Du forvirrer mig. Hjælper du mig, eller spænder du ben. Kan jeg stole på dig, eller vil du forråde mig. Holder du mig i live, eller slår du mig langsomt ihjel.

Jeg er efter mange år begyndt at kunne adskille dig, min anoreksi, fra mit virkelige jeg. Det er et skridt på vejen til at vinke farvel og komme videre ud i livet, men samtidig starter det en masse andre tanker. Har jeg ikke selv budt dig indenfor, og har du ikke også hjulpet mig og beskyttet mig mod en verden hvor jeg ikke følte og stadig ikke føler mig tilpas?

Med min fornuft kan jeg sagtens se at det ikke er sundt for mig at holde fast i dig og de hundredevis af regler du sætter op for hvordan jeg skal leve mit liv. Uanset hvor meget du får mig til at tro på at det er dig, og dig alene, der holder mig oven vande, så ved jeg også at du er grunden til at jeg føler mit liv er sat på pause. Jeg bor på bosted, jeg er ofte indlagt, har ingen uddannelse, og ikke meget overskud til andet end at gå i behandling.

Alligevel bliver jeg hele tiden i tvivl om hvad der er bedst og ikke mindst hvad der er mest rigtigt for mig. Du hvisker hele tiden i mit øre, at hvis jeg spiste det mindre, motionerede det mere, tabte mig lidt og i det hele taget fulgte dine råd til punkt og prikke, så ville jeg få det bedre og mit overskud ville vende tilbage.

Det ender dog altid med at jeg ikke gør det godt nok, og uanset hvad det handler om vil jeg aldrig være god nok.

Altid vil jeg kunne gøre det bedre, og så længe jeg ikke opfylder dine krav har jeg ikke ret til at være god ved mig selv. Hvis du straffer mig hårdt nok, kan det være jeg gør det bedre næste gang. Du siger, at når jeg har tabt mig tilstrækkeligt, vil jeg endelig blive glad og tilfreds. Det har jeg dog endnu ikke oplevet lige meget hvor tynd, jeg er blevet. Jeg kan altid lige smide et kilo mere, så vil det være nok.

Nydelse er noget af det værste. Det er forbudt at slappe af, at give slip og at glemme dine krav. Sker det alligevel at jeg slipper kontrollen og lader mig selv være i øjeblikket, grine og hygge mig, ved jeg at du straks vil være der bagefter, fortælle mig det ikke er okay og banke mig i hovedet. Du indhyller mig i et mørkt tæppe af dårlig samvittighed.

På trods af alt dette, ser jeg også så mange positive ting ved dig. Du giver mig tryghed, viser mig vej, og du forlader mig ikke. Uden dig ville jeg ikke vide hvem jeg var. Du giver mig en identitet, og et holdepunkt i en verden der er forvirrende, farlig, og hvor jeg ikke synes jeg passer ind. Det er svært at tro på, når pårørende og behandlere fortæller mig at jeg er noget uden dig. For selvom jeg nu kan skille dine tanker fra mine, er vi så tæt forbundet, at den ene ikke kan leve uden den anden. Min nuværende psykolog sagde engang til mig, at jeg kunne tænke på dig som en snylte, der udelukkende levede af mig og mit dårlige selvværd og svære tanker. Jeg forstår godt hvad hun mente, men jeg har stadig svært ved at tro på, at jeg ikke også lever lidt af dig.

Du holder sammen på mig, sørger for at min krop og mit sind ikke falder fra hinanden, går i opløsning.

Du fortæller mig, at grunden til jeg har andre mennesker omkring mig, udelukkende er fordi de har ondt af mig og ikke synes de kan være bekendt at gå. Derfor skal jeg ikke kontakte dem alt for ofte, jeg er en belastning, det er min opgave at skåne dem for igen og igen at skulle tage sig af mig.

Holder jeg derimod fast i dig, vil jeg aldrig stå helt alene. Både pga. din konstante tilstedeværelse, men også fordi det behandlingssystem jeg efterhånden er blevet så tryg i, vil slippe mig. Det er en skræmmende tanke, psykiatrien er efterhånden det eneste sted jeg fungerer.

Konstant forgår der en indre kamp. Hvem skal jeg vælge at tro på, skal jeg gå til højre eller venstre, hvad er tilladt og rigtigt for mig.

Men jeg bliver mere og mere sikker på at det er på tide at vinke farvel, på tide at stole på de mennesker omkring mig og på deres ord. Du har allerede været en del af mig i så lang tid.

Jeg vælger at prøve den anden vej, jeg giver slip på dig, med forvisningen om, at har du forladt min krop længe og jeg ikke synes det er det værd at undvære dig, vil jeg så let som ingenting kunne invitere dig indenfor igen, du vil altid stå klar et sted i skyggerne bag mig.

2 Kommentarer

  1. Malene

    Hej,
    Tak for et velskrevet indlæg. Jeg ønsker dig alt godt.
    Kh Malene

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Hej med dig. Jeg kan se, du er ny hos os, så jeg vil gerne byde dig hjertelig velkommen i vores fællesskab!

    Jeg kender ikke til anoreksi, men jeg kan genkende en del i dit brev, i forhold til min angst. Det ambivalente ven/fjende forhold er så drænende. Du er nået langt, hvis du tør give slip. Ønsker dig god kamp!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.