Stort set hele mit liv har jeg haft følelsen af at leve et dobbeltliv. Jeg var et livsglad og udadvendt barn. I folkeskolen var jeg blandt lærernes favoritter – velforberedt, høflig og flittig, og jeg scorede topkarakter. Jeg var også vellidt blandt mine klassekammerater, fordi jeg lavede deres lektier også. Jeg var god til musik, dans, sport – you name it – og til præstens forbavselse, kunne jeg børnebiblen udenad.

Men grundlæggende var jeg et fortabt barn, der skulle reddes… Jeg gennemlevede mit helvede derhjemme i pinefuld tavshed. Jeg turde ikke fortælle nogen, hvad der foregik, da det blev italesat, at det var mig, der var problemet. I alle de år prøvede jeg derfor at balancere mellem at være det gode eksempel og den frygtelige datter. Det lykkedes mig ikke særlig godt, kunne ses på mit sind. Jeg blev indelukket og fremmed for mig selv.

I slutningen af teenageårene var jeg iøjnefaldende underlig. Med mine lyseblå øjenbryn og den hjemmelavede piercing i læben var jeg modig nok til at gå imod tornadoer, og jeg fik en del voksne på nakken. Jeg var ikke bange for at lave ballade og blive bortvist fra skolefester. Jeg var ikke bange for at forfalske min fars underskrift til udlandsture, eller bilde læreren ind, at han var død. Uddannelsen havde ikke længere særlig interesse – ikke andet end, at det var min mulighed for at få pause hjemmefra. Jeg var ikke specielt populær hos lærerne, og mine klassekammerater så noget nervøse ud. Jeg blev sendt til psykolog.

Men i princippet var jeg ikke en særling. Jeg var ekstremt stærk, og jeg var pavestolt af mig selv. Jeg havde fuldstændig styr på, hvordan man overlever i denne verden – helt alene og på egen hånd. I gymnasietiden prøvede jeg derfor at balancere mellem at være underlig og mit eget forbillede. Det lykkedes mig ikke særlig godt. Det kunne ses på mine venskaber, der en efter en blev tabt på gulvet.

Som flugt fra barndommens gade, valgte jeg at flytte til Danmark efter endt gymnasium. Det var et meget vovet valg, da jeg intet tilknytning til landet havde. Det var også et bevidst valg, for jeg havde besluttet mig for at starte fra nul – give mig selv et helt nyt liv. Jeg genvandt langsomt titlen som forbillede for andre. Jeg fik mig en uddannelse, et job og en stolt kæreste. Jeg blev fyldt med kærlighed og anerkendelse – jeg var noget helt særligt, fik jeg mig fortalt.

Men i virkeligheden var jeg noget værre rod… Flugten fra fortiden havde ført mig direkte ud i splittelse og ensomhed. Jeg kunne ikke forenes med to kulturer. Jeg kunne ikke forenes med to Jeg’er – den jeg voksede op med at være, og den jeg var blevet til. At elske – det havde jeg ikke lært; hverken elske mig selv eller andre. Jeg kunne ikke engang finde ud af at tage imod. Ungdommen gik derfor med at balancere mellem at være en succes ud ad til og et rod indeni. Det lykkedes mig ikke særlig godt, kunne man se på de selvdestruktive tendenser.

Jeg kom dog ind i voksenrækker med manér. Jeg havde besejret mine udfordringer. Karrieren toppede og lejligheden var købt. Manden i mit liv lå ved min gravide mave. Langt om længe havde jeg lært at tillade kærligheden. Puslespillet var samlet, og jeg nød det smukke resultat. Jeg følte mig hjemme – både i landet og inde i mig selv. For første gang i mit liv kunne jeg overbevisende sige, at jeg var lykkelig.

Men inderst inde var jeg godt på vej ned i det dybeste hul… Da vores datter rundede et, brød sygdommen ud, og mit sind blev erobret af dæmoner. Jeg var ikke til stede i mit lykkelige liv. Jeg havde daglige, hemmelige kampe med tomhed og smerte. I alle de år prøvede jeg at balancere mellem kærlighed til livet og længsel efter døden. Det lykkedes mig ikke særlig godt. Det kunne ses på tre knuste hjerter, der til sidst måtte gå hver til sit.

Nu sidder jeg så her – i vellykkedes recovery, med genvundet styrke. Jeg har endda overskud til at dele ud. Men hvis jeg tillader mig selv at mærke efter, så er jeg helt knust. Resten af mit liv ligner et klip fra Afghanistan – vist på et tv skærm, der hakker alt for meget. Jeg aner ikke, om filmen er sat på pause, eller kører mod slutningen. Der er ingen baggrundsmusik, så jeg ved ikke, om der kommer noget godt eller jeg skal være nervøs. Der er ingen undertekster, så jeg fatter ærlig talt ikke, hvad der foregår – ikke andet end, at det ser blodigt ud.

Jeg kan og jeg vil ikke acceptere, at jeg har mistet min lykke til en skide sygdom! Jeg kan og jeg vil ikke acceptere, at jeg ikke har samme færdigheder, som jeg havde før! Jeg kan og jeg vil ikke acceptere, at jeg ikke kan bidrage til livet på samme vis som før!

Men så kommer jeg ikke videre, vel?

Jeg tvister min hjerne og klamrer mig til de små bitte glimt af glæde jeg ser. Jeg slukker for følelser, finder smilet frem og balancerer mellem min sejr og mit nederlag.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.