Kamera20142013 081

Jeg sidder alene fredag aften som jeg altid gør, og leder efter ord som kan åbne min fortælling. Der svæver en smerte lydløst over og omkring mig, et usynligt slør ud over min fysiske krop. En krop som hungrer og tørster efter berøring men som desværre aldrig får berøring bortset fra når min venlige tandlæge berører min skulder under et tandlæge besøg. Tænk at forlade tandlægen med bedøvelse som endnu ikke er begyndt at aftage, og være taknemmelig over at nogen kunne berøre mig lidt. Jeg sidder og får tårer i øjnene over erkendelsen. Det var egentlig noget andet jeg ville have blogget om, men jeg bliver bare nødt til at udtrykke de her følelser og få øje på mig selv og adskille smerten fra de øvrige smerter. At være ensom og alene er så forfærdeligt invaliderende, det gør ondt i mit bryst med et lille stik. Der er noget meningsløst over situationen, min underbevidsthed forsøger at råbe og overdøve mine tvangstanker og PTSD symptomer for at få mig til at erkende hvor hudsulten jeg. Jeg er meget ensom, og jeg er belastet, men i det mindste er jeg i stand til at formulere mig omkring min ensomhed og åbne op for den. Hvis jeg tør udtrykke mig om den i nogle blide sammenhænge så kan jeg måske reddes. Der ligger en styrke i erkendelsen og i at turde at give mig i kast med at bryde med dét tabu og den skam som ensomheden har. Jeg mærker dybest inde en stor skam over at have dette behov for samhørighed. Heldigvis har jeg en forståelse for min skam. Den bunder i at mine forældre gav udtryk for foragt og lede ved mine helt basale behov for nærhed, tryghed og omsorg. Min mor fik mig til at skamme mig over at have behov for omsorg. Jeg skriver det lige to gange, fordi det er ved at gå op for mig i hvilken grel grad dét faktum netop udspiller sig her i min gode lejlighed, hvor jeg sidder alene, ensom og skamfuld. Jeg har ikke så mange kræfter til at række ud. Men jeg var immervæk til et livgivende foredrag med Lisbeth Zornig Andersen i går aftes, her i Århus. Og som en engel understregede hun vigtigheden af at jeg tog modet til mig og tager ned og besøger Christine Centret på mandag. Ej tirsdag, helst allerede mandag. For som den frivillige terapeutiske medarbejder sagde på opfordring af Lisbeth, så er det et sted hvor man kan opleve at møde folk som står med samme udfordringer som én selv. Som kender til at være udfordret gevaldigt når det kommer til at knytte relationer til andre mennesker. Jeg er i forvejen i en proces med mig selv hvor jeg ønsker at kontakte dette sted. Men foredraget i går gav mig det sidste skub. Jeg véd ikke hvordan, men jeg håber at jeg kan plante et håb rundt om den stikkende smerte i mit bryst ved at jeg åbner op for min ensomhed i dette indlæg. Jeg blev så glad da jeg læste den søde kommentar til mit første indlæg, det er helt vildt hvor meget det betyder for mig at du tog dig tiden til at byde mig velkommen. Det er den lille ting som gør forskellen, det rører mig så dybt at få lov at blive en del af fællesskabet. Det er så kæmpe stort, blot at skrive dette, blive en del af fællesskabet. Åh hvor jeg længes efter at tilhøre et fællesskab som ikke bygger på hjernevask eller religion, et arbejdsfællesskab som rummer en skrøbelighed og menneskelighed, en tro på at vi er værd at vise omsorg. Jeg skal ikke skamme mig over mit behov for at høre til nogen. Blog universet kan ikke afhjælpe min hudsult, men den kan linke mig til ligesindede sjæle så jeg vil kunne dele mine følelser med nogen derude. Jeg tror på at vi mennesker kan hjælpe hinanden ved at dele det mest åbne sår, udtrykke smerte, græde, trøste og tale sammen. Jeg tror på at når en stemme får liv og bliver hørt, så er der en genvej til beroligelse og til humor og til sang. Tak fordi jeg fik lov at lægge mit sårbare hjerte frem til åbent skue i bloggens fremstrakte hænder. Jeg kan godt se at mine sætninger er ret korte, men de kommer ud. Skam dig ikke mere, søster, du har fortjent venskab og nærhed. Og endda kærlighed.

/Enspænderinde

2 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    Kære Enspænderinde,

    Jeg er oprigtig glad for, at du er landet i dette fællesskab. Jeg ville ønske, jeg kunne række ud til dig, så du ved – der er flere end din tandlæge, der gerne vil berøre dig. Jeg ved ikke engang, hvem du er – men jeg har allerede følelsen af, at jeg kender din historie. Jeg kender din skam; jeg kender din iveren efter nærhed og dit behov for medfølelse; jeg kender også andres uberettigede vrede mod dig og din berettigede vrede mod din far; jeg kender smerten efter volden og det granvoksne had mod dem, der så den anden vej…

    Af hensyn til ensomhed, så er det atter det rette sted, at vise dit mod og åbne op. Herinde er det ikke et tabu. Jeg ville vove den påstand, at ensomhed – på forskellig vis – er netop det, der binder os sammen. Grunden til, at jeg selv startede med at skrive, var netop – et kæmpe stort behov for at høre til et sted i denne verden. Et behov for at finde værdien i at være skrøbelige mig.

    Skam dig ikke mere, søster. Del din smerte, og skab plads til ny styrke. Jeg glæder mig til at læse dit næste skriv.

    Kærlig hilsen, Loucia Annachanell

    Svar
  2. lykke Skree

    Kære Enspænder.
    Har lige læst dit indlæg og det berørte mig dybt,
    ,hvis jeg kunne ville jeg give dig et kæmpe kram,jeg er sikker på at du er et dejligt menneske. Ønsker dig alt det bedste. Knus Lykke

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.