Hej.

Dette er mit første blogindlæg. Det er lidt skræmmende og grænseoverskidende at sidde her i min sofa og begynde på min nye identitet som blogger(inde).

Men det første jeg skal starte med at fortælle, er vel hvor det hele begyndte. Jeg blev født i start 90’erne i det vi så dejligt kender som “udkantsdanmark”. Det startede ellers så godt, mine forældre havde planlagt mig, alle scanningerne så fine ud og min fødsel gik hurtigt. Men da jeg kom ud, havde jeg ikke en særlig pæn farve, og jeg kender ikke detaljerne i historien, men lægerne mente at jeg var i så dårlig stand at min mor ikke fik lov til at få mig op til sig umiddelbart efter min fødsel. Jeg var meget stille og havde en usædvanlig kulør. Det er historien om min fødsel der har gjort det svært for nogle psykiatere, at fortælle mig om jeg blev født med min sygdom eller om jeg fik den efter min fødsel på grund af iltmangel.

De første tegn eller symptomer på min sygdom startede allerede så langt jeg kan huske tilbage. Jeg husker, at jeg (også dengang) var plaget af tvangstanker, og de handlede mest om at tælle og abe efter. Jeg husker også, at jeg (også dengang) var meget bange for mørket, fordi jeg var (og er) bange for at der gemte sig noget ondt i mørket. Jeg tjekkede faktisk for noget ondt i mit skab og under min seng indtil jeg flyttede hjemmefra. Jeg husker også nogle mærkelige forestillinger jeg havde om at der svømmede hvaler rundt oppe i loftet på mit værelse og at der boede et spøgelse inde i mit spejl, og begge ting gjorde mig fuldstændig rædselsslagen. Men jeg fortalte det aldrig til nogen, ikke før jeg som voksen sad overfor en psykiater der skulle diagnosticere mig.

Jeg har altid haft en forestilling om at et spejl rummer en form for liv, og det blev meget tydeligt i en leg jeg husker at jeg legede med min kusine. Hun havde to barbier med identiske hoveder, hvor den ene var havfrue. Jeg husker at vi legede at de to var tvillinger, men på en eller anden måde var de blevet skilt ad. Det, der er lidt spooky ved legen, er at de boede på hver sin side af et spejl, altså den ene i den verden de fleste kender som virkelig, og den anden i en eller anden fantasiverden inde i spejlet. Det slår mig i dag, at vi sad og legede en form for vrangforestilling, min vrangforestilling.

Det næste jeg husker (mht min sygdom), er at jeg blev voldsomt plaget af tvangstanker i puberteten. Det tog fuldstændig over i 7. klasse og gjorde, at jeg ikke længere kunne følge med i skolen. Jeg husker, at min tysklærer spurgte mig hvorfor jeg var faldet så langt bagud, for jeg havde ellers altid klaret mig godt i tysk. Jeg husker absolut intet jeg skulle havde lært i skolen i 7. klasse, og var fuldstændig på bar bund i næsten alle fag da jeg startede på en ny skole i 8. klasse. Jeg kan slet ikke huske om jeg nogensinde har haft matematik, fysik/kemi og seksualundervisning før 8. klasse. Men jeg kom nogenlunde efter det i de to år jeg gik på den skole. Det var også på det tidspunkt jeg brød sammen overfor min mor, hvorefter jeg fik hjælp af en læge til at håndtere mine tvangstanker.

I 9. klasse blev jeg rådet til at tage på STX næste skoleår, og da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre med mit liv karrieremæssigt, gjorde jeg bare som der blev sagt. Jeg nåede at gå der i næsten et halvt skoleår, før jeg brød sammen igen, fordi jeg i en lang periode havde været meget ked af det, simpelthen på grund af pres og stress. Så dengang fandt jeg ud af, at jeg ikke kan holde til særlig meget stress, men det forhindrede mig da ikke i, at dumme mig senere.

Så jeg droppede ud af STX, og tog en 10.-klasse på et halvt skoleår, for at kunne starte på en HF på VUC. På VUC startede jeg med at gå i skole 17 timer om ugen. Det tog mig tre år at tage en HF, og et år at supplere den, for jeg havde besluttet mig for at jeg ville på universitetet. Og det var nok den dummeste beslutning nogensinde.

Men min kæreste og jeg rykkede teltpælene op og flyttede til København, hvor jeg startede på universitetet. Det første semester gik udemærket, med kun en eksamen. Det blev straks værre da andet semester lakkede mod enden  og en masse eksaminer skulle klares på meget kort tid. Her var det nok for første gang, at jeg mærkede, at der skete nogle mærkelige ting, og det blev kun mærkeligere og mærkeligere og værre og værre for hver eksamensperiode. Jeg husker specielt hvordan jeg efter en eksamensperiode snakkede fuldstændig volapyk, jeg tænkte før jeg talte, men det der kom ud af min mund var slet ikke det jeg havde tænkt, og jeg kunne ikke selv forstå hvad jeg sagde.

