Det har aldrig ligget i mine kort, at jeg skulle blive særlig gammel.
Forstå mig ret. Jeg fik ingen dødsdom af lægerne da jeg var barn, og har heller ikke aktivt søgt en afslutning på mit liv – det har aldrig været nødvendigt, for jeg ville jo alligevel aldrig blive særlig gammel. Da jeg har altid haft en meget stærk følelse af, at jeg på et tidspunkt, blot ville ophøre med at eksistere.

Jeg regnede med, at jeg ville forsvinde – blive opløst og forsvinde – blive en del af kosmos. Blive til stjernestøv og til sidst implodere.
Tidspunktet for denne opløsning har aldrig ligget fast – men jeg tænkte, at det nok ville ske omkring mit 27’ende år.

Nu er jeg netop blevet 30 – og jeg er her stadig. Det var ellers ikke meningen…
Nogen har ændret mine planer for mig, og de har glemt at informere mig i processen. Der er ingen engle eller dæmoner der har været her for at hente mig; og pigen i spejlet står der stadig og kigger tilbage når jeg børster mine tænder.

Jeg ved ikke præcist hvornår, eller hvordan, tanken er opstået – men den har siddet fast lige siden; og nu er den mere en genstand for forvirring, end et udtryk for en plan.
Følelsen af, at være i venteposition. Jeg går og venter på mit lift. Jeg slår tiden lidt ihjel, men fordyber mig som sådan ikke noget, for lige om lidt skal jeg alligevel rejse mig og afsted.
Det er ikke fordi jeg ønsker at skulle afsted, men det var den plan der var blevet lagt; og nu er planen åbenbart lavet om.

Så hvad gør man nu?

Da jeg var mindre frygtede jeg meget døden. Jeg frygtede engle og dæmoners kamp om min udødelige sjæl, for jeg forventede, at den ville blive flået itu i kampens hede. Og jeg frygtede mit efterliv.
Frygt opstår typisk, fordi man står overfor noget ukendt og fremmed. Derfor besluttede jeg mig for at planlægge min begravelse – da jeg tilsyneladende ikke kunne planlægge min død, eller mit efterliv. Jeg skrev derfor mit første testamente da jeg var 9 år – Min søster skulle have mine neglelak.
Det var en god følelse, at kunne folde papiret sammen, og lægge det i min dagbog, som jeg forventede ville blive fundet når de ryddede op i mine ting. Nu var jeg lidt mere klar til det uundgåelige, tænkte jeg.

Og følelsen har ikke forladt mig.
Min planlægning har fortsat, og jeg ved hvilken sang der skal spilles ved min begravelse. I min begravelsespamflet skal der stå en dansk oversættelse af sangteksten, så alle ved hvad der synges. Jeg skal brændes, og min aske skal nedsænkes i en bionedbrydelig urne fra www.urnabios.com. Her vil asken give næring til et træ. Jeg tænker, at et egetræ ville være et godt valg.
Jeg vil stolt knejse over de andre træer, og give liv og ly til mange forskellige dyr, insekter og planter omkring mig. Jeg har ikke besluttet mig for om jeg skal have en gravsten endnu, eller hvad der skal stå – for jeg forestiller mig, at egetræet vil være et bedre symbol for mig, end en granitsten.

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Kære du. Først og fremmest vil jeg byde dig velkommen i klubben. Dit indlæg gør stort indtryk på mig. Dels, fordi jeg selv har “et par testamenter” liggende (ja, jeg er ikke død en eneste gang i løbet af de år, jeg flittigt har opdateret mit testamente); og dels, fordi det gør mig trist at læse, at du bare går og slår tiden ihjel. Hos mig er det angsten, der styrer processen. Heldigvis, så er angsten kun episodisk, så jeg formår at tage del i livet midt imellem anfaldene. Jeg glæder mig til at læse mere fra dig, i håb om, at du ligeledes kommer til at gøre nytte af det levende liv, alt til trods.
    Varme tanker, Loucia Annachanell

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.