Jeg lever i to verdener. Der den verden alle kender til, den der er en del af alle menneskers liv, syge eller raske. Men jeg er også en del af en anden verden. Behandlingssystemets helt egen og til tider meget forvirrende verden.

Jeg har efterhånden været tilknyttet psykiatrien i 9 år. Det har været 9 år med voldsomme op – og nedture, både ift. mig selv, men bestemt også ift. mit syn på den danske psykiatri, som jeg desværre langt fra er klar til at undvære endnu.

Til tider har det været en gave at have mennesker omkring der kunne støtte mig i de sværeste perioder af mit liv, og ikke mindst som har kunne hjælpe mig til at finde håbet, drømmene og selve livsgnisten frem når alt så sort ud. Jeg har tit tænkt på hvor heldig jeg er at være vokset op i et land hvor hjælpen er der blot jeg rækker ud efter den. Det er en ret jeg har, helt uden at jeg og min familie nogensinde kommer til at drukne i bundløs gæld.

Men det sker også at jeg kan blive så utroligt frustreret på hele systemet, at jeg har lyst til at kaste det hele på gulvet. Give op og være ligeglad, for hvad nytter det hvis selv dem der er uddannet til at hjælpe, ikke kan forstå mig, og jeg bliver kastet rundt mellem forskellige hospitaler, afdelinger og sågar diagnoser.

Jeg har oplevet så mange gange at være i behandling et sted, om det så har været under indlæggelser eller i ambulant regi, hvor jeg efter en rum tid bliver afsluttet eller udskrevet med en henvisning til et nyt tilbud, og ordene: ”Vi tror ikke vi er det rigtige sted for dig, vi henviser dig til et andet sted som helt sikkert kan hjælpe dig bedre”. Og så starter det forfra.

Når jeg tænker tilbage og holder mine oplevelser i psykiatrien op mod hinanden, tegner der sig et tydeligt mønster. Psykiatere, overlæger, kommuner, faktisk generelt beslutningstagere, har meget sjældent været til megen hjælp for mig. Kassetænkning og økonomi overskygger det enkelte individ og dennes behov.

Til gengæld har jeg ofte i sygeplejersker, medarbejdere på botilbud, de behandlere der er eller har været omkring mig i min hverdag, mødt en varme og en omsorg som jeg slet ikke kan beskrive med ord. De mennesker ser mig. De ser ikke en diagnose, eller et cpr-nummer. De møder mig der hvor jeg er, de støtter mig og ser mig på både de gode og de dårlige dage. De har gjort en verden til forskel.

Jeg har svært ved at se hvorfor noget af den forståelse og interesse for den enkelte, ikke kan overføres til dem der sidder lidt højere oppe i systemet. Som en sygeplejerske for nyligt sagde til mig: ”Vi er bunden af fødekæden. Vi kan råbe op og vi kan give udtryk for vores holdninger, men i sidste ende er det ikke os der bestemmer”. Det virker så uforståeligt set fra min side.

Jeg kan heller ikke komme udenom, eller bare lade være med, at nævne det ofte omtalte kassesystem. Hver diagnose har sin egen kasse. Afviger du lidt fra normen, må du lige skæres til for bedre at kunne være i kassen. Har du derimod flere diagnoser, eller bare træk fra lidt forskellige kasser, ja så bliver du nemt tabt på gulvet, for hvor skal man da så gøre af en som dig. Jeg tror aldrig jeg har mødt en bruger i psykiatrien som har været glad for, eller haft gavn af dette system.

Jeg er en af dem der ikke bare kan skæres til, der er nemlig endnu ingen der helt har kunne placere mig. Jo, jeg har da en primær diagnose. Men hvad så med dem der er sekundære? De skal jo også tages i betragtning. Helt forvirrende bliver det først når der kommer nye på listen eller de bliver fjernet igen. Faktisk må jeg indrømme at jeg i skrivende stund ikke helt er klar over hvilke diagnoser der officielt er listet i min journal. Jeg spurgte for nyligt min psykiater, og selv hun svarede at hun faktisk også var lidt forvirret. Så kommer jeg til igen at føle mig forkert. Hvorfor kan jeg ikke engang i min sygdom passe ind.

Jeg er dog efter alle de år endelig begyndt at mærke en forståelse, en opmærksomhed på mig og mine problematikker, mennesker der for alvor kæmper min sag, helt uden at lade diagnoser påvirke deres arbejde.

Det psykiatriske system er virkelig sin egen lille verden. Det er en verden fyldt med bakker og dale. Der er labyrinter med blindgyder, og stier på kryds og på tværs. Finder du en god sti, kan du komme til en landsby hvor du bliver taget imod med åbne arme. Tager du derimod en af de forkerte stier, kan du ende lige tilbage hvor du startede.

Det er en forunderlig verden. Men selvom jeg kan have noget så svært ved at forstå den, føles den tryg og sikker. Jeg glæder mig til den dag jeg får vinger så jeg kan flyve til et nyt sted, men for nu er det her jeg er. Jeg må tage det sure med det søde, leve med at hjælpen ikke altid er det første sted jeg leder.

Jeg ved at jeg bliver bedre og bedre til at navigere, og jeg tror oftere og oftere at jeg nok skal ende det helt rigtige sted. Stedet hvorfra jeg kan komme videre.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.