Som barn var jeg bange for klimaforandringer, krig, biller og enhver form for larver og orme.
Jeg var bekymret over fattigdom i U-landene – og om vi ville blive angrebet af rumvæsener.
 
Jeg lavede gruppearbejde i folkeskolen om drivhuseffekten og CFC-gasser i deodoranter, og vi sendte opgaven ind til en konkurrence i EU og vandt 700 ECU. Det var før Euro’en.
 
Jeg så “Transit” og lærte om fattigdom og børneprostitution i U-landene, nærmest før jeg selv var gået i puberteten. DR’s børneprogrammer havde nogle gange en kraftig social vinkling i 1990’erne.
 
Jeg tjene penge ind til Spejderhjælpen ved gå rundt og spørge, om jeg kunne lave et stykke arbejde for folk i lokalområdet. Pengene gik til et projekt i et U-land. Vores patrulje var et år den patrulje i troppen, der havde tjent flest penge. Vi fik biografbilletter til “Titanic” som præmie.
 
Efterhånden fik jeg en fornemmelse af, at hele verden var på katastrofekurs, og at jeg var en magtesløs tilskuer til verdens nært forestående undergang. Vi overlevede heldigvis årtusindskiftet.
 
Verden kom til os i aviser, fjernsyn og senere internettet. Den kom til os med flygtninge, der søgte hertil. Den kom til os, hvis vi selv vendte blikket udad og rejste udenlands, var nysgerrige og åbne. Verden ændrede os og vores vaner.
 
Som voksen fandt jeg ud af, at man skal vælge sine kampe med omhu, men at man godt i det små kan kæmpe de store kampe – såsom imod klimaforandringer. Sige nej til plastikposer i butikkerne, købe brugte ting, affaldssortere, bekæmpe madspil i egen husholdning, tage cyklen. Men jeg lærte også, at ingen er fuldkommen, og ingen kan kæmpe kampen alene.
 
Jeg valgte min vigtigste kamp, da jeg var ved at kæmpe mig selv op. At skabe bedre forhold for mennesker med sindslidelser – at forbedre psykiatrien, de sociale tilbud og mere forebyggelse. Men igen er det en kamp, nogle af os kæmper sammen, for ingen kan kæmpe en så stor kamp alene. Kun i det små kan vi hjælpe vores nærmeste og behandle dem, vi møder på vores vej, med venlighed og respekt. Selv de mindste af vores handlinger kan have en betydning for andre.
 
Jeg er i øvrigt stadig bange for klimaforandringer, krig, biller, orme og larver af enhver slags. Og for at lægge en besked på en telefonsvarer. Og for uansvarlige bilister, nedfaldne tagsten og alskens andre ulykker.
Mest af alt er jeg bange for, at vi kæmper for meget imod hinanden i stedet for med hinanden.
Og allermest bange er jeg for at miste dem, jeg holder af.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.