“Burde jeg skamme mig?” er et spørgsmål jeg er begyndt at stille mig selv. Måske mest fordi det er svært ikke at skamme sig over en så voldsom uperfekthed, en abnormalitet.

På den ene side siger jeg til mig selv, at der ikke er noget at skamme sig over, for det er jo bare en lille fejl i hjernen, som jeg på ingen måde selv kan gøre for. Og min lille fejl i hjernen har aldrig gjort nogen ondt. Den har heller ikke gjort at jeg ser unormal ud. Den har heller ikke påvirket min intelligens. Det eneste den har gjort er, at den har givet mig et kompliceret forhold til virkelighed versus fantasi.

Men hvis fejlen ikke er større, hvorfor er den så så stort et problem for mig?

Det, som jeg nok er mest bange for, er at blive misforstået, for der findes mange misforståelser om skizofreni. Den største misforståelse er måske, at der på en eller anden måde er sket det, at mange tror at skizofreni er en helt anden sygdom, nemlig dissociativ identitetsforstyrrelse, altså at man som skizofren har flere personligheder. Dette er fuldstændig ukorrekt.

Min generelle fornemmelse er, at størstedelen af befolkningen ikke ved hvad skizofreni er, men alligevel tror jeg at folk instinktivt er bange for det. Der var for eksempel en forholdsvis tæt på mig, som sagde til mig at jeg ikke skulle fortælle om min diagnose til mit praktiksted, for så fik jeg nok ikke lov til at være der. Men det blev sådan, at jeg skulle skifte min antipsykotiske medicin i min praktikperiode, hvilket gjorde at jeg skulle holde fri i en periode, så jeg følte mig nødt til at lyve, og fortalte mine medarbejdere at jeg skulle skifte antidepressiv medicin. Det er jeg ikke særlig stolt af.

DR-programmet “Dræbt i tjenesten” tror jeg ikke ligefrem har hjulpet på problemet. Altså selvfølgelig synes jeg det er vigtigt at fortælle ofrenes historier og hvad der helt åbenlyst er galt med systemet, men jeg synes det er mindst ligeså vigtigt så at uddanne folket om sygdommen skizofreni i den forbindelse. Det skulle ikke undre mig, hvis der efter programmet har siddet nogle folk ude i stuerne og tænkt at alle skizofrene da er paranoid skizofrene, potentielt farlige, de kan ikke klare sig selv og render hele livet frem og tilbage mellem den lukkede og diverse bosteder.

Mine egne forældre ved helt tydeligvis ikke hvad sygdommen går ud på. De har nok hørt navnet på sygdommen før, men har aldrig før taget sig tiden til lige at google den. Og når jeg prøver at fortælle dem om sygdommen, er det somom de slet ikke forstår eller vil forstå. De siger bare det er synd for mig. De meldte sig ellers ind i Sind da jeg fik diagnosen, men de har aldrig taget sig tiden til at tage til et foredrag eller noget undervisning. Det er ret frustrerende. Min mor har endda en tæt veninde, hvis søn også er skizofren, og jeg ved at de snakker om ham og alle de udfordringer han har, men på en eller anden måde er det somom hun ikke linker ham til mig.

Min mor har fortalt om min diagnose til resten af familien, men det er somom de prøver at gemme det væk, feje det under gulvtæppet. De spørger mig aldrig nogensinde ind til hvordan det står til med min sygdom. Det eneste, der gør mig opmærksom på at de ved det er, at de ikke tilbyder mig alkohol til familiefester, for de ved jeg har valgt det fra grundet mit medicin. Jeg har prøvet at snakke lidt med min kusine om min sygdom, men hver gang laver hun ligesom et emneskift. De vil simpelthen ikke snakke om det. Måske vil de ikke kendes ved det.

Hver gang jeg har skullet fortælle en veninde om det, har jeg været rigtig nervøs. Jeg har simpelthen været så bange for deres reaktioner. Men heldigvis blev det ikke dårligt modtaget, dog er nogen bedre til at håndtere det og snakke med mig om det end andre.

Før jeg selv fik diagnosen kendte jeg godt lidt til skizofreni, for jeg havde haft om det i psykologi på min HF. Mit indtryk var, at det var nogle stakkels, meget syge mennesker, for sådan blev de fremstillet. Mit billede er dog noget mere nuanceret i dag.

Så nu sidder jeg her og skal vel lave en slags konklusion, men det er ikke sådan lige til. Jeg ved jo godt, at hvis jeg ser på fakta, altså hvad sygdommen egentlig er, så burde jeg slet ikke skamme mig. Men så tænker jeg på min egen families forhold til sygdommen og hvad andre folk dog må tænke om mig, grundet misinformation, misforståelser, angst for det ukendte og fordomme, og så skammer jeg mig rigtig meget. Den skam er blandt andet skyld i, at jeg desværre finder mig nødsaget til at være anonym her på bloggen. Desværre. Men skønt min anonymitet håber jeg, at jeg kan være med til at stoppe fordomme, bryde tavsheden og give viden på en eller anden måde.

3 Kommentarer

  1. Katja

    Nej du har igen grund til at skamme dig, fordi folk ikke forstår, hvad det drejer sig om. Det er dem der har et problem, og ikke dig. Jeg kender godt til den manglende forståelse i familiesammenhænge, så du er ikke alene.

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Kære du. Af hensyn til omgangskreds, så har jeg oplevet samme berøringsangst. Som jeg tolker det, ud fra mine egne erfaring med mine nærmeste, så er en diagnose en stor omvæltning for dem og det tager sin tid at acceptere – fuldstændig på samme måde, som det tager tid for os selv. Man kan sammenligne det med en sorgproces. Vores nærmeste skal igennem alle faserne, før de når til fuld accept. Vi følges ikke nødvendigvis ad, faserne igennem, selv om vi få besked på samme tid. Giv dem tid.

    Svar
  3. Ellen

    Nej du har absolut ingen grund til at skamme dig. Det har alle dem som udtaler sig uden at sætte sig bare en smule ind i tingene, til gengæld.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.