1.

”Er du klar?” – spørger damen, mens hun stryger mig på ryggen. Jeg nikker. Jeg er klar. Har prøvet det før: Undgå øjenkontakt, pas dine medicintider og bliv ellers på værelset – så skal det nok gå. Hun tager mig under armen og følger mig over. Hun er nærværende og rolig; hun smiler sågar.

Hvor er jeg taknemlig for at kunne være her.

Hun taler varmt om stedet, mens hun viser mig rundt. Hun følger mig ned til mit soverum. Hun giver ikke slip på sit nærvær før, at jeg siger – jeg føler mig tryg. Chok. What? Tremandsstue? Den havde jeg ikke lige set komme … Jeg nikker. Jeg er klar. Har aldrig prøvet det før, men: Undgå øjenkontakt, pas dine smøger og hold dig til baghaven – så skal det nok gå. Millioner af tanker invaderer mit hoved.

Det var nok alligevel ikke smart at komme her.

2.

Kun mig og tomheden ude på terrassen. En patient kommer ud og sætter sig. Han tager en smøg, fortrøstningsfuld som jeg. Han bruger kun et sekund på at suge; han bruger et sekund på at puste ud. Og så forfra igen. Regelmæssigt, i takt. Tik. Tak. Tik. Tak.

Tiden går for langsomt, fornemmer jeg klart.

Han fanger mit blik med sine intense øjne. De er helt igennem uhyggelige, helt ekstremt sorte. Han blinker ikke. Han dribler med foden. Det er ikke rart. Det’ bare slet ikke rart! ”Er du ansat eller indsat?” – spørger han pludselig. Øh… hvad er mon mindst farligt at svare? ”Næ, jeg er skam lige så fucked, som de andre. Og dig?” – spørger jeg høfligt, selv om jeg kender hans svar. Han tier, uden at sænke sit blik.

Notat til mig selv – ham skal jeg holde mig fra.

3.

Jeg sætter mig ud i baghavens sol. Der er dejlig stille; der er den tiltrængte ro. Stille – set bort fra de hjerteskærende trin. Jeg synes, jeg har set ham gå rundt, siden jeg kom? Altid alene. Altid helt tavs. Sikkert med et helt igennem ødelagt sind.

Hvor kommer det stakkels menneske fra?

Hvilket liv har han bag sig? Hvad skyldes hans ar? Jeg ville så gerne ku’ fange hans øjne. Har lyst til at give ham et smil. ”Er du okay?” – samler jeg mod til at spørge, men han lader mig ikke fange sit blik. Han vandrer bare stenet frem og tilbage. Stadig alene. Stadig helt tavs. Hans smerte laver dybe sår i min sjæl. Jeg har så ondt af hans skæbne. Tænk, hvis jeg går i hans fodspor en dag? Nej, den tanke er for tung til at tænke.

Notat til mig selv – ham må jeg hellere holde mig fra.

4.

Terrassen igen. Der er noget fredagshygge. Jeg magter egentlig ikke, men … Jeg kan alligevel ikke finde et sted, hvor jeg kan få bare en smule fred. Jeg kan lige så vel gemme mig bag en kage. Det er jo ikke fordi jeg skal ku’ præstere? Straks bliver jeg dog spurgt, hvor jeg kommer fra.

Den indre smerte overtager.

Jeg har ikke lyst til at åbne op, så jeg vælger at fremstå kold. Nummeret på mit håndled vil jeg ikke kendes ved, og det gælder egentlig også dem. Men det ene spørgsmål fører til det femte, og jeg er ved at blive kvalt. Det går op for mig, hvor dybt jeg er faldet. Jeg er jo en af dem!? Mit liv er itu; mit sind er revnet. Det vil jeg ikke at acceptere. Jeg vil hjem til min pige. Hjem til hendes far. Jeg vil hjem til alt det, jeg ikke længere har.

Hvordan kommer jeg mon videre herfra?

5.

Vi sidder og spiser. Alarmen går. Jeg ved godt, hvad klokken har slået. Jeg registrerer, at en medarbejder løber af sted. Den anden virker ikke særlig vågen. Jeg forestiller mig det blodige scenarie – hvem og hvor og hvorfor. Jeg ser mig omkring. De andre spiser bare?

Ja, de har vel lært at overleve her.

Medarbejderen ved siden af ser, at jeg panikker. Hun giver mig håndtegn og siger: ”Shh…” og fortsætter i en provokerende stemme: ”Der kommer vild med dans.” Jeg er tæt på at stikke gaflen i hende. Hun skal sgu ikke lave håndtegn på mig. Jeg er rædselsslagen, så giv mig et kram. Og jeg er vel ikke endt på alderdomshjem? Udfordr min hjerne, mit intellekt med noget andet end et tv-program. Bevares.

Notat til mig selv – hende holder du dig fra!

6.

Jeg takker for maden og henter min taske. ”Jeg mangler lige smøger” – siger jeg blidt, og tjekker mig ud på tavlen. Ja, det er fake, og jeg har en agenda, men det regner jeg ikke med, de ved … Hvor er der en skov? Et sted uden smerte? Et sted, der ikke giver mig ar?

Jeg kan vitterligt ikke holde ud at være her!!!

Jeg går og jeg går. Ingen skov, ingen fred; men jeg har fundet en øde vej. Tænk, hvis de ringer efter politiet. Hvad skal der så blive af mig? ”Tæl til ti” synger Tina Dickow for mig. Godt så – vi tæller til ti. Jeg lukker øjnene og giver mig hen til de dystre akkorder med stil. Mit mareridt ser dog ikke ud til at stoppe. Intet giver mening for mig. Sindet bliver mørkere. Dæmonerne vågner. De påstår, de har et svar.

Notat til mig selv – skoven må jeg hellere holde mig fra.

7.

Jeg vender forsigtigt tilbage igen. Forvirret og en anelse bange. Jeg bliver mødt af et blik, der har afsløret mig – en patient, der har været her længe. ”Jeg kan virkelig godt forstå dig” – siger han og løsner min lænke. Han dømmer mig ikke. Han ser min kamp.

Ham er jeg glad for, jeg har.

Jeg vælger langsomt at åbne op og dele min dybeste smerte. Vi sidder lidt på terrassen og snakker, og jeg lader tårerne danse. Ind under huden er vi vel ens – selv ham, med de uhyggelige øjne. Udmattede mennesker i for tungt et liv. Krigere svigtet af vores hær. Vi har forskellige aldre, forskellig facon, men er forbundet af samme smerte … Patienten hjælper mig med at bygge et skjold, så jeg kan tage kampen op.

Jeg lover vemodigt mig selv, at jeg bliver her.

2 Kommentarer

  1. Maya

    Du er utrolig dygtig til at udtrykke dig med dine følelser og tanker. Du skriver nogle fede vendinger. Gør noget godt: skriv en bog – for os alle. Bare vent; det bliver fantastisk.

    Svar
    • Loucia Annachanell

      Kære Maya. Af hjertet tak. Jeg er meget beæret over din kommentar. Virkelig. Mange tak!

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.