Jeg har altid været lidt anderledes..

Jeg er den yngste i en børneflok på 4, jeg blev født 12 år efter den yngste af mine søstre og året forinden var min familie flyttet fra den ene side af fjorden til den anden side, så alle dem mine søstre kendte fra deres opvækst, anede jeg ikke hvem var, da jeg voksede op.. Så når de snakkede om deres oplevelser, var det som om jeg ikke eksisterede.. Og det gjorde jeg jo heller ikke, jeg blev jo først født år senere.

Jeg legede meget alene.. Tror jeg, for jeg husker det faktisk ikke.

Det hus mine forældre havde købt, lå midt på en hovedvej på landet, hvilket betød ingen tætte naboer (og dem der var, havde ikke små børn)

Jeg gik ikke i dagpleje og børnehave, jeg var derhjemme. De børn jeg legede med var børn min mor passede indimellem, eller naboernes børnebørn når de kom på besøg. Tror bestemt ikke jeg selv havde valgt nogen af dem som legekammerater, havde jeg haft valget.

Der var egetlig ikke langt til den nærmeste by med en fin folkeskole, og mange børn, 2 km max. Men der skulle jeg ikke hen! For mine søstre havde vist ikke været for heldige med deres overflyning, da de flyttede til som teenagere. De var jo tilflyttere så de blev holdt lidt udenfor, som de fortæller det.

Men jeg var jo født og opvokset her!..

Jeg gik til gymnastik i byen kan jeg huske, men jeg fik ingen venner. Jeg så dem jo kun den ene gang om ugen, og der skulle man jo høre efter og ikke snakke i hjørnerne, husker vores underviser som ret streng. Tror jeg var lidt bange for hende.

Jeg skulle gå i skole 5,5 km i den anden retning. Kendte ingen, på nær en pige min mor havde passet lidt og min fætter som skulle gå i samme klasse som mig.

I børnehaveklassen, det der nu hedder 0.kl Skulle vi en dag fortælle vores fødselsdag…. Jeg anede ikke hvornår jeg havde fødselsdag! Kan stadigvæk mærke mavepinen, koldsveden og varmen stige til hovedet. Hvorfor havde jeg ikke lært det derhjemme???

Jeg terpede i uger, indtil det sad fast..

Aldrig mere skulle det ske! at de ku finde på at spørge om noget jeg ikke vidste, så jeg gjorde det bedste jeg kunne for at være go til det hele… Ihvertfald i de små klasser, indtil jeg fandt ud af at lærerne ikke var ret meget klogere end os elever.

Derefter var jeg i oprør! Stillede spørgsmål ved alt, svarede meget ærligt når nogen spurgte om noget og stolede ikke på nogen eller noget, før jeg så det med mine egne øjne.

Jeg havde veninder indimellem, men de skiftede mig ud når der kom andre der var mere interessante. Og så var jeg alene igen.

Jeg havde ikke noget imod at være alene, det var jeg jo vant til. Men jeg havde noget imod at blive holdt udenfor, når jeg kunne høre dem viske eller lægge planer uden mig… Mobberiet gik mig ikke på, for jeg var bedre end dem! Jeg følte mig klogere, pænere og som et bedre menneske.. Godt for mig, tænker jeg nu. Og jeg havde vist ret! De var sku ikke for kloge, særligt kønne eller ret gode mennesker.

Jeg var anderledes..

Da alle de andre piger gik i dr. Matins støvler og fik en pæn page frisure og hørte Take That, gik jeg i min søsters aflagte cowboystøvler, havde langt pjusket hår og hørte Nirvarna og Metallica.. Og engang imellem klassisk musik og opera for afvekslingens skyld.

Jeg passede ikke rigtig ind nogen steder.

Da jeg skulle starte i 10 kl. Fik jeg nye venner. Venner med samme humor, samme hobbyer og samme indstilling til livet som mig. Fedt… Jeg kørte min egen stil videre nu med morfar-bukser, skjorte, cardigan og sneakers. Nogen troede jeg var medlem i en ungdoms bande der var i byen, på grund af mit udseende.

“fraglerne” Jeg anede knap hvem de var!

På Gymnasiet troede de at jeg var satanist, da jeg åbenbart gik lidt for meget i sort…

Min stil ændrede sig et par gange i løbet af gymnasietiden og årene fremover.

Venner kom og gik, og kun ganske få holdt ved.

Jeg har vist aldrig helt vist hvem jeg var.

Jeg søgte og ledte med lys og lygte efter nogen ligsom mig, uden et rigtigt resultat. For jeg var ikke som alle andre.

Jeg prøvede ikke på at passe ind, ligne de andre, høre det samme musik eller have de samme interesser.

Jeg var nemlig ærlig overfor mig selv, jeg var ægte og jeg var bare mig!

Og jeg var, og er, bipolar. Og det er fint.. Og det syntes de venner jeg har nu faktisk også 😀

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.