Foto: Anders Sandfær Lysholm

Efter tre år med flere indlæggelser på grund af svær depression, blev der søgt førtidspension til mig. Da jeg erfarede, at jeg skulle vente flere måneder på afgørelsen, følte jeg behov for at handle. Jeg havde brug for ikke at føle mig i venteposition og prisgivet andres vurdering, som kunne afgøre min fremtid.

Derfor valgte at tage på højskole, mens jeg ventede. Jeg opdagede, at på højskolen var der ingen, der interesserede sig særligt for min historie med depressioner. De interesserede sig for andre dele af mig, f.eks. mine musiske evner, min evne til at få folk til at føle sig godt tilpas og mine fjollede påfund. Jeg fik en bid af mit selvværd og gamle identitet tilbage.

Jeg havde et fag, hvor jeg skulle lave et projekt. Jeg valgte at lave et foredrag om depression, som jeg holdt for hele skolen.

For nylig blev det tydeligt for mig, at det foredrag var afgørende halvanden time af mit liv. Jeg fik nemlig den gave at være tilskuer til, at Amalie (en af de unge, jeg som peerstøtte medarbejder samarbejder med i hendes recovery proces), holdt oplæg for en 7. klasse om hendes historie med mobning gennem mange år. Det er en af de få gange, jeg har oplevet at få gåsehud over at overvære noget stort og vigtigt for et andet menneske.

Amalie var langt mere modig, end jeg var dengang på højskolen. Jeg havde 1000 slides (cirka) med teoretisk viden om depression. Naturligvis var min egen historie med men slet ikke så hudløst ærligt, som hun fortalte. Hun gjorde sig sårbar, og det blev godt taget i mod af tilhørerne, og fik dem til at stille dybe spørgsmål, som f.eks. handlede om, hvad det havde gjort ved hendes selvopfattelse som barn og i hendes voksenliv, og hun havde deres fulde opmærksomhed.

Det var særligt at se Amalie tage sin historie tilbage. Fortælle den, fordi hun ønskede, at den kunne være til gavn for andre. Det var modigt, og jeg så, at hun blev den stærke i en historie, hvor hun altid har følt sig som offeret for andres mobning og udelukkelse af deres fællesskab. Hendes styrke blev tydelig, hvor hun ellers engang følte sig svag og som offer for andres luner. Der opstod en sammenhæng til, hvordan hun har haft det siden, og hvad hun har måtte arbejde med og fortsat gør.

Min tanke er, at forståelsen af det skete kan give en kæmpe forløsning i sig selv og så det, at nogle lytter med. Et vendepunkt er måske ved at være et slidt udtryk, men det er jo det, det er! Et tidspunkt i ens liv, hvor man vælger at tage sin historie til sig som ens egen og blive aktør i den. At sige, det her er min historie på godt og ondt, men det er min historie. Et vendepunkt, fordi man begynder at kigge fremad frem for tilbage. Eller måske nærmere en vekselvirkning, hvor man får øje på alternative måder at handle på, end man gjorde engang og vigtigst forhåbentlig får omsorg og medfølelse for sig selv, frem for at dømme sig selv.

Hun var glad og stolt bagefter, og jeg var super stolt af og fyldt af respekt for hende. Hun er klar på at gøre det igen og måske vil mere positive erindringer dukke op hver gang, hun fortæller. Sikkert også svære erindringer, som dog måske kan få mening.

Godt gået, Amalie!

Foto: Privat

Om Forfatteren

"Et arbejdsliv for Karen er yderst tvivlsomt og hun bør ikke arbejde med mennesker, som har brug for omsorg", skrev min psykiater i 2007. Jeg har - med en del omveje undervejs - kæmpet mig tilbage til et arbejdsliv, hvor mine erfaringer med svære depressioner ikke ses som en begrænsning, men som værdifulde for andre. Tidligere har jeg arbejdet tre år som recovery mentor på et socialpsykiatrisk botilbud. De sidste tre år har jeg arbejdet som peerstøtte-medarbejder i Helsingør Kommune. Jeg glæder mig til at blogge om, hvad jeg oplever som peer støtte-medarbejder. Hvilken positiv forskel jeg oplever, det gør for mig selv, kollegaer og ikke mindst de borgere, som jeg arbejder sammen med i det daglige. En enkelt udfordring vil nok også dukke op i ny og næ :-) Mere eller mindre interessante facts om mig: Jeg er 42 år og bor i Helsingør med min kone, min bonusdatter på 11 år, fem katte, en hund, to kaniner og et utal af fisk. Jeg samler på Playmobil fra 70'erne og 80'erne og holder af at skrive og spille musik.

2 Kommentarer

  1. PayItForward

    Wow. Igen står der her noget om hvor godt er menneske du er Karen.
    Tak for det du har givet mig, og det du giver til andre nu.
    Håber vores veje måske krydses igen, en dag…

    Svar
    • Karen Norbøll

      Kære Z. 1000 tak for din dejlige kommentar! Den gør mig glad 🙂 Er rigtig glad for at høre, at jeg har givet dig noget godt med på din vej. Knus

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.