Det kan være svært at holde fast i vennerne, når man har det så skidt, at man ikke en gang orker at stå ud af sengen. Men Cathrine Jansen har fundet ud af, hvordan hun bedst holder kontakt til de nærmeste.

Af Cathrine Jansen

Jeg har mistet mange mennesker på min rejse. Nogle var venner, mens andre ”bare” var mennesker; passerende skyer, der fordampede, idet jeg blev erklæret psykisk syg. Og det er okay, for jeg ved, hvad jeg har at tilbyde. Og dem, der ikke vil være her, når jeg har det dårligt, skal heller ikke være her, når jeg har det godt. Som Marilyn Monroe sagde det så fint, så fortjener ingen alt det gode, der er i dig, hvis ikke de kan håndtere dig, når du er værst.

Med det sagt kræver det en indsats for os med en sygdom at opretholde vores relationer. Det gør det for alle – også raske mennesker. Men os der har nogle ekstra finurligheder i vores personlighed, sind og hjerne, skal kæmpe lidt ekstra. Ikke fordi vi nødvendigvis skal give mere af os selv, men fordi vi er nødt til at kommunikere ud til dem, vi holder af, hvad vi kan, ikke kan (og hvorfor vi ikke kan), og hvad vi har brug for, at vores omgangskreds gør i forskellige situationer, som kan opstå.

Jeg er introvert ud til tåspidserne så at dele helt åbent, hvad jeg har brug for fra andre, er for mig en enorm udfordring. Jeg har altid tænkt, at tingene giver sig selv. Det vil sige, at jeg har tillagt min omgangskreds den umenneskelige evne det er at kunne tankelæse. Af den grund er jeg ofte blevet skuffet og såret. ”Hvorfor kunne de ikke bare gøre, som jeg synes, at de skulle? Kunne de virkelig ikke se, hvad jeg havde brug for?” Det kunne de ikke, fordi jeg ikke fortalte dem, hvad jeg havde brug for. Det øver jeg mig på at blive bedre til. Og jeg er blevet bedre. Langt (som i virkelig langt) fra perfektion, men bedre er jeg.

Forskellen mellem bekendte og venner
Jeg tror egentlig, at jeg er god til at være veninde. De stærke følelser, som Borderline giver mig, har også en positiv side. Det betyder blandt andet, at holder jeg af nogen, holder jeg virkelig meget af dem, og så vil jeg gå igennem ild og vand for deres lykke.
Af og til rammes jeg af periodiske depressioner. De kan have en varighed på alt fra en hel dag til flere måneder.
Når jeg er brændt ned til aske, oplever jeg, at noget af min omgangskreds ikke ved, hvad de skal stille op. Nogle forsvinder i den mørke tid for at vende tilbage, når jeg genopstår fra asken. Dem betragter jeg som bekendte. De er ikke mine venner. Men det, at de ikke kan håndtere at holde min hånd igennem depressive episoder, gør dem ikke til dårlige mennesker. Det er ikke alle, der kan håndtere mit mørke, men det gør dem ikke mindre sjove at være sammen med, når jeg har det godt.
Heldigvis har jeg også nogle gode venner, der efterhånden kender mig og ved, hvad jeg har brug for. De hiver mig med til træning, ud at spise is, inviterer mig ud i naturen, hvor vi både kan snakke om alt det svære, men også få grint af alt det tåbelige. Jeg er selv en mester i galgenhumør; for mig gør det alting nemmere at grine. Også af alt det, der gør helvedes ondt.

Kommuniker og vær åben
Siger jeg nej til træning, ved de fleste, at den er helt gal, for jeg træner (næsten) uanset, hvor dårligt jeg har det. Det er her jeg skriver: ”Jeg ville rigtig gerne, men jeg har knap nok kræfter til at stå ud af sengen. Det gør ondt indeni”. Her får jeg gerne et svar om, at de er her, når jeg har brug for det. At jeg bare skal sige til. Det er betryggende, når man sidder og føler sig alene med al smerten. Jeg har fortalt mine venner, at hvis jeg pludselig forsvinder fra overfladen, eller ikke er der så meget som ellers, er det fordi jeg kæmper for at overleve og ikke, fordi jeg ikke vil dem.
De forstår det måske ikke, men de accepterer mig og mine begrænsninger.
Der er meget, jeg kan, men der er også ting, helt normale ting, som jeg endnu ikke kan. Bemærk: Endnu!
I det store hele er mit råd, at man skal være åben og øve sig på at kommunikere. Jeg har prøvet at være indelukket, og ikke dele noget med nogen. Det falder folk fra på. Er du åben og ærlig, og nogen falder fra, er det ikke dit tab, men deres. Jeg synes, at det er en god måde at sortere fårene fra bukkene. Husk, at du er ligeså værdifuld, som alle andre mennesker, selvom du er psykisk syg. Du har set helvede, du har vadet lige igennem det, og selvom du danser på kul, er du her stadig. Du er ikke et offer, du er en overlever, og du skal nok komme ud på den anden side. Klogere, stærkere og mere autentisk end nogensinde før: ”Nothing in this world is permanent. Not even our troubles”.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.