det hele sgu lidt svært til sidst. Og jeg havde forblændet mig selv med, at jeg bare havde travlt og endte med ikke helt at være i stand til at mærke det, før jeg faktisk var på vej ud ad et sidespor. Jeg tog mig selv i lige pludseligt at bruge dagene på bare at sidde og stirre på mit projekt og gøre mig selv uarbejdsdygtig, lige pludseligt så jeg ikke folk, jeg gik ikke ture længere, jeg trænede ikke længere, jeg sov dårligt og for meget, jeg spiste dårligt og for meget og jeg trak mig længere og længere ind i mig selv. Jeg var ikke nede og ramme bunden, men jeg var i gang med at køre mig selv i stilling til at tage turen nedad og det var ikke lige det, jeg syntes jeg skylder mig selv. Jeg skylder til gengæld mig selv at have det godt. At lykkes. At tage mig selv seriøst. Respektere mig selv. Tage mig af mig selv og holde af mig selv. Så jeg samlede ligeså pænt og stille mig selv op og fik skaffet mig en bunke Perikon igen. For det ved jeg jo virker effektivt, så hvorfor ikke bare bruge det, når det nu er så ligetil!

Jeg tænkte selvfølgelig, fordi jeg er mig, at vi ligeså godt kunne gøre det til endnu et projekt – fordi, science! Så denne gang er jeg selvfølgelig også klar til at stille op med graf og hele pivtøjet! Jeg valgte at tage dobbeltdosis (højeste tilladte dosis er i øvrigt dobbeltdosis, men det er svært at tage for meget Perikon) i forhold til første gang, hvor normal dosis er 1 kapsel. Så jeg har taget 2 kapsler hver dag i 10 dage, indtil mit projekt var overstået og nu er jeg gået ned på 1 kapsel om dagen. Det er min plan at tage 1 kapsel i 20 dage, således at jeg har taget Perikon i i alt 30 dage og derefter følger jeg også mig selv i yderligere 30 dage, for at kortlægge mere præcist, hvordan jeg har det efter Perikon. Det fik jeg ikke gjort helt så systematisk sidste gang. Denne gang har jeg altså mulighed for at stille med 3 nye undersøgelser! 1) Jeg kan sammenligne hvordan Perikon fungerede første gang og hvordan det fungerer denne gang. 2) Jeg kan sammenligne hvordan 1 og 2 kapsler fungerer i forhold til hianden. 3) Jeg kan sammenligne mit humør på Perikon og uden Perikon. Hav selvfølgelig in mente, at jeg bare er mig. Der er ikke andre individer at sammenligne data med. Og jeg er ikke læge. Læs i øvrigt mine foregående blogs om Perikon, hvis du vil vide lidt mere om, hvad Perikon for eksempel har og ikke har af bivirkninger. Bare fordi det ikke er psykofarmaka, er det stadig noget, man skal sætte sig ordentligt ind i. 🙂

16996122_10212074797327459_3251872105877138401_n

Men i de første 10 dage jeg har taget Perikon igen, er mit humør steget ret stabilt. På grafen kan man se at jeg har tegnet 2 forløb ind. Det blå er det nuværende, hvor jeg altså har taget 2 kapsler i 10 dage. Det grønne er mit første forløb på Perikon, hvor jeg tog 1 kapsel. Det er tydeligt at se forskel, både i forhold til hvor stabilt humøret stiger og også hvor hurtigt og hvor meget det stiger. Men om denne forskel udelukkende kan tilskrives at jeg har taget en dobbeltdosis, eller om man også skal se på faktorer som a) at mit udgangspunkt, rent humør- og sundhedsmæssigt er bedre denne gang, hvor jeg ikke starter lige så “langt nede” og hvor min krops værdier i forhold til mineraler og vitaminer er langt bedre og at det i øvrigt er betragteligt lysere og varmere, b) at min krop nu “kender” Perikon og måske er i stand til at reagere hurtigere og mere “hjemmevant” på det, end sidste gang eller c) noget helt tredje, fjerde eller femte – eller om det måske skal ses i lyset af det alt sammen og mere til, det er ikke til at sige. Men efter 10 dage, er det i hvert fald sådan resultatet er. Jeg kommer med en update igen om 20 dages tid, når jeg er færdig med at tage Perikon for denne gang og så igen, når jeg har fulgt mit humør i yderligere 30 dage.

Gem

2 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    “Men har man først én gang taget ansvar, i stedet for at blive til dynekugle, så ved man også, at man ikke kan gå tilbage til dynekugleriet igen, med god samvittighed.” 👌🏼

    Meget spændende projekt. Ikke desto mindre, så har du gode overvejelser bag. Det gør mig som læser tryg. Det bliver interessant at læse de resterende updates.

    Svar
    • Ægirsdottir

      Det er dejligt, hvis mine læsere kan føle sig trygge. 🙂

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.