Har Gud hadet mig?

K.E. haft en hård barndom med masser af vold i hjemmet og en far, der begik selvmord. Som ung var han meget sårbar og fik som teenager en diagnose. Men i dag har han fundet balancen i livet. Det hjalp blandt andet, da han startede med at arbejde

Af K.E. Foto: K.E.

Helt fra barnsben har livet været en prøvelse. Jeg har altid tænkt på om, Gud har hadet mig? Om jeg har slået nogen ihjel i mit tidligere liv og nu skal lide?

Indtil jeg var tre år voksede jeg op med begge mine forældre. Men far var voldelig, og inden jeg fyldte tre år, tog han sit eget liv og efterlod os i fattigdom. Jeg har svage erindringer om, at se min far ligge død, det sted han tog sit liv.

Senere blev min mor gift igen. Min stedfar var også alkoholiker og voldelig. En dag gik det så galt, at han forsøgte at myrde min mor, hun nåede heldigvis væk, men hun tog ham alligevel tilbage. Andre voldsomme ting som børn ikke burde opleve i barndommen, fandt også sted i mit hjem, men det vil jeg ikke komme mere ind på. Allerede dengang var jeg overbevidst om, at jeg ikke ville blive helt normal, altså arbejde fuldtid eller være følelsesmæssigt helt på toppen.

Da jeg blev 12 år, tog min mor sig sammen og smed ham på porten. Det nåede dog at påvirke det meste af min barndom at leve med en voldelig mand. Jeg blev en hård nød. Det var min måde at overleve på.

Men jeg ville gerne prøve at være en sød og ordentlig dreng og prøve at opleve gode ting: Gå til fodbold i en klub i stedet for på gaden, hygge mig med vennerne uden at være bange for at have dem på besøg. Men min selvtillid var lav, og min kontakt til andre mennesker var præget af mistillid og uro. Jeg havde på fornemmelsen, at mange ikke kunne lide mig på min folkeskole, og at de andre elever kunne læse mine tanker. Jeg kom til en skolepsykolog i 8. klasse, fordi jeg havde drillet en fra min klasse.

Indlæggelser og afvænning
Efter folkeskolen kom jeg på Aurehøj Gymnasium, og jeg følte at hele mit liv faldt fra hinanden som et stort korthus. Jeg fik bundkarakter, havde et super dårlig forhold til en kæreste, fik et hashmisbrug og drak som et svin til festerne. Jeg følte, at folk snakkede om mig bag min ryg. Jeg fik meget store selvtillidsproblemer og følte mig mere og mere udenfor. Jeg kunne ikke koncentrere mig om mine lektier, så jeg kunne ikke svare på noget i timerne og forstod ikke de diskussioner, der foregik. En dag stjal mig og mine venner en masse flasker fra læredepotet for at få råd til vores hashforbrug. Vi blev opdaget og smidt ud.

Jeg blev også smidt ud af det næste gymnasium (Falkonergården), fordi jeg ikke lavede mine lektier. På Falkonergården blev jeg sendt til en psykolog, og derfra blev jeg tilknyttet Ungdomspsykiatrien og fik en fast psykolog. Jeg fik ordineret lykkepiller og antipsykotisk medicin og fik samtidig diagnosen grænsepsykotisk. Jeg fik bivirkninger og begyndte at høre sære lyde, og jeg havde en anderledes rumopfattelse. Lydene blev højere, og bilerne føltes længere væk, end de var.

Samtalerne med psykologen gav mig lidt, men ikke nok, så på et tidspunkt måtte jeg videre til distriktspsykiatrien. Jeg gik fra job til job, men kunne ikke opretholde et almindeligt arbejde.

På en udenlandsrejse fik jeg en hashpsykose. Da jeg kom hjem blev indlagt på Bispebjerg Hospital på den lukkede afdeling. Jeg har været indlagt en del gange. Den seneste lange indlæggelse var til afvænning af hash på M6 på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Hvis jeg ikke kom ud af misbruget, er jeg sikker på, at jeg ville ende gaden, og måske det der er værre.

Jeg kunne leve
Et par år tidligere havde jeg fået tildelt førtidspension, og efter jeg stoppede med at ryge hash, var der pludseligt råderum i økonomien. Nu følte jeg endelig, at jeg kunne slappe af og leve i stedet for at overleve.