Mine symptomer blev gradvist værre og værre efter hver eksamensperiode. Først kunne jeg slet ikke holde ud at være alene hjemme, en følelse af angst gik igennem min krop det øjeblik min kæreste forlod lejligheden, så vi fik en hund så jeg ikke skulle være alene hjemme. Så kunne jeg ikke køre bil mere, fordi jeg troede at der var noget ondt i bilen og at jeg skulle dø. Så begyndte de fysiske symptomer med hjertebanken, stikkende smerter i brystet, smerter i skulderen og en prikkende fornemmelse i hånden, og de kom hver aften, så forståeligt nok fik jeg taget en masse EKG’er, men de viste intet unormalt. Jeg mistede også hørelse, og måtte til en ørelæge, der også kunne konstatere at alt var normalt. Så begyndte jeg at få angst for offentlig transport, og kunne slet ikke holde ud at være hverken i metroen eller med bussen. Så begyndte min angst for supermarkeder. Så troede jeg at jeg skulle besvime hele tiden. Så troede jeg at andre kunne høre mine tanker. Så blev jeg sensitiv overfor lys og lyde og måtte tage solbriller på til undervisning. Så var det lige som om at jorden bevægede sig. Så begyndte ting lige som at stå skævt. Så blev min kæreste alien-agtig. Så var mine hænder lige som ikke rigtig mine. Så blev jeg overbevist om at mit spejlbillede var en levende kopi af mig der ville komme ud og overtage mit liv. Så blev himlen farlig. Så blev mine drømme ufatteligt virkelige. Så sov jeg sådan set ikke. Jeg fortalte det ikke til nogen, for jeg var bange for at være sindssyg.

Jeg tog til min læge i februar sidste år, som hurtigt på computeren kunne konstatere at jeg var depressiv, så jeg fik antidepressiv medicin. Apotekeren advarede mig om at det var stærk medicin. Jeg tog den første pille til aftensmaden. Om natten vågnede jeg op med den mest forfærdelige brændende fornemmelse rundt om hovedet og SÅ skulle jeg bare kaste op! Jeg lagde mig i fosterstilling på gulvet på badeværelset. Jeg nåede at tage fire piller, før jeg fik et anfald der sendte mig på akutmodtagelsen på hospitalet. Her fik jeg at vide, at jeg skulle stoppe med at tage pillerne. Efter et stykke tid tog jeg til lægen igen, som gav mig et telefonnummer til APH (Akut Psykiatrisk Hjælp), men jeg smed det ud. Tog til lægen igen efter et stykke tid, hvor hun igen gav mig et telefonnummer til APH. Jeg tog kontakt og efter 1-2 dage kom der både en læge, en sygeplejerske og en sygeplejerskestuderende hjem til mig. De tog blodtryk og sådan noget og stillede mig en masse spørgsmål. Jeg svarede ærligt, og lægen sagde til mig at jeg helt bestemt kunne hjælpes af dem.

Kort tid efter besøget fik jeg tildelt en kontaktperson og kom til samtale hos en psykiater, der gav mig arbejdsdiagnosen skizofreni. Da det blev sagt, var det lige før jeg var væltet ned af stolen. ALDRIG nogensinde havde jeg forestillet mig at jeg var en af “DEM”. Det ramte mig fuldstændig som et chok. Jeg blev henvist til OPUS med det samme, men der var lidt ventetid. I mellemtiden havde jeg fået noget beroligende medicin, som skulle hjælpe mig med at sove. Så fik jeg noget antipsykotisk medicin, som slog mig fuldstændig ud! Jeg gik fra sådan set ikke at sove, til at sove omkring 16 timer i døgnet.

Så en dag i maj ringede min nuværende kontaktperson i OPUS til mig. Jeg kan ikke huske hvad der blev sagt helt præcis, men det var noget i forbindelse med min aftale med den daværende psykiater. Jeg blev skiftet over på noget andet medicin og fik diagnosen skizotypi. En måned senere blev jeg dog skiftet over på noget tredje medicin, Abilify, fordi jeg havde taget omkring fem kilo på. Så gik der ikke så lang tid, så havde jeg en aftale med psykiateren igen, hvor vi igen kiggede på min diagnose, og jeg fik en mere passende diagnose, nemlig udifferentieret skizofreni.

Det har været min sygdomsrejse (sådan meget kort – selvom det kan virke meget langt at læse) fra fødsel til endelig diagnose. Håber ikke nogen er faldet i søvn midt i at læse det.

4 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    Tak for at dele din historie og hjertelig velkommen til. Du beskriver meget godt den kringlede vej til den rette diagnose og behandling. Jeg håber du endelig er på rette vej. Glæder mig til at følge dig og blive klogere på skizofreni diagnosen.

    Svar
    • Sommerfuglen

      Mange tak for at læse det. Og tak for velkomsten!
      Jeg vil i et senere blogindlæg fortælle om hvordan jeg har været i fejlbehandling hos psykologer, så det bliver meget mere kringlet!
      Tak

      Svar
  2. Katja

    Velkommen til fællesskabet. 🙂 Jeg glæder mig til at læse din historie, og kommer til at vide meget mere om skizofreni. Jeg har du får den hjælp du har brug for. Og at det er godt at gå i OPUS.

    Svar
    • Sommerfuglen

      Tusind tak!
      Jeg håber at jeg vil være i stand til at lære folk lidt om diagnosen, eller i hvert fald hvordan den kan være.
      Tak, i dag får jeg den rigtige hjælp, men det fortæller jeg nok meget mere om senere. Det er bare rigtig fantastisk at gå i behandling hos OPUS og få den rigtige hjælp.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.