Når udbetalingerne kom på min konto gav det mig en enorm frihedsfølelse. Det vanvittige stress, det gav mig ikke at have styr på min økonomi, var forsvundet. Jeg kunne nu lægge små planer for mit liv i stedet for de store som ” almindelige” mennesker kan, når de kan arbejde 37 timer om ugen.

Når jeg endelig havde den ro, jeg havde brug for, fandt jeg også roen i mit hjerte. Det meste af mit liv havde jeg haft en angst dybt nede i maven. Det føltes som sult, selvom jeg var mæt. Det startede tidligt om morgen og endte først, når jeg faldt i søvn om aftenen. Følelsen var endelig væk og erstattet af en lykkefølelse. Jeg kunne gå rundt på Nørrebro, hvor jeg boede med fred i sindet og snakke mere åbent med mine venner.

Nogle at snakke med
De næste par år flyttede jeg rundt på Nørrebro mellem tre forskellige psykiatriske bofællesskaber. De andre beboere var super fede mennesker. Hvis jeg havde problemer kunne jeg spørger dem til råds. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg var opvokset i et miljø uden snak, mest stilhed og vrede.

Jeg meldte mig til enkeltfags HF på Gasværksvej, og på tre år tog jeg seks fag. Det meste foregik med et dejligt roligt tempo, jeg kunne følge med i. Jeg følte en glæde, jeg nok aldrig rigtigt havde oplevet i mit liv.

Jeg fik også min egen lejlighed i Brønshøj. Det var en hyggelig lejlighed, og jeg var pludseligt også tæt på Brønshøj Boldklub, hvor jeg havde spillet i mine unge dage. Min onkel boede også tæt på og min mor et par kilometer væk. Jeg fandt også et værested i Vanløse ’Pinta’, og der kom jeg ofte: Spillede computer med gutterne, spiste god mad for få penge, og hyggesnakkede så meget jeg kunne. Vi tog også lidt på små bodegaer, hvor samtalen flød. Årene gik, og jeg levede så godt jeg kunne, selv om jeg havde mine sår, minder og problemer, men hvem har ikke det.

Tanker om fleksjob
En dag dumpede der et brev gennem brevsprækken fra kommunen, hvori der stod, om jeg vil have min pension forhøjet til den højeste sats. Det fik mig til at tænke og mærke efter i mit hjerte, hvad jeg nu ville i fremtiden. Jeg havde jo fået det lidt bedre gennem årene. Mit syn på mig selv havde forbedret sig, og jeg kunne mærke en smule selvtillid gro.

Igennem venner og medier havde jeg hørt om fleksjob, hvor man kunne arbejde deltid og få fuld løn. Og den tanke satte sig fast i mit hoved: ”Kunne jeg klare sådan en stilling?” Jeg tog beslutningen og skrev tilbage til kommunen, at jeg hellere vil prøve at komme ud i fleksjob.

Derefter startede en del praktikforløb, hvor jeg skulle bevise, at jeg kunne arbejde et antal timer om ugen. Jeg var på Fountain House – et aktivitetshus, Dragør Museum, Dansk Institut for Menneskerettigheder og Østerbro Kulturhus. Det at arbejde på et kontor virkede som noget for mig, og jeg fandt ud af, at jeg var god til tal. Efter praktikforløbene fik jeg bevilget fleksjob.

Jeg fik gennem kommunen betalt et kursus i regnskab på Niels Brock, og straks derefter blev jeg ansat hos Geus (De Nationale Geologisk Undersøgelser for Danmark og Grønland). Lige siden den dag har jeg været fleksjobber i to virksomheder. Nu er jeg i erhvervspraktik hos Outsideren, fordi jeg har været ledig i over et år. Det er ikke altid nemt at være ud på arbejdsmarkedet. Jeg lærer tit nye ting, og nogen gange føles det som et helvede på jorden at gå på arbejde. Men jeg ved, at jeg kan bestride 18 timer om ugen i et fleksjob, og jeg ved også godt, at jeg ikke kan arbejde fuldtid.

Det gamle udtryk ” bedre sent end aldrig” passer så fint her. Først i en alder af 40 år fandt jeg ud, at jeg kun kan arbejde i et fleksjob, og her ligger min lykke. Men tanken om min sygdommen er der hele tiden i mit baghoved, og det slipper jeg nok aldrig fra. Min barndom var et mareridt, og traumer fra dengang, vil jeg muligvis altid have med i bagagen